Nyhedsarkiv
Fire foreninger får samme sangbog
Samarbejde fører til en bedre sangbog, mener Samuel Roswall
I 2013 skal LM have ny hovedsangbog. Det skal Indre Mission, Evangelisk Luthersk Missionsforening og Kristeligt Forbund for Studerende også.
De fire organisationer skal nemlig have den samme hovedsangbog, og et udvalg med to til tre repræsentanter fra hver organisation arbejder på højtryk for at realisere projektet.
Samuel Roswall fra Hillerød er den ene af LM’s repræsentanter, og han forklarer, at ud over selve hovedudvalget er der flere underudvalg.
”I hovedudvalget godkender vi samtlige tekster og melodier endeligt, tager stilling til principspørgsmål omkring opstilling af tekster, noder og registre - foruden alle detaljerne som store og små bogstaver, gentagelsestegn, ordforklaring, skriftstedshenvisninger og så videre,” siger han.
Underudvalgene er et hårdt arbejdende melodiudvalg, som beskæftiger sig med melodiharmonisering, nye melodier, arrangementer, becifringer, og hvor mange melodier skal en sang have, et tekstudvalg, som ser på harmonisering af de fire organisationers tekster til samme sang - ofte med skyldig hensyntagen til originaltekster - og et udvalg, som kommer med forslag til nye sange.
Diskuterer praktiske ting
Fire organisationer - tre gamle og en ung - med hver deres holdninger, traditioner og følelser. Det gør det nødvendigt at tage mange hensyn, så hver enkelt organisation kommer til at føle ejerskab til den kommende sangbog, mener Samuel Roswall.
”Det gør arbejdet mere besværligt, men på den anden side mener jeg oprigtigt, at netop dette samarbejde fører til en bedre sangbog. Det kan nemlig virkelig være en øjenåbner at skulle drøfte sig til enighed,” siger han.
Han understreger, at selv om diskussionerne nogle gange kan gå lidt tæt på, er de præget af, at de fire organisationer vil hinanden og har det godt sammen.
Diskussionerne går mest på praktiske ting som, hvorvidt en melodi kan og vil blive sunget også i mindre forsamlinger, eller om en sang er for lang, om teksten er forståelig, og hvad billedsproget får én til at tænke på.
Fornyelser
En ny sangbog betyder ændringer i sangrepertoiret. Gamle sange ryger ud, og nye kommer til.
Samuel Roswall beroliger med, at over 600 sange fra de gamle sangbøger vil blive videreført - arvesølvet bliver rigt repræsenteret. Fornyelsen kommer til at bestå af en række faktorer:
”For det første vil den enkelte organisation opleve det som fornyelse at få de andres sange med. Der kommer også oversættelser fra nyere norsk- og engelsksproget tradition og fra nyere dansk salmetradition med,” siger Samuel Roswall.
Svære ønsker
Når det gælder nye sange, vil udvalget gerne modtage forslag.
”Der er især brug for sange og salmer, som ikke alene er bibeltekstnære, men også livsnære. Og sange, som kredser enten om en bestemt tekst eller en bestemt livssituation – altså med et mere afgrænset tema,” siger Samuel Roswall.
Han erkender, at de ønsker er svære at få opfyldt, hvis man samtidig lægger vægt på et sandt og gedigent indhold, men han er ikke i tvivl om, at der er nogle ”digtere”, som kan det.
Endvidere peger han på, at det allerede nu er muligt at få et indblik i, hvad den nye sangbog kommer til at indeholde - og hvad de travle udvalg får tiden til at gå med. Samuel Roswall henviser til denne hjemmeside.
Lagt på nettet d. 20. juli 2010 af mrj


Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.
Andet Korintherbrev 5,18




Har spist en frisk mango fra vores eget træ idag.
1/2/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Hverdags log – Onsdag den 1 Februar. Henrik Borch Jacobsen. Jeg fik lov til...
Eksamenstid på Project Future
31/1/2012 | Sanne og Michael Pahus, Volontører i Cambodja
Det er blevet eksamenstid for mine elever i Seniorclass på Project Future. De har nu alle...
Nyt fra Fjendeskoven
30/1/2012 | Annelise og Axel Rye Clausen, Missionærer i Cambodja
Går det an at tro på Jesus? Det er det store spørgsmål for denne kvinde, som møder...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


10/2/2012 - 12/2/2012 Sanglejr
24/2/2012 - 26/2/2012 Orkesterstævne for brassbands
24/2/2012 - 26/2/2012 Workshop for sangskrivere



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










