80-årig lejrbygning på Bornholm renoveres

Renovering af Pederskerlejren, januar 2020
"Vi er stolte af resultatet og ser frem til, at stedet er virksomt og opdateret mange år frem," siger Jens Mouridsen, som er med i "bygge-sjakket". Her er det mødesalen, der får en omgang. Foto: Jens Mouridsen.
Et fast byggehold og en flok frivillige knokler for, at der sker en masse forbedringer på LM-Lejren i Pedersker, så den kan rumme endnu flere deltagere og holde mange år endnu

03. februar 2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Mange bornholmere har mange gode minder fra LM-Lejren i Pedersker fra deres tid på børne-, senior-, kredslejre med mere.

Lige siden den første lejrbygning blev bygget for 80 år siden, har lejrstedet budt på masser af oplevelser, badeture og forkyndelse og er undervejs blevet udbygget og forbedret.

For fem år siden vedtog LM's afdelingsstyrelse på Bornholm, at lejren skulle gennemgå en større renovering over flere etaper.

Lyddæmpning, isolering, solfangere og varmepumper

Renoveringen foregår dels i værelsesbygningen med nye vinduer, toilet og vask på alle værelser og i hovedbygningen med opdatering af køkken og udskiftning af lofter og gulve.

Desuden bliver der arbejdet med isolering, lyddæmpning og montering af varmepumper. Taget udskiftes og får solfangere, og der bygges en tilbygning til den hall, der er i værelsesbygningen. 

Et fast byggehold og en flok frivillige LM'ere har knoklet på og er nu ved at være færdig med mødesalen, som er målet for denne vinter.

Hårdt arbejde, men hjælpen fra de frivillige giver ny energi

"Vi er stolte af resultatet og ser frem til, at stedet er virksomt og opdateret mange år frem," siger Jens Mouridsen.

Sammen med to andre udgør han det faste byggehold, der primært arbejder i vinterperioden, hvor der ikke er nogen på lejr.

"Det er klart, at når man kommer til den fjerde vinter, kan man mærke, at det trækker tænder ud. Men når viljen er der, og man får hjælp, når det virkelig gælder, giver det ny energi til arbejdet."

Fortsætter med renoveringen igen til november

Jens Mouridsen glæder sig over, at de mange forbedringer med blandt andet solcelleanlæg og solfangeranlæg har været med til at reducere driften af lejren med omkring 150.000 kroner om året.

"Der kommer mange på lejr fra marts og frem til november, hvor vi tager næste skridt i renoveringen."

"Vi kan mærke, at Gud velsigner de mange deltagere og giver oplevelser for livet. Det er det hele værd," siger han.

---

> Se flere billeder fra renoveringen på LM lejrens facebookside.

Tilføj kommentar