Ansat leder er kun få år ældre end teenagerne

Foto: Teenklubben i AAFM
Både Simon Rasmussen og teenagerne er glade for at hænge ud sammen i teenklubben i Aalborg Frimenighed onsdag aften (Privatfoto).
Aalborg Frimenighed har ansat Simon Rasmussen, der går i 2.g., til at stå for deres teenklub. Både de unge, deres forældre og menigheden er glade for hans indsats

02. december 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Aalborg Frimenighed (AAFM) har ansat 17-årige Simon Rasmussen som ungdomsmedarbejder. Det betyder, at han står for teenklubben og en ungdomscellegruppe.

Der er syv teenagere fra 13-15 år, og Simon synes, at det er fedt, at han ikke er ret meget ældre end dem.

”Der er ikke så stor afstand mellem os, og vi har lidt samme humor, men alligevel er jeg et helt andet sted i livet,” siger han.

Begyndte i en cellegruppe for gymnasieelever

For godt et år siden var Simon lige begyndt i gymnasiet efter to år på Djurslands Efterskole. Han begyndte også i Indre Missions Unge i Aalborg, og en dag mødte han den daværende ungmedarbejder i AAFM.

Hun inviterede ham med i menighedens cellegruppe for gymnasieelever, som han nu står for.

I alt er Simon ansat i AAFM ti timer om ugen. Ud over teenklubben og ungdomscellegruppen er han med til gudstjeneste i AAFM en gang om måneden, hvor han nogle gange hjælper til i børnekirken.

Masser af inspiration fra tidligere leder

Simon står alene med ansvaret for teenklubben og skal selv sørge for programmet.

”Den tidligere leder havde skrevet virkelig meget ned, og det er godt at hente inspiration fra,” siger han og tilføjer, at han også sparrer med sine forældre.

Desuden har han samtaler og sparring med en fra menighedens ledelse hver anden uge.

Glæder sig til flere spontane sociale arrangementer

Teenklubben mødes onsdag aften. Programmet består af bibeltimer, som han selv holder – eller får en fra menigheden til at holde – og af ture og sociale aftener.

Simon glæder sig til, at han fylder 18 år den 17. december og selv må køre bil.

”Så bliver det lettere at arrangere spontane sociale arrangementer fredag aften, hvor vi for eksempel pynter op til jul, spiller spil eller computer,” siger han.

Præst: Simon er en gave til vores unge

Simon har fået positiv feedback fra flere forældre, som har fortalt, at de unge er glade for ham.

Teenagerne har også opfordret ham til at fortsætte et skoleår mere.

AAFM har ansat ham i dette skoleår, og Bent Houmaa Jørgensen, der er præst i AAFM, siger:

”Simon er virkelig en gave til vores unge.”

Tilføj kommentar