Børnene øver sig på sangene derhjemme

Foto: Legestuen i Rønne på udflugt
Den sidste gang før sommerferien var legestuen i Rønne på udflugt med madpakker og hygge. (Foto: Elna Andersen)
Børnene i legestuen i Rønne har fået en cd og en beskrivelse af fagterne til sangene. Det har gjort, at de allerede kender de nye sange, når de kommer i legestuen

23. juni 2017 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Vi har kun fået positive reaktioner, og både børn og voksne øver sig på sangene derhjemme.”

I Luthersk Missions legestue i Rønne begynder de hver gang med at synge en række sange med fagter til.

”Sidste efterår ville vi ledere gerne have fornyet repertoiret af sange, men det kan godt være svært at få dem lært, når vi kun mødes en gang om ugen,” fortæller Helene Andersen, der er leder af legestuen.

Børnene fik en malebog med sange fra ”Syng med”

Men så fik de en ide. Nemlig at give alle børnene malebogen ”Syng med”, der indeholder et udvalg af sangene fra sangbogen af samme navn.

Ud over illustrationerne i sangbogen er der også en beskrivelse af de fagter, der hører til sangene.

Sammen med malebogen er der en cd, så børn og forældre kan høre sangene og øve sig hjemme.

En lille dreng kunne synge for, fordi han kendte fagterne

Små børn er glade for det genkendelige og at gøre, som man plejer, så det var nok mest de voksne, der havde behov for nye sange, erkender Helene Andersen.

”Men netop det at børnene også har mulighed for at øve sangene derhjemme, har givet genkendelighed. Det oplever vi igen og igen,” siger hun og fortæller om en lille dreng, der endnu var for lille til at fortælle med ord, at han kendte en sang.

”Han lavede fagterne hurtigere end mig, så på den måde sang han egentlig for. Det var sjovt og opmuntrende,” siger hun.

Hele familien møder evangeliet om Jesus

Der kommer 15-20 børn mellem 0-6 år i legestuen. Helene Andersen forklarer, at en fast kerne er 3 dagplejemødre, der kommer med deres børn.

De andre har forældre, der går hjemme, eller som har en fast fridag om onsdagen, hvor legestuen er.

”De fleste kommer ikke ellers i LM’s missionshus, og ud over at hjælpe børnene til at lære de nye sange ville vi også gerne give dem noget kristent litteratur eller musik med hjem, sådan at resten af familien kunne få evangeliet om Jesus at høre,” siger hun.

”Vi tænkte lidt over, om det kunne opfattes lidt provokerende, men har ikke fået nogen negative reaktioner. Der er også nogle forældre, der har haft malebogen med fast, indtil de kunne teksten til sangene.”

Tilføj kommentar