Nyhedsarkiv

LM's første genbrugsbutik

»Vi var nogle stykker, der snakkede om, hvorfor det kun er andre kirkelige og humanitære organisationer, der har genbrugsbutikker.«

Vareudvalget i LM's første genbrugsbutik vil komme til at omfatte møbler, tøj og ting og sager. (Illustrationsfoto: Kaja Lauterbach.) Vareudvalget i LM's første genbrugsbutik vil komme til at omfatte møbler, tøj og ting og sager. (Illustrationsfoto: Kaja Lauterbach.)

Teddy Sjælland fra Agerskov i Sønderjylland er en af initiativtagerne bag LM's første genbrugsbutik. Den kommer til at ligge i Agerskov, og initiativgruppen regner med, at den kommer op at stå i løbet af foråret.

»Vi blev mere og mere overbevist om, at det var noget, vi skulle involvere os i,« siger han og understreger, at det bestemt er fine formål, de andre organisationer samler ind til.

»Det er jo bedrøveligt, at vi står i en situation, hvor LM mangler penge, så hvorfor ikke få del i det, hvis der er noget i det,« spørger han.

Til LM's hovedkasse

Formålet med genbrugsbutikken er - ifølge vedtægterne, som netop er godkendt af afdelingsstyrelsen for Sønderjyllands afdeling - at »skaffe økonomiske midler til Luthersk Missionsforenings Hovedkasses forskellige arbejdsgrene«.

»Vi ønskede afdelingsstyrelsens godkendelse, så det formelle omkring at indsamle på den måde kunne være i orden,« siger Teddy Sjælland.

Kendt i stort område

Initiativgruppen har orienteret om sagen ved møder i Agerskov missionshus, så den er kendt, men det er først nu, de skal i gang med at finde medarbejdere.

De har allerede fået tilkendegivelser fra folk, der gerne vil bakke op om projektet.

»Genbrugsbutikken skal gøres kendt i et stort område, og det er jeg indstillet på at bruge krudt på. Vi kan få kunder til at komme andre steder fra, hvis vi har en pæn butik og varer, der er værd at køre efter,« siger Teddy Sjælland, der er 63 år og på efterløn.

Butikkens vareudvalg vil komme til at omfatte møbler, tøj og ting og sager. Man begynder at samle sammen, så snart lokalesituationen er på plads.