Nyhedsarkiv

250 mennesker samlet til diakonidag

Der var fuldt hus ved temadag om diakoni og mission

Alle pladser var fyldt ved diakonidagen i Århus. Alle pladser var fyldt ved diakonidagen i Århus.

Kan man være kristen uden at hjælpe andre mennesker?
Det spørgsmål var der næppe mange af de 250 deltagere på diakonikonferencen den 6. februar, som ville svare ja til.

For deltagerne var tværtimod dukket op på Diakonhøjskolen i Århus for at blive klogere på, hvordan man kan bruge diakoni i hverdagen og i menighederne.

Temadagen var arrangeret af LM, Indre Mission, Evangelisk Luthersk Mission, foreningen Agape og KFUM's soldatermission, og dagen bød blandt andet på erfaringsudveksling, gruppesamtaler og forskellige input fra talerstolen.

Blandt andet var Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaard og lektor Leif Andersen på besøg og holdt foredrag om diakoniens betydning.

Dåner ved synet

I sit foredrag sagde Leif Andersen, at opfattelsen af diakoni har ændret sig meget gennem de senere år.

"Engang var diakoni en særinteresse for de få kristne, der ikke dånede ved synet af blod og bræk. Men i dag er diakoni en vigtig del af det at være kirke. Vi ved jo også godt, at når talesprog og kropssprog siger hvert sit, så stoler folk på kropssproget," sagde han.

Nej tak til Gud

Han fortalte, at diakoni og mission ikke er det samme, og at missionen er afhængig af diakonien, men ikke omvendt.

"Diakoniens hensigt er livshjælp, mens missionens hensigt er troshjælp. Meget uenighed kommer af, at man definerer det forskelligt. Diakoni skal principielt kunne klares uden mission. Hvis diakonien er afhængig af missionen, bliver den et lokkemiddel: 'Vi vil kun hjælpe dig med dit misbrug eller dine kærestesorger, hvis du også vil hjælpes til at tro.' Så bliver det ikke omsorg. Det bliver manipulation. Man skal hjælpe mennesker lige ivrigt, om de vil have med Kristus at gøre eller ej," sagde Leif Andersen.

Og han var helt på det rene med, at det betyder, at nogle siger tak for hjælpen, men ikke ja tak til Gud.
"Hvis den anden ikke vil tage imod troshjælp, tager det intet fra min forpligtelse til at række min næste hjælp. Diakoni handler om, at man kaster godhed ud uden beregning, uden fornuft og uden grund."

Og det var netop, hvad Jesus selv gjorde.
"Jesus og disciplene ydede omsorg for folk, og de løb den risiko, at nogle var tilfredse med at få hjælp og ikke vendte tilbage og spurgte om det evige. Men det fik ikke Kristus til at stoppe med at yde omsorg, for diakonien hviler i sig selv," sagde Leif Andersen.

Vi møder Gud i næsten

Også biskop Steen Skovs-gaard kom med sine tanker om diakoni og mission.
"Mission og diakoni er en del af folkekirkens og kirkens opgave. En levende menighed har undervisning, gudstjenester og diakoni. Mission er ikke en særlig fornem eller speciel del ved siden af det andet, men en del af det inderste i kirkens liv," sagde han.

Han nævnte blandt andet sine yndlingssteder i Bibelen, hvor diakoni bliver nævnt.
"I domsscenen i Matthæus 25 siger Jesus, at hvad vi har gjort mod en af hans mindste, har vi gjort imod ham. Det vil sige, at vi møder Gud selv i næsten. Det er min kernekommentar om diakoni - at vi møder Gud selv i næsten, og derfor er det at gå ud i tjeneste også gudstjeneste," sagde Steen Skovsgaard.
 

Erfaringer med diakoni 

Deltagerne på diakonikonferencen fik også forskellige fortællinger fra "virkelighedens verden," blandt andet fra Ruth Brik Christensen, som har været soldaterhjemsleder i Irak og Afghanistan.

Også et par andre fik lov til at fortælle om deres erfaringer med diakoni, blandt andre Bent Larsen fra LM’s kontaktcenter Arken i Esbjerg.

"Vores formål er at række mennesker ordet om Jesus og samtidig vise dem omsorg i deres behov her og nu," fortalte Bent Larsen.

"Der er nogle, hvor deres hjem er Arken. En mand fik en hjerneblødning og kom på sygehuset, og der nævnte han Arken som sine nærmeste pårørende. Når man har med den slags mennesker at gøre, skal man ikke være sart, men vise kærlighed. Jeg øver mig hver dag på at huske, at alle mennesker er skabt i Guds billede og er lige så værdifulde, som jeg er," sagde Bent Larsen. 

Kilde: Tro & Mission