Nyhedsarkiv

40 år med ydre mission

Svend Bernhard sælger bøger på gaden i Dar es Salaam i Tanzania i sin sidste periode som missionær. (Foto: Ingeborg Bernhard.) Svend Bernhard sælger bøger på gaden i Dar es Salaam i Tanzania i sin sidste periode som missionær. (Foto: Ingeborg Bernhard.)

»Jeg havde ikke nogen tanker om at rejse ud som missionær. Jeg var godt tilpas med et "ni til fire-job" i Sparekassen - med hvid skjorte og slips og udsigt til pension.«

Men sådan gik det ikke. For Svend Bernhard blev det i stedet til næsten 40 år med ydre mission.

I første omgang - fra 1969-1979 - var han og hans kone, Ingeborg, missionærer i Tanzania. Af forskellige grunde vendte de hjem til Danmark i 1979. Uden at vide, hvad de nu skulle.

»Jeg var meget glad for mit oprindelige arbejde i Sparekassen. Jeg forlod det ikke, fordi jeg syntes, det var træls,« siger han.

»Men da jeg havde været i Tanzania i 10 år, havde det flyttet så meget hos mig, at jeg havde vanskeligt ved at forestille mig, at jeg skulle tilbage i mit gamle job i Danmark.«

Derfor oplevede Svend Bernhard det som en gave, at han fik lov til at gå ind i en stilling som missionssekretær i Luthersk Missionsforening. Det blev en tid, hvor »velsignelserne nærmest faldt over hinanden«, som han udtrykker det.

»Jeg kom ind i missions-sekretærstillingen i en periode, hvor der var missionsvækkelse i LM,« siger han.

Han var i stillingen frem til 2003, hvor ægteparret igen rejste til Tanzania. De ville gerne afslutte deres arbejdsliv med endnu en periode som missionærer. I sommeren 2006 vendte de så igen tilbage til Danmark.

Nu er Svend Bernhard fyldt 65 år og har sammen med Ingeborg slået sig ned i Gilleleje i Nordsjælland.

Kilde: Tro&Mission