350 unge vendte op og ned på LMH

Samling i mødesalen til MISSION17 på LMH 17.-19. november 2017
Temaet på weekendens Mission17 på LMH var "Upside Down". Foto: Amalie Puggaard Poulsen
Alting var på den anden ende, da en stor flok unge fra hele landet var samlet til missionskonference den 17. – 19. november på Luthersk Missions Højskole i Hillerød

22. november 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

Ingen ting er, som vi mennesker regner med, når vi har med den levende Gud at gøre.

Det måtte omkring 350 unge mennesker sande, da de var sammen til MISSION17 i weekenden på Luthersk Missions Højskole i Hillerød under temaet ”Upside Down”.

Hovedtalere var teologistuderende Mathias Richard Jefsen-Hansen, tidligere generalsekretær i LM Jens Ole Christensen og forstander på Luthersk Missions Højskole Henrik Nymann Eriksen.

De talte over nogle af Bibelens mange paradokser: Den almægtige blev et lille spædbarn, den udødelige døde, de voksne skal blive som børn, de første skal blive de sidste.

Danmarkskortet vendt på hovedet

Også i den kreative udsmykning var der fokus på det bagvendte og uventede.

Danmarkskortet på scenen i højskolens mødesal var vendt på hovedet. Meddelelserne blev givet baglæns, og mange andre skøre og bagvendte indfald var med til at illustrere konferencens hovedbudskab: 

”Gud har en uventet måde at gøre tingene på, der er anderledes, end vi kan forestille os”, som der stod i invitationen til konferencen.

En god rød tråd gennem hele weekenden

En af de deltagere, der var med for første gang, Helene Roager (18 år) fra Odense, var meget begejstret for weekendens konference.

”Jeg synes, det var super gennemført. Der var ligesom en rød tråd gennem det hele. Det virkede rigtig godt,” siger hun.

Hun fulgtes med et par veninder fra efterskolen, men egentlig var det, fordi hendes søster kom hjem fra konferencen sidste år og havde talt så varmt for det, at hun selv fik lyst til at tage med.

Hos Gud er der ikke noget A- eller B-hold

En anden af deltagerne, Rasmus Risbjerg (22 år) fra Aarhus, var også vild med årets tema ”Upside Down”.

”Det gode ved sådan et ’catchy’ tema er, at vi begyndte at snakke om det i LMU, allerede inden vi tog på konferencen.”

Han fortæller, at de var en hel flok unge af sted sammen fra Aarhus LMU, og at konferencens tema har givet anledning til mange gode samtaler.

”Hos Gud er der ikke et A- eller et B-hold. Han tager ikke kun de gode og bruger dem. Han tager de dårlige og udruster dem. Det er helt vildt fedt at tænke på.”

----

Se flere billeder og glimt fra konferencen på LM’s facebookside.

Tilføj kommentar