Bibelskolelærer ordineret i kirken

Foto: Brian Bjørn Nielsen bliver ordineret i Tanzania
LM-missionær Brian Bjørn Nielsen er lærer på Kiabakari Bibelskole i Nordtanzania. I søndags blev han ordineret i den lutherske kirke i Tanzania sammen med fire andre..(Foto Hanne Agerbo)
Alle de faste lærere på Kiabakari Bibelskole er ordinerede præster, og nu er også den danske missionær blevet ordineret.

29. april 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Fem nye præster blev ordineret i den lutherske kirke i Mara Stift i Nordtanzania søndag den 28. april.

Den ene af dem var Brian Bjørn Nielsen, der er lærer på Kiabakari Bibelskole, der ligger i Mara Stift.

Han og hans familie rejste til Tanzania som missionærer for Luthersk Mission i 2016, og fra januar 2017 har han været lærer på bibelskolen i Nordtanzania.

Ikke nogen betydning på opgaverne på bibelskolen

Ordinationen får ikke umiddelbart nogen betydning for Brian Bjørn Nielsens opgaver på Kiabakari Bibelskole.

Han underviser i Romerbrevet, Jakobs Brev, Filipperbrevet og computer, og det skal han efter planen fortsætte med at gøre.

”Men det er en helt normal ting at gøre, da alle de faste lærere på bibelskolen er ordinerede præster”, forklarer han.

Kirken har indsat tjenere offentlig siden apostlenes tid

For Brian Bjørn Nielsen er det helt naturligt at bliver ordineret i Mara Stift, når det nu er her, han arbejder.

”Det er en bekræftelse på det kald og den tjeneste, jeg nu har stået i nogle år,” siger han.

”Ved at ordinere mig gør de det, Kirken har gjort siden apostlenes tid, når der offentligt indsættes tjenere i kirken under bøn og håndspålæggelse.”

Tilføj kommentar