Livet i lm

Skjern-Tarm LMU

Af Nomi Høeg

Det er tirsdag aften, og klokken har passeret 21. Siden kl. 19.30 har lokalet været fyldt med cirka 50 unge.

Det er ikke normalt, der er så mange. Teenklubben har været på besøg og fået et indtryk af LMU-gruppen. Anne Sofie V. Madsen har blandt andet fortalt om den LMU, hun er så glad for:

”Her er et sted, hvor vi er cirka 35 unge, der samles om Gud.”

Derudover har der været besøg af en prædikant, tid til bøn og til at fortælle om sit kristenliv. Bortset fra besøget af Teenklubben, er denne aften som de fleste.

Der er dog også alternative aftener, som fx indsamlingsaften. Sidste år indbragte den over 25.000 kr.

”Vi husker alle indsamlingsaftenen som noget særligt, vi var sammen om og nu er stolte af,” siger Anne Sofie.

Udrustning til hverdagen

Størstedelen af LMU’erne går på en ungdomsuddannelse, og derfor er aldersspredningen ikke stor. Anne Sofie fortæller, at det giver et særligt åndeligt fællesskab:

”På uddannelsesstederne forsøger vi at være udadvendte, fx gennem KFS. LMU’en bruges som et sted, hvor vi bliver fyldt op og udrustet til hverdagen.” 

Ud over mange sociale arrangementer, bliver bibelstudiesamlingerne prioriteret højt, og disse nyder Anne Sofie:

”Da de fleste af os er samme sted i livet, forstår vi hinanden. Det er en styrke for vores bibelstudiegrupper, som fungerer rigtig godt. Vi kan drøfte ting, som de fleste kan sætte sig ind i, fordi vi er jævnbyrdige.”

Skjern/Tarm LMU er stor, og det kan være en udfordring at lære alle at kende.

”Det positive er, at der er mange, der kan bidrage med det, de er gode til. Det er derfor ikke kun bestyrelsen, der sidder på opgaverne, og det giver en særlig åbenhed i LMU’en,” fortæller Anne Sofie. 

Foto: Annelise Clausen
Annelise Clausen
Mit kald begyndte som en gnavende orm i min bevidsthed, men trængte igennem som et slag med en forhammer flere år senere. Mit hjem var ikke...
foto: Hvordan lede et åbent bibelstudie
Rebecca Manley Pippert
”Det er ikke så afgørende, om vi kan svare på deres spørgsmål eller ej, men i højere grad, om vi lytter til de...