2016 blev et rekordår for gaver til LM's arbejde

Vicebiskop Yakobo Msaghaa underviser på et seminar i Mara
Størstedelen af gaver givet til LM bliver brugt til international mission. Her er det fra Nordtanzania i 2016, hvor den lokale vicebiskop underviser sammen med LM's missionærer (foto: Flemming Hansen)
De foreløbige tal viser, at LM’s landskasse har fået gaver for over 15,6 millioner i 2016. Alene i december indkom næsten en million ekstra i gaver i forhold til sidste år.

06. januar 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: NLM@DLM.DK

Gaver givet direkte til Luthersk Missions landskasse er organisationens ubetinget største indtægtskilde.

Derfor følges gavetallet også med stor opmærksomhed fra LM’s resurseteam og fra mange i organisationens bagland.

Gavetallet for 2016 er ikke talt helt op, men det lander med al sandsynlighed i den høje ende af 15,6 millioner kroner, fortæller resursechef Johnny Lindgreen.

Det er det højeste gavetal til landskassen siden rekordårene i 2011 og 2012. Der var dog budgetteret med 16 millioner i gaver for 2016.

Næsten 1 million kroner mere i december i forhold til sidste år

I december sendte LM’s generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen et takkebrev ud til alle, der havde givet en gave i 2016 og 2015.

Her spurgte han også om en ekstra gave, da der manglede omkring 6 millioner for at komme i mål med budgettet. 

Den opfordring har flere fulgt. Gavetallet for december 2016 ender sandsynligvis på lige knap 5,2 millioner kroner, fortæller Johnny Lindgreen. Det er næsten en million mere end året før, hvor der blev der indsamlet 4,24 millioner i december.

LM’s afdelinger og forsamlinger har givet mere end i 2015

Gaverne kommer fortrinsvis fra private venner af organisationen.

Men også LM’s omkring 100 kredse og frimenigheder samt de 7 afdelinger har bidraget til det høje gavetal i december måned.

Ifølge Johnny Lindgreen er der kommet 300.000 kroner mere ind fra LM’s forsamlinger og afdelinger i 2016, end der gjorde i 2015.

Pengene bruges til mission og diakoni i Danmark og i udlandet

Næsten 75 % af LM’s budget gik til missionsarbejde i Danmark og udlandet i 2015.

56 % af de samlede udgifter blev brugt i LM’s arbejde i Afrika, Asien og Sydamerika på blandt andet bibelundervisning, sundhedsarbejde og forlagsarbejde.

Det endelige overblik over udgifterne for 2016 er dog først klart senere på året, når regnskaberne for LM's missionslande er på plads.

 

Også i 2017 er der behov for penge til at drive arbejdet med at undervise i Bibelen og hjælpe mennesker i de lande, hvor LM er til stede. Du kan være med - bed for arbejdet og støt det økonomisk. Læs mere her.

Tilføj kommentar