Nyhedsarkiv
Fælles forlag til læsernes fordel
Stor velvilje ved informationsmøder for LM-bogsælgere om forlagsforandringerne.
Johnny Lindgreen overrakte forlagschef Vibeke Sode Hjorth en symbolsk LogosMedia-bog ved informationsmødet for bogsælgere i Hillerød den 31. januar
"Jeg er mere positiv nu, end da jeg kom," lød det fra en bogsælger, og fra en anden:
"Det er positivt, at der nu skal udgives færre titler. De er ofte blevet helt rundforvirret i missionshuset over alle de bøger i bogsalget."
Det var noget af den respons, resursechef i LM Johnny Lindgreen og chef for Forlagsgruppen Lohse Vibeke Sode Hjorth fik ved informationsmødet for LM-bogsælgere på Sjælland og Lolland-Falster.
Positiv modtagelse
"Der har været en udpræget positiv stemning på de informationsmøder, vi har foreløbig har holdt med LM's bogsælgere," udtaler Johnny Lindgreen og tilføjer:
"Det betyder meget, fordi bogsælgerne primært er dem, der bærer bogsagen ud til LM'erne."
De sidste to informationsmøder holdes den 8. og 9. februar for de jyske bogsælgere i henholdsvis Fredericia og Skjern.
Comeback for bogen
Og netop selve bogsagen gjorde Johnny Lindgreen noget ud af i sit oplæg for bogsælgerne.
"Vores håb er - og det skal I hjælpe os med - at den kristne bog kan få et comeback. Vi tror nemlig, at bogen kan give kristenlivet noget, som ingen andre medier kan," sagde han.
Vi samler kræfterne
Johnny Lindgreen gav de 22 fremmødte bogsælgere i Hillerød baggrunden for, at LM nu går nye veje med forlaget.
"Litteraturmission må godt koste penge, men det skal afvejes i forhold til andet missionsarbejde," forklarede han.
Det generelle fald af læselystne danskere er også slået igennem i missionsforeningerne, samtidig med at papirbogen er presset af de elektroniske medier. LM har derfor vurderet, at det blev for dyrt at have et forlag selv.
Da Forlagsgruppen Lohse også er interesseret i at optimere deres forlagsdrift, ser man nye muligheder ved at samle kræfterne.
"LogosMedia forsvinder ikke," understregede Vibeke Sode Hjorth.
"I fremtiden har missionsforeningerne ét forlag, som fungerer som paraply over flere brand eller underforlag, deriblandt LogosMedia."
Fokus og kvalitet
På spørgsmålet fra en bogsælger om, hvad LogosMedia så i fremtiden vil brande sig på, var svaret lidt undvigende.
Hidtil har nogle bøger været samabejdsprojekter mellem flere forlag, og den tendens har været stigende de senere år, forklarede forlagschefen. Hun medgik, at det på nuværende tidspunkt ikke står tindrende klart, hvordan de enkelte brand adskiller sig fra hinanden.
"Men nu sidder vi alle ved det samme bord, og jeg vil helt klart sætte gang i processen med, at de enkelte brand - som jo bakkes op af forskellige organisationer - får sat fokus på de bøger, som deres organisation særligt brænder for," svarede forlagschefen.
Resursechef Johnny Lindgreen supplerede:
"LogosMedia skal udgive nogle bøger, som LM'erne kan føle sig hjemme i. Ligesom Credo særligt henvender sig til de studerende."
Begge gav også udtryk for, at færre og mere fokuserede udgivelser vil give mulighed for at kræse ekstra for den enkelte bog - lige fra redaktørens bord til bogsælgerens disk.
Omvæltning en overgang
De privilegerede nordsjællandske bogsælgere, som hidtil har kunnet køre til Hillerød og få superservice af LogosMedias erfarne forlagsassistent Birgit Korsgaard, udtrykte noget bekymring for arbejdsbyrden fremover.
Den praktiske administration af et bogsalg bliver nemlig lidt anderledes, og ekspeditionen foregår fra Fredericia.
Andre var godt tilfredse med, at alt fremover ordnes over nettet - og en ny rutine kan man hurtigt få lært.
Fakta om forlagssamarbejdet
Der bliver i alt afholdt fire informationsmøder for LM's bogsælgere. Et i Rønne, Hillerød, Fredericia og Skjern.
1. april 2012 indgår LogosMedia som brand i Forlagsgruppen Lohse, som derefter har det økonomiske ansvar.
Planen er i fremtiden at skære ned på udgivelserne, så der fremover kommer cirka 35 bogtitler i stedet for 70.
LM får to repræsentanter i en fælles forlagsredaktion. LogosMedias forlagsredaktør Flemming Bak Poulsen er ansat af Lohse i en halvtidsstilling til at producere de fem til otte årlige bøger under LogosMedia-brandet.
Forlagsgruppen Lohse ejes af Indre Mission og er paraply for følgende brand (underforlag):
Navn/logo:
Lohse, Fokal og Refleks Musik har Indre Mission som bagland/organisation
Credo bakkes op af Kristeligt Forbund for Studerende
Kolon af Menighedsfakultetet i Århus
LogosMedia af Luthersk Mission
Læs mere på lohse.dk, hvor du også kan tilmelde dig nyhedsmails for de enkelte brand. LogosMedia.dk bliver integreret i Forlagsgruppen Lohses spritnye hjemmeside fra 1. april.
Læs også:
Oprydningsudsalg
Aftale skal sikre fremtiden for den kristne bog
Lagt på nettet d. 6. februar 2012 af Ditte Olsen


Også jer ... har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død for at føre jer frem som hellige, lydefrie og uangribelige for sit ansigt, hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen uden at lade jer rokke fra håbet i det evangelium, I har hørt.
Kolossenserbrevet 1,21-23




Udgivelse af luthersk sangbog fejres.
9/5/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Skriver nu mens indtrykket er frisk og pulsen er lidt oppe. For det var...
Hjemkundskab på khmer
9/5/2012 | Nicoline Haahr Kristensen, Volontør i Norge dernæst i Cambodja
Ingredienser: 6 khmerkvinder, amokkrydderi, bananblade, fisk og 3...
Det der bare ikke måtte ske, skete…
29/4/2012 | Birgitte Elmkvist Madsen, Missionær i Etiopien
Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde,...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


15/6/2012 - 16/6/2012 Landsstyrelsesmøde
24/6/2012 Indvielses- og udsendelsesfest
2/7/2012 - 6/7/2012 Tværkulturel Sommerlejr Jylland-1



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










