Bornholmske mikrofoner til tyrkisk radiostudie

Foto: Studie hos Radio Shema
Studie-mikrofonerne fra LUMI Radio på Bornholm gør stor lykke i Radio Shemas radiostudie i Samsun i Tyrkiet. (Foto: Norea)
Den kristne radiostation i Samsun manglede teknisk udstyr, så studiemikrofonerne fra det lukkede LUMI Radio på Bornholm faldt på et tørt sted

26. september 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Før sommerferien fik jeg en henvendelse fra LUMI Radio på Bornholm, om Radio Shema i Tyrkiet mon kunne bruge nogle mikrofoner, de havde tilovers.”

Det fortæller Ole Sørensen, der er daglig leder i Norea Mediemission, som samarbejder med den kristne Radio Shema i Tyrkiet.

”Det var bare helt perfekt. Det er næsten nye studiemikrofoner, og den radiostation, som Shema har åbnet i byen Samsun ved Sortehavet for et par år siden, stod og manglede teknisk udstyr.”

Udstyret fra LUMI Radio på Bornholm skulle finde nyt hjem

Mikrofonerne stammer fra LUMI Radio på Bornholm, der lukkede med udgangen af 2017.

”Det betød, at vi stod med en masse sendeudstyr, der ikke længere gjorde nytte,” fortæller Preben Holm fra Aakirkeby, der var med i bestyrelsen for LUMI Radio.

Det ældste udstyr kom på museum, men der var også en del, der var forholdsvist nyt – hovedsageligt mikrofoner.

Mikrofonerne tjener det formål, de blev anskaffet til

En dag så nogle af LUMI-folkene en artikel om, at Radio Shema i Tyrkiet har en stor gæld, og de tænkte, at deres aflagte udstyr måske kunne hjælpe, så de ikke behøvede at bruge penge på det.

Det fik dem til at henvende sig til Ole Sørensen hos Norea, der formidlede kontakten og har sørget for, at mikrofonerne er kommet til Samsun.

Preben Holm glæder sig over, at mikrofonerne bliver brugt på den kristne radiostation.

”På den måde kan de tjene det formål, de egentlig blev anskaffet til,” siger han.

Tilføj kommentar

Kommentarer