Nyhedsarkiv

Skal vi synge?

Hun går aldrig i kirke. Livet har været en barsk omgang med forladthed og misbrug.

Foto: Thomas Heie Nielsen Foto: Thomas Heie Nielsen

Nu sad vi imidlertid nogle stykker og ledte efter salmer til faderens begravelse. For øvrigt bad hun præsten sige i talen, at hun var ked af, at hendes far aldrig havde villet lære hende at kende.

Jeg krummede tæer over at sidde med min kære salmebog og forsøge at læse i den med hendes øjne. Hvad kunne vi synge, som ikke var sære ord, fortidslevn af en antikgud og ikke en levende Gud i dag, der rækker ud til hende nu midt i blod, sved og misbrug.

Jeg foreslog - ikke så klogt "Ingen er så tryg i fare". Hun kendte melodien fra søndagsskolen, men kiggede så på mig: "Den duer ikke, jeg har været bange hele livet."

Måske du synger og hører musik? "Det kimer nu til julefest", "Den yndigste rose", "Dejlig er jorden", "Once in Royal Davids City", "Stille Nacht", Bachs juleoratorium, julerock eller -jazz.

Nogle finder nye julesange på YouTube og Facebook. Og mange sange er bibelvers og bønner, bøn om, at stjernen også vil lede os til Jesus, bøn om at have en julekrybbe i eget hjerte, bøn om at tilgive hadere, og tak for at julesangen får Helvede til at skælve.

Selv er jeg blevet glad for nr. 70 i Salmebogen: "Du kom til vor runde jord, barn på bare fødder."

Melodien kan høres på dendanskesalmebogonline.dk. Synger vi tit, begynder sangene efterhånden selv at synge i os. De dukker op fra lageret i sindet til hjælp.

Er der linjer, som nu opleves kvalmende, kan man springe dem over. Er der linjer, der giver våde øjne, så lad tårer komme, glade eller triste.

Hvordan finder vi Gud? "Den Mægtige finder vi ikke, den mægtige Gud finder os, der famler og fægter i mørket ..." Salmebogen nr. 414. Prøv selv, kom og se.

Johannesevangeliet 1,38f: 'Mester, hvor bor du?' 'Kom og se, sagde Jesus. Så gik de med ham.'

Af Eleonora Andersen, trykt i julemagasinet "24:12". Bragt her med tilladelse.