Nyhedsarkiv

Bundfradrag fjernet

Fra 2012 skal man ikke længere give mindst 500 kroner for at opnå skattefradrag for gaver til velgørende organisationer.

Hidtil har den samlede, årlige pengegave til LM skullet være på mindst 500 kroner for at udløse fradrag i skatten.

Pr. 1. januar 2012 er denne bundgrænse fjernet, og man får fradrag for hele gavebeløbet.

Den øvre grænse for gavefradrag på selvangivelsen via den såkaldte §8A er stadig 14.500 kroner pr. år, men man skal altså ikke længere indbetale 15.000 kroner for at udnytte hele fradraget.

Hvis man vil give mere end 14.500 kroner om året, kan man med fordel tegne et gavebrev. Her opnår man fradrag for hele det beløb, man giver, op til 15 % af sin indkomst.

Uanset hvordan og hvor meget man betænker LM's arbejde, så opfordrer økonomiteamet LM's venner til at tilmelde deres gaver til betalingsservice.

Det letter det administrative arbejde på sekretariatet - og giveren slipper for at skulle i (net)banken hele tiden.

Formålet med skattefradraget er at opmuntre private til at give gaver til velgørende formål. Via fradraget dækker staten en del af udgiften.