Nyhedsarkiv

Strategi for mission i Danmark

En helt fri drøftelse, hvor alle kunne kaste deres ideer ind i debatten. Det var et af programpunkterne på »Konference for ansatte i LM's missionsarbejde i Danmark« den 4.-7. december.

Op mod 40 af Luthersk Missions (LM) ansatte deltog i konferencen, som foregik på Lejrcenter HvideKilde i Nordsjælland. Det var ansatte, som på en eller anden måde arbejder med forkyndelse og evangelisation i Danmark.

Strategiproces

Meningen var, at konferencen skulle være et led i en proces i LM, som skal føre frem til en strategi for missionsarbejdet herhjemme.

Det var her, den frie drøftelse kom ind. Først var deltagerne sammen i grupper og derefter i en fælles debat.

Det handlede dels om, hvordan sådan en proces bør ske, dels om, hvad processen skal føre frem til. En folkebog om evangelisation? En manual til lokale strategi-processer? Eller noget andet?

Indholdet i en kommende missionsstrategi blev der naturligvis også fokuseret på. Hvordan skal LM forholde sig geografisk? Menighedsmæssigt? Diakonalt? Etnisk? Skal LM særligt satse på mission blandt muslimer? Hvordan får man tænkt børne- og ungdomsarbejdet ind i en strategi? Mennesker i den tredje alder blev også nævnt som en ny, voksende målgruppe med en anden profil end tidligere.

Planen er, at LM's Landsstyrelse på baggrund af drøftelsen på konferencen skal fastlægge den videre strategi-proces.

Kilde: Tro&Mission