Duploklodser, gemmeleg og bibelfortælling

Foto: Børn og voksne på gulvet i legestuen i Videbæk missionshus
Både børn og voksne nyder det sociale samvær i legestuen i LM's missionshus i Videbæk. (Fotos: Kaja Lauterbach)
For tre år siden opfordrede de private dagplejere i Videbæk LM til at starte en legestue. I dag nyder de at komme der med deres børn hver torsdag

30. september 2016 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

Torsdag formiddag, den 22. september, genlyder Luthersk Missions missionshus i Videbæk af glade pludrelyde og småsnak fra omkring 50 små børn under børnehavealderen.

Stolene er stablet langs væggene. I stedet står der en plastik-rutsjebane midt på gulvet, og der ligger legemad, biler, puslespil og Duploklodser i store stakke på gulvet.

Midt i alt legetøjet sidder en flok mødre og dagplejemødre og hygger og er klar med en hjælpende hånd, hvor der er brug for det.

En pige bruger lang tid på at give sin dukke mad, andre børn leger gemme bag prædikestolen eller klatrer igen og igen op på det lille podie bare for at hoppe ned.

Frk. Pip signalerer, at det er tid til bibelfortælling

Efter en halv times fri leg kommer Jette Hvergel ind sammen med marionetdukke-strudsen frøken Pip. Det er signal til børn og voksne om, at de skal sætte sig i en halvcirkel på gulvet.

Tre små klimt på en triangel fortæller, at nu er det tid til sang og bibelfortælling.

Efter velkomstsangen vælger børnene sange. Her kan alle være med – også dem, der er for små til at have et talesprog.

De sange, de kan vælge imellem, ligger nemlig i en kuffert som forskellige stykker legetøj, der hver især betyder en bestemt sang. For eksempel er en actionfigur sangen ”Min Gud er så stor”.

Der er ingen ord i den store bibel, men ting, der passer til dagens fortælling. I dag er det en madkasse med fem brød og to fisk.

Legestuen kunne ikke lade sig gøre uden dagplejemødrene

Legestuen i missionshuset i Videbæk er et samarbejde mellem LM og de private dagplejere i byen, og den blev startet på initiativ af dagplejemødrene.

"Der havde tidligere været en legestue i missionshuset, men den var blevet nedlagt. Nu tog de private dagplejemødre i byen kontakt til LM og spurgte, om vi havde lyst til at starte op igen – og om de måtte komme og være med."

Det fortæller Jette Hvergel, der har været med siden opstarten i 2013, da hun selv var på barsel.

Nu arbejder hun som sosuassistent på plejehjemmet Bakkely, men har flettet det sammen med sit arbejde, så hun kan være med i legestuen.

Jette Hvergel står for legestuen sammen med fire andre. De er der sjældent samtidig, fordi de fleste også arbejder, og det kan godt være en udfordring at finde medarbejdere om formiddagen.

”Hvis ikke byens ti private dagplejemødre var så gode til at bakke op, kunne det ikke lade sig gøre. Det er også dem, der kommer med alle børnene,” siger hun.

Et meget enkelt program med leg og sang

Programmet i legestuen er meget enkelt. Børnene leger og hygger både ude og inde, og hver gang synger de sammen. Både kristne og ikke-kristne børnesange, og en gang om måneden er der bibelfortælling.

En gang imellem er der nogle større arrangementer som fastelavnsfest og juletræ, bedsteforældredage og besøg af en musikkonsulent.

Legestuen er en naturlig del af livet i missionshuset, og den er med til at give større åbenhed for LM’s arbejde i byen, oplever Jette Hvergel.

Det ser de blandt andet ved, at nogle af legestuebørnenes større søskende er begyndt i børneklub i missionshuset.

Både børn og voksne nyder det sociale samvær

Susanne Bech Jensen kommer i legestuen sammen med fire børn. Hun er en af de private dagplejere, der har været med helt fra starten.

Ud over legestuen kommer hun ikke i LM, men både hun og børnene nyder at komme her.

”Det sociale samvær er rigtig godt, og jeg er helt sikker på, at børnene har godt af de værdier, de møder her. Og så lærer vi jo en del nye sange, som vi også synger derhjemme,” siger hun.

Frederik på tre år fortæller, at han er glad for at komme i legestue og lege med Lauge. Og for at synge.

 

Tilføj kommentar

Kommentarer