Danske gymnasieelever har et lettere liv end os

Elever fra HOPAC internationale skole i Dar es Salaam på besøg i Danmark, december 2019
Eleverne fra HOPAC internationale skole var rundt og se flere seværdigheder under deres besøg i Danmark - her på Amalienborg Slotsplads i København. Privatfoto.
16 elever fra den kristne internationale skole HOPAC i Tanzania besøgte Ikast-Brande Gymnasium en uge i starten af december for at lære om dansk kultur og levevis

16. december 2019 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Syv dages intenst møde med en meget fremmed og anderledes kultur.

Det var, hvad der mødte 16 teenagere fra Tanzania, da de i forrige uge var på besøg på Ikast-Brande Gymnasium.

De afrikanske unge går til daglig i 10.-12. klasse på den kristne internationale skole HOPAC i Dar es Salaam, hvor tidligere LM-missionær Lene Malmgaard arbejdede indtil i sommer.

De tanzaniske unge kom tæt på livet som dansk gymnasieelev

Under besøget kom de 16-17-årige elever fra HOPAC tæt på dansk kultur og livet som gymnasieelev i Danmark.

De tanzaniske skoleelever fulgte enkelte undervisningstimer på Ikast-Brande Gymnasium, hvor den tidligere missionær nu arbejder som lektor i kemi. 

I fritiden var de ude og bowle, svømme, skøjte og se forskellige seværdigheder som blandt andet vikingemuseet i Jelling, kunstmuseet Aros og Den Gamle By i Aarhus.

”Det var skønt at se dem sammen med de danske elever. Det var virkelig kulturel udveksling i aktion,” siger Lene Malmgaard.

Alting er meget struktureret og planlagt i Danmark

De unge tanzaniere er overraskede over, at alting er så struktureret i Danmark.

”Man kommer altid til tiden, og alting er meget planlagt, for eksempel at bussen kører på et bestemt minuttal,” siger Chema Ringo.

”Ja - og afstanden er meget kort til alting,” supplerer Vanessa Dickson.

Et privilegeret liv trods store forskelle

De unge piger fra HOPAC er klar over, at de som elever på den internationale skole fra mere velstillede familier er mere privilegerede end de fleste andre tanzaniske unge. 

Alligevel fornemmer de, at danske gymnasieelever har et lettere liv, end de selv har, med mange flere uddannelsesmuligheder.

Det forhinder dog ikke pigerne i at drømme om at tage en højere uddannelse i udlandet eller hjemme i Tanzania.

”Når vi er mere privilegerede end mange andre hjemme i Tanzania, har vi også et større ansvar for at hjælpe,” siger Atupakisye Godprey.

Tilføj kommentar