En saltvandsindsprøjtning til musikelskere

Deltagere på musiklejr 2015
LM's musiklejr giver teengagere og unge en enestående mulighed for at lære at spille og synge sammen med andre. Arkivfoto.
En uge i sommerferien med sammenspil, kor og drama på Efterskolen Solgården er vigtig for at styrke musiklivet i LM

28. juni 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

"Jeg glæder mig. Det er en super fed lejr, et sjovt fællesskab, og det bliver helt vildt hyggeligt at spille sammen med andre, der også elsker musik."

Sådan lyder det enstemmigt fra 16-årige Silje Soppeland fra Videbæk og 15-årige Niels Mouridsen fra Hillerød.

De har begge været med på Luthersk Missions musiklejr flere gange og har også tilmeldt sig dette års musiklejr, som foregår 29.juli til 4.august på Efterskolen Solgården i Tarm.

Man lærer helt vildt meget bare på en uge

Og med de mange kompetente tilbud om instrumentworkshops og sammenspils-grupper er der da også lagt op til at give deltagerne den helt store musikalske saltvandsindsprøjtning.

"Man bliver dygtig af at skulle spille sammen med andre. Det giver helt vildt meget sådan en uge," fortæller Niels.

Han er til daglig med til at lede lovsangen i Hillerød Frimenighed og spiller både bas, trommer og ukulele.

"De andre år, jeg har været på musiklejr, kunne jeg kun spille trommer, så det bliver sjovt at lære de andre instrumenter bedre at kende," siger han.  

Et vigtigt rygstød til at turde spille og synge i menigheden

For Silje, der var på musiklejr første gang, da hun var 12, har det været en udfordring at skulle stå på en scene.

"Jeg vil ikke sige, det er nemt for mig at stille mig op foran andre, men det at være på musiklejr har givet mig mere tro på mig selv," siger den nu 16-årige vestjyde, der spiller klaver og synger.

Og det er netop det, der gør, at musiklejren har så stor betydning for musiklivet i menighederne, fortæller Christian Engmark, som er musikkonsulent i Luthersk Mission og medarrangør af musiklejren.

"Bare spørg dem, der spiller eller synger i et lovsangsband i mange af vores kredse og frimenigheder eller synger i et kor. De har med stor sandsynlighed fået et vigtigt rygstød engang på en musiklejr, som gav dem mod på at synge og spille i menighedssammenhæng."

Musiklejr kombinerer troen på Jesus med musikalsk udfoldelse

Ud over sang og toner har musiklejren også fokus på åndeligt fællesskab og personlig coaching.

"Nogle af de temaer, vi tager op med de unge, er med til, at de får sat ord på problematikker som lavt selvværd, at være unikke i Guds øjne og ikke skulle måles på ens præstationer," fortæller musikkonsulenten.

Landets musikskoler giver gode kompetencer med instrument- og sangundervisning, men på musiklejr kombineres troen på Jesus med musikalsk udfoldelse, understreger han.

"Tænk, at vi kan få lov til at præge den kommende generation af kristne musikere og sangere. Det er da et fantastisk privilegium!"

---

LM's musiklejr er for alle unge mellem 11-19 år og varer fra lørdag den 29. juli til fredag den 4. august på Efterskolen Solgården i Tarm.

> Læs mere om program og tilmelding her.

> Følg LM Musik på facebook her.

 

Tilføj kommentar