Elever på Stubbekøbing klar til afgangsprøver

Terminsprøver på Stubbekøbing Efterskole - december 2018
Elever på Stubbekøbing Efterskole var for første gang til en terminsprøve på skolen. Privatfoto.
For første gang blev der på Stubbekøbing Efterskole holdt terminsprøver for elever, der gerne vil videre til en erhvervsuddannelse

17. december 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

Mandag den 10. december blev der skrevet historie på Stubbekøbing Efterskole.

Der blev nemlig for første gang nogensinde afholdt terminsprøver på skolen, der er Luthersk Missions specialefterskole for elever med særlige behov.

Terminsprøverne var en forberedelse til afgangsprøverne i dansk og matematik, der som noget nyt tilbydes til sommeren 2019.

Og det forløb alt sammen fint, forlyder det fra Ivan Jakobsen, der har været forstander på skolen siden 2013.

Kræver et minimum på 02 til en erhvervsuddannelse

At skolen nu begynder at holde prøver, skyldes den erhvervsskolereform, som regeringen indførte for tre år siden.

Tidligere kunne de unge komme direkte videre på en erhvervsuddannelse, men nu kræves det, at eleverne har en karakter på mindst 02 i dansk og matematik for at blive optaget.

Stubbekøbing Efterskole har ikke tidligere har afholdt prøver for eleverne. Det blev et problem for de elever, der gerne vil videre på for eksempel teknisk skole eller uddanne sig til social- og sundhedshjælper.

Vil gerne fastholde vores kendetegn som specialskole

"Vi har egentlig holdt os lidt tilbage fra at indføre afgangsprøver på skolen, fordi vi vil fastholde vores kendetegn som rendyrket kristen specialskole," siger Ivan Jakobsen.

Meningen er, at man skal kunne gå på skolen uden at blive mødt med krav om test, forklarer han.

"Men vi har bare måttet konstatere, at folk begyndte at vælge os fra, fordi vi ikke kunne tilbyde eleverne en afgangsprøve."

Derfor kører skolen nu med to spor - det ene med fokus på afgangsprøverne til sommer, og det andet som prøvefri specialklasse.

Alle elever får en resursebeskrivelse med sig

Mange af de elever, der går i den prøveforberedende klasse, har aldrig fået karakterer før.

De er dog blevet testet forud opstarten på skolen, og med de netop afsluttede terminsprøver og god opbakning fra klassens to lærere, skal de nok blive klar til sommerens prøver, vurderer forstanderen.

"De er super motiverede for det. Og det åbner også nogle muligheder for dem bagefter," siger han.

"Vi er dog stadig først og fremmest en specialskole. Alle elever får en resursebeskrivelse med sig, når de afslutter skolen - uanset om de har været til prøve eller ej. Det har vi altid gjort - og det vil vi blive ved med."

---

Stubbekøbing Efterskole er en kristen specialskole - oprettet af Luthersk Mission i 1999. På skolen går elever med særlige behov, generelle indlæringsvanskeligheder eller som er sent udviklede.

> Læs mere om skolen her.

Tilføj kommentar