Nyhedsarkiv

Jul altid

"Nu er det jul igen, og julen varer lige til påske ..."

Julekrybbe i Herslev kirke i Roskilde. Foto: Michael C. Kring Julekrybbe i Herslev kirke i Roskilde. Foto: Michael C. Kring

Måske den sang blev sunget i fuld fart rundt om træet eller i en kæde med hinanden om livet rundt i huset.

Hvor længe varer julen? Julepynten skal jo i poser og kasser igen i januar. Ind i skabet med julekrybben og ud igen næste år. Nogle har en tradition med at flytte de vise mænd lidt dagligt i december på vej hen mod krybben. Så når de frem til jul.

Hver dag året rundt spiser vi mad. "Giv os i dag vort daglige brød. Forlad os vor skyld." Og hver dag vil julens, påskens og pinsens Jesus gerne være vort daglige brød også på den dybe, totale måde. For nadveren i kirken er evighedsmad.

Hvem har ikke brug for helårssymboler? En ung sagde, at det er da godt nok med al denne december-tamtam, men kunne familiekærligheden ikke bredes lidt mere ud over hele året?

Jule-hjertegodhed året rundt, jule-stjernens daglige lysguide, helårs jule-englevagt, helårs jule-post i Bibelen, helårstilgivelse. Altså, jeg tænkte ikke lige guirlander, gaver, godter, gran, gris, grødris, glimmer og Gammel Dansk hver dag.

Englelyskæden rundt om døren tog jeg ned midt i januar sidste jul. Så sagde først barnebarnet og siden manden: "Hvor er englene blevet af?" Altså fløj de op til døren igen og har siddet der siden.

Mon ikke der bliver dybe glæder at gennemleve også i det nye år? Angster at afgifte. Forsoninger at kæmpe for. Udrakte hænder. Og ind i centrum af alt liv ønsker Helligånden, JuleÅnden at formidle Jesu nærvær og nåde til kirken og den enkelte.

Den usynlige, kraftfulde VEN, han er en mester i at skabe helårsjul. Ja, jul ind i evigheden.

Johannesevangeliet 1,49: 'Mester, du er virkelig Guds Søn. Du er Israels Konge!'

Af Eleonora Andersen, trykt i julemagasinet "24:12". Bragt her med tilladelse.