Betlehem ligger i Holstebro

Foto: Julekrybbe i engangspaller
Julekrybben er bygget af engangspaller, og Maria og Josef er lavet af træ, kyllingetråd og papmaché. (Foto: Erik Nielsen)
Kurt Nielsen har lavet en ni kvadratmeter stor julekrybbe i sin have, så både forbipasserende og han selv kan blive mindet om, hvad jul er

12. december 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Kurt Nielsen fra Holstebro har bygget en julekrybbe i naturlig størrelse i sin have.

Det har han gjort, fordi han gerne vil vise, hvad jul er: nemlig at Jesus kom til verden.

Hans have ligger ud til en rimelig befærdet vej, hvor mange mennesker går og kører forbi hver dag, og han oplever, at en del af dem standser op og kigger.

Huset er bygget af engangspaller

Julekrybben er bygget af engangspaller, som Kurt Nielsen har fået af det lokale rengøringsfirma.

Huset, der er ni kvadratmeter stort, er bygget med åbne gavle, så man kan kigge ind til Maria, Josef og det lille Jesusbarn fra begge sider.

”De, der kommer forbi på gaden, kan se ind, og det kan vi også selv inde fra huset,” siger han.

”Jeg har nemlig også bygget den til at minde mig selv om julens budskab.”

Familie fra Betlehem med afrikansk tøj

Efter selve huset lavede han en krybbe og lagde en dukke i den som Jesusbarn.

”En bekendt kom og ’truede’ mig med, at hun ville indberette mig til kommunen, fordi barnet lå uden forældreopsyn,” fortæller Kurt Nielsen med et stort smil.

Det fik ham til at gå i gang med at lave Maria og Josef af træ og kyllingetråd og med ansigter i papmaché. De er klædt i afrikanske kangaer, fra dengang familien Nielsen var missionærer for LM i Tanzania i 1990’erne.

Ansigterne er malet på og lakeret, så de kan tåle at stå ude i al slags vejr.

I malerforretningen syntes de, at det var et interessant projekt, og har noteret, at de har solgt maling til Josef og Maria.

En stor stjerne fra Brødremenigheden fuldender julekrybben.

Julekrybben giver anledninger til at snakke om Jesus

Kurt Nielsen har tænkt på i nogle år, at han gerne ville lave en stor julekrybbe i haven. I sommer gik han på efterløn, og nu fandt han tiden til det.

”Det ser måske ikke ud af så meget, men jeg er overbevist om, at Jesus-barnet ikke forlanger så meget, og at det er godt nok til ham,” siger han.

Julekrybben har også givet anledning til at snakke om jul og Jesus.

En dag kom naboen og sagde, at han ville over og se, hvordan den lille pige havde det.

”Jeg sagde: ’Det er nu en dreng,’ og fortalte lidt mere om Jesus,” siger Kurt Nielsen.

Derudover har en lærer fra den kristne friskole i byen spurgt, om hun må komme med en klasse og se julekrybben.

Tilføj kommentar