Et uforløst og halvfærdigt påskebudskab

Scene fra filmen Korsvej. Maria i samtale med præsten efter den sidste undervisningstime forud for konfirmationen (Foto: Miracle Film).
Maria i samtale med præsten efter den sidste undervisningstime forud for konfirmationen (Foto: Miracle Film).
Oplæringen af en 14-årig katolsk pige kan sammenlignes med den radikalisering, nogle muslimer udsættes for

02. april 2015 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

Filmen Korsvejen handler om den 14-årige Maria, der står foran at skulle konfirmeres i en meget konservativ katolsk kirke.

Navnet Korsvejen har en dobbelt betydning. Dels hentyder det til, at den unge pige står ved en korsvej i sit liv på vej til at blive voksen – og på vej til en personlig tro.

Men Korsvejen er også den vej, Jesus ifølge den katolske tradition bar sit kors gennem Jerusalem til Golgata. Filmen har 14 tydeligt adskilte scener, der hver især har navn efter en af de stationer, der findes på den, eksempelvis hvor Jesus blev svigtet, dømt, korsfæstet og til sidst lagt i graven.

Præsten og Marias mor opfordrer hende meget stærkt til at leve i bod og selvopofrelse. Hvis det havde været en muslimsk sammenhæng, ville man have sagt, at hun blev radikaliseret.

Blandt andet får præsten konfirmanderne til at skrive en liste over små ting, der gør dem glade, og bagefter overveje, hvad de kan give afkald på. Det får uhyrlige konsekvenser for Maria.

Døden vinder. Korsvejen slutter på Golgata

Da filmen var slut, sad jeg tilbage med en uforløst og frustreret følelse.

Ikke fordi Maria og de andre unge blev opfordret til at lade deres tro kunne ses på den måde, de lever på. De opfordrer jeg jo også selv konfirmander og andre unge til.

Men jeg tror, det skyldes, at filmen slutter efter Jesu korsvej. Man når aldrig frem til opstandelsen.

Marias bestræbelser på at fornægte sig selv skal være store og dybe nok til, at Gud vil godtage hendes offer, men uden den opstandne frelser bliver det trældom og vejen til frelse.

Taknemmelig for, at Jesu opstandelse hører med

Det betyder ikke, at Jesu ord om at fornægte sig selv og tage sit kors op ikke har nogen gyldighed i dag, og de mange opfordringer til at lade troen på synlige konsekvenser i livet er bestemt relevante.

Men når jeg skal give afkald på noget materielt, er det for menneskers skyld – ikke for at formilde Gud. Over for ham skal jeg give afkald på min stolthed og erkende, at jeg ikke gøre noget til min frelse.

Filmen gjorde, at jeg blev så taknemmelig for, at jeg må fejre hele påsken. Jesu opstandelse hører med.

Tilføj kommentar