Bibelstudier ud fra hverdagens tro og tvivl

Foto: Still fra "Jesus unge soldater)
Jonas Ægidius fra Lindehøj Kirke har lavet fire studieoplæg ud fra programserien "Jesus unge soldater". De kan hentes på LM Betweens hjemmeside. (Foto: Still fra filmen)
Dokumentarserien ”Jesus unge soldater” fra DR3 ligger til grund for fire bibelstudieoplæg for unge, der kan hentes på LM Betweens hjemmeside

14. november 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Jesus unge soldater” er fire dokumentarprogrammer, som blev vist på DR3 i foråret 2018. I programmerne følger man fire unge fra Indre Mission, og de sætter ord på deres tro, tvivl og udfordringer med at leve som kristne i hverdagen.

”Skulle vi ikke se ’Jesus unge soldater’ i kirkens ungdomsfællesskab?” spurgte en af de unge, der kommer i Lindehøj Kirke.

Forslaget fik Jonas Ægidius, der er børne- og ungdomsmedarbejder kirken, til at lave et bibelstudiemateriale ud fra dokumentarprogrammerne.

Hvad siger Bibelen til mit hverdagsliv?

Studieoplæggene, der har de 16-23-årige som målgruppe, tager udgangspunkt i hverdagen, og spørger: Hvad siger Bibelen til det?

Jonas Ægidius oplever, at de unge er glade for den rækkefølge – modsat de fleste studiehæfter, der tager udgangspunkt i en bibeltekst og så prøver at relatere den til hverdagen.

Oplæggene har forskellige temaer. Især det første ”Det kristne fællesskab og Tro” er ret omfangsrigt, og Jonas Ægidius vurderer, at der i det er stof nok til to aftener..

Der er mange ting, man kan identificere sig med

De fire IMU’ere fortæller, hvordan de har det, og hvordan de oplever hverdages kampe, glæder og udfordringer ved at tro.

”Der er mange ting, man som ung kan identificere sig med, og det er godt at få sat ord på og snakket om det, som man måske selv oplever anderledes,” siger han.

”Så kan man få en god debat om, hvordan man selv ser på det – og om hvad Bibelen siger.”

Brug programmerne, mens de er tilgængelige

Jonas Ægidius er sammen med LM Between-konsulent Maria Legarth i et netværk for ansatte i kirkeligt børne- og ungdomsarbejde.

Her fortalte han om bibelstudieoplæggene, der nu kan downloades fra LM Betweens hjemmeside.

”Der er ikke copyright på dem, og de skal endelig bare bruges, mens programmerne er tilgængelige,” siger han.

Han understreger bare, at der skal stå Lindehøj Kirke på dem, sådan at man ved, hvor de kommer fra, hvis man har spørgsmål til dem

Dokumentarserien ”Jesus unge soldater” er tilgængelig på dr.dk indtil september 2019. Man må ikke downloade den, men kan frit se programmerne direkte fra hjemmesiden.

Tilføj kommentar