Børn samler ind til børn i Fjendeskoven

Foto: Henrik Borch Jacobsen på Agerskov Kristne Friskole
Missionsprojektet på Agerskov Kristne Friskole blev skudt i gang den 18. januar, hvor missionærparret Dina og Henrik Borch Jacobsen fortalte om deres arbejde (Foto: Hans Ulrik Munk)
Alle elever på Agerskov Kristne Friskole har arbejdet med både mission og levevilkår i Cambodja. Og de har samlet penge ind på mange forskellige måder

31. marts 2017 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Jeg bor på en gård og tjente 200 kroner ved at arbejde derhjemme. Først gjorde jeg hele huset rent, og så hjalp jeg min fars karl med at malke,” siger Caroline.

Arbejdsdagen var en skoledag, som 9. klasse på Agerskov Kristne Friskole (AKF) har brugt på at tjene en dagløn, som de har givet til skolens missionsprojekt i Cambodja.

Målet for indsamlingen på 15.000 kroner er for længst overskredet, for alle elever på skolen har været kreative og fundet måder at samle penge ind på.

Silas fra 1. klasse fortæller, at de har lavet et marked med ting, de selv har lavet.

”Det var sjovt, og der kom mange mennesker og købte vores ting,” fortæller han.

3. klasses bidrag var en Frikvartersbiograf, hvor de viste ”Chip og Chap”. Anna og Mia fortæller, at det kostede 10 kroner at komme ind, men så fik man også et frugtspyd og en bolle til at spise imens.

Besøg og videoer har gjort missionsprojektet nærværende

Missionsprojektet på AKF hedder ”Skolegang og børnesundhed for børn i Fjendeskoven i Cambodja”. Det blev skudt i gang den 18. januar, hvor missionærparret Dina og Henrik Borch Jacobsen var på besøg på skolen.

Parret var på orlov i Danmark. De bor normalt i Siem Reap i det nordvestlige Cambodja, hvor de arbejder med bibelundervisning og diakoni i Fjendeskoven.

De fortalte fra deres arbejde, og det var en dejlig og nærværende måde at komme i gang på, fortæller skoleleder Hans Ulrik Munk.

Ud over at have besøg af Dina og Henrik Borch Jacobsen har skolen også set videoer fra Cambodja i forbindelse med morgensang. To af videoerne har Julius Vadiveal, der er volontør for LM i Siem Reap lavet til missionsprojektet.

Alle klasser har lært om Cambodja og Asien

Skolelederen fortæller, at baggrunden for missionsprojektet, som varer til påskeferien, er et ønske om et fællesprojekt for alle skolens elever. 

”Her på AKF har vi ofte samlet penge ind til os selv, men i år ville vi gerne lave noget, hvor vi kan være til hjælp og informere om, at nogle har andre levevilkår, end vi har. ” siger Hans Ulrik Munk.

Han tilføjer, at de i løbet af projektet kommer rundt om mange ting – ikke kun Fjendeskoven og missionsarbejdet.

”I alle klasser har de snakket om Cambodja og om Asien i det hele taget – og i de større klasser også om de mørke sider ved landets historie.”

Læs mere om LM’s engagement i Fjendeskoven – både sundhedsarbejde og læseoplæring.

 

 

 

Tilføj kommentar