Efterskoleelever fik invitation til fællesskab

LMU'ere ved Solgården efterskole
Gruppen af unge kom fra LMU-fællesskaber i Vestjylland (foto: Filip Osmundsen)
Det kan være en stor omvæltning at komme hjem fra efterskole. Derfor blev over 150 nuværende elever inviteret til lokale ungdomskredse, hvor de kan mødes med andre unge kristne

19. maj 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Over 150 elever på LM’s efterskoler i Vestjylland fik en personlig invitation til et af LM’s ungdomsfællesskaber, da ungdomskonsulenten og 12 unge kom på besøg den 9. maj.

Ville invitere efterskoleelever til et kristent ungdomsfællesskab

”Kom og vær med i et fællesskab omkring Jesus”, var opfordringen til eleverne.

Målet var at invitere eleverne på Sædding Efterskole og Solgården til LMU, der er et kristent fællesskab for unge.

Sammen med 12 unge fra LMU i Holstebro, Herning, Videbæk, Skjern/Tarm, Sædding/Astrup, Ølgod og Esbjerg fortalte ungdomskonsulent Filip Osmundsen om LMU på landsplan og de lokale ungdomsfællesskaber.

Ungdomsgrupperne giver eleverne et velkendt fællesskab

Eleverne på de to efterskoler kommer primært fra Jylland, men der er også elever fra resten af landet, fortæller Filip Osmundsen.

”Næsten lige meget hvor i landet, de flytter hen, er der en LMU-forening, som står klar til at byde dem velkommen.”

Fællesskabet på efterskolen har for mange elevers vedkommende sat sig tydelige spor. Efter sommerferien vil mange af eleverne muligvis opleve en hverdag, som bliver helt anderledes, fortæller ungdomskonsulenten.

Kan være vanskeligt at være ung kristen i dagens Danmark

"Det kan være svært at være ung og kristen i det Danmark, de unge lever i i dag,” siger Danny Brændgaard Høj Pedersen, som er formand i Herning LMU.

”Derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt, at vi hjælper de unge, som kommer hjem til vores byer med at finde et sted, hvor Jesus er det vigtigste, og hvor man kan søge om hjælp, når livet er svært”.

Formanden deltog i besøget på de to efterskoler, hvor der også blev gjort reklame for ungdomsugen ”Ung Uge” på Virksund kursuscenter, hvor mange tidligere efterskoleelever mødes og camperer og deltager i kristne møder.

Tilføj kommentar