Del de gode ideer til at gøre mission synlig

Foto: Screedump fra Resursebanken på dlm.dk
I Resursebanken på LM’s hjemmeside kan du finde ideer, hvis du synes, det er en udfordring at sætte mission på dagsordenen i din lokale LM-kreds

20. marts 2017 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Hvordan gør man lige, hvis man gerne vil have mission mere på dagsordenen i den lokale LM-kreds?

Hvis man for eksempel skal holde et missionsarrangement? Eller hvis man gerne vil gøre lidt mere ud af kontakten til kredsens nærkontaktmissionærer eller have variation i bønnen for mission? Eller hvis man gerne vil samle ind til mission på en ny måde?

”Så er Resursebanken på LM’s hjemmeside stedet, hvor man kan finde ideer og materialer,” siger Amalie Puggaard Poulsen. Hun er grafiker i LM’s kommunikationsteam og ansvarlig for at redigere det indhold, der ligger i resursebanken.

Der kommer jævnligt nye videoer i Resursebanken

Resursebanken indeholder mange ideer – lige fra kønnenes kamp, missionsmuffins, bedestafetter, aktiviteter for børn og madopskrifter til færdige ”skabeloner” til arrangementer om Etiopien og Peru.

Dertil kommer en række korte videoer på 3-5 minutter fra alle de lande, hvor LM har international mission. De fleste af videoerne fokuserer på de lokale kristne – for eksempel er der interview med unge kristne i både Peru, Cambodja og Tanzania.

”Videoerne er også gode at bruge, hvis man gerne vil have et lille dryp om missionsarbejdet til et almindeligt møde,” siger Amalie Puggaard Poulsen.

”Og der kommer ofte nye videoer, så Resursebanken er et godt sted at kigge ind jævnligt, hvis man er mødeleder eller med i bestyrelsen.”

Lad andre få glæde af de ideer, du får

Amalie Puggaard Poulsen fortæller, at ideerne i Resursebanken er kommet flere forskellige steder fra.

Nogle ideer er fra lokale kredse, som har skrevet ind og fortalt om, hvordan de har gjort. Andre ideer kommer fra missionærerne, der har været gode til at komme med forslag.

”En bank er imidlertid et sted, hvor man også kan deponere noget – ikke kun tage ud,” siger hun og opfordrer til, at man ”sætter sine ideer ind”, så andre kan få glæde af dem.

”Send en mail til mig på app@dlm.dk  om, hvordan I gør hos jer, så vil jeg lægge ideen i Resursebanken.”

”Vi står jo alle med de samme udfordringer og kan lige så godt dele de ideer, vi får,” tilskynder Amalie Puggaard Poulsen.

Tilføj kommentar