3.000 hørte om Jesus

Reformationen blev fejret over tre dage i Arequipa, Peru

14. november 2013 /

Den kristne bugtaler Coco y su pandilla og hans dukker fra Costa Rica gav et stort offentligt show i Arequipa, Peru, den 2. november. Omkring 3.000 mennesker hørte bugtalerdukkernes drillerier, der blandt andet gik ud over Ola Tulluan, der er rektor på det teologiske seminarium SETELA i byen.

Showet var imidlertid ikke kun humor og sjov. Bugtaleren aflagde også et meget tydeligt vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er at finde sin identitet i Jesus.

Stolt over at være lutheraner
Bugtalershowet var årets største kristne arrangement i Arequipa. Det var også afslutning på SETELA's fejring af 496 årsdagen for reformationen.

Reformationen er vigtig for den lille lutherske kirke i Peru, og den blev fejret i tre dage i træk.

På selve reformationsdagen, den 31. oktober, var der tre foredrag om reformationen og dens betydning på selve skolen. En af tilhørerne sagde bagefter, at hun var blevet stolt af at være lutheraner.

Modsvar til allehelgensfejring på gravpladserne
Dagen efter, den 1. november, var der talentshow i SETELA. De forskellige kirker bidrog med musik, sang og drama, og der var stor kreativitet og god stemning.

Dagen er allehelgensdag i Peru. Den dag går mange ud på gravpladserne, og sammenblandingen af katolicismen og folkereligion fra området ved Andesbjergene er meget synlig.

Mange medlemmer af den lutherske kirke føler sig presset til at deltage, og derfor er det vigtigt, at kirken tager udfordringen op og kommer med alternativer.

Kilde: www.nlm.no 

Tilføj kommentar