Internationale nyheder

Køretur i mudder og urinstank

Birgitte Elmkvist Madsen

Kvinderne sidder i bilen og er klar til afgang mod Fistula Hospitalet

Fem kvinder fra Syd-Etiopien, der lider af inkontinens, skal med op til et hospital i Addis Abeba

Ferietiden nærmer sig, og det er tid til at drage mod nord. I år skal ferien gå til Danmark. Lægefamilien i Jinka skal til Addis Abeba på grund af skolen, så vi kan køre i én bil - enkelt og nemt.

Men, som tiden nærmer sig, til at vi skal af sted, ligger der fire kvinder, der lider af inkontinens som følge af en langvarig fødsel på fødegangen og venter på transport til Fistula Hospitalet i Addis Abeba. Ingen har været i tvivl om disse fire kvinders tilstedeværelse på fødeafdelingen, det har lugtet ret stramt - fuldstændig som hvis du træder ind på et af de mest ulækre offentlige toiletter i Danmark!

Men de er så skønne, Meheret, Ayelech, Ergo og Zuza, som ligger hos os.

En femte kvinder

Vi bliver enige om at tage af sted i to biler, så disse kvinder kan komme med til Addis Abeba. Lægefamilien og deres volontør i en bil, og så fylder jeg bilen med kvinder med inkontinens.

Da det er besluttet, kommer Karn - en kvinde fra hammerfolket, som også lider af inkontinens efter en fødsel. Hun kan ikke tale amharisk, men hun vil gerne have hjælp!
Hvilket held, at de kommer netop denne torsdag, så Karn kan komme med bilen til Addis Abeba næste morgen ...

Mon ikke der er en Gud, der har en finger med i spillet?

Må klare sig selv

Kvinderne med fødsels-inkontinens er nogle af de patienter, som får mit hjerte til at bløde! De er ofte unge kvinder, som efter et langt og vanskeligt fødselsforløb får et dødfødt barn.

Nogle dage eller uger efter fødslen bliver de klar over, at de ikke længere kan holde på urin og/eller afføring.

Når det bliver kendt af manden og familien, smider de hende oftest ud, og hun må klare sig selv.

Nogle tager tilbage til deres egen familie. Der bliver hun ofte henvist til en afsides hytte, hvor ingen kan lugte hende.

Plastik og bleer

Torsdag aften bliver lidt hektisk, for nu er det ikke bare mine egne ting, jeg må have i orden, men der skal findes bleer, tøj, tæpper, madrasser og lidt mad.

Bilsæderne må afdækkes med plastik og sugbart materiale!

Jeg har givet bleer til jordemødrene og instrueret dem i at få Meheret, Ayelech, Ergo, Zuza og Karn i bad og klar til klokken 7.30 fredag morgen.

Da jeg kommer, er de ved at spise deres morgenmad, som består af brød og te.

Alle fem er klar til afrejse. Jeg glæder mig over jordemødrenes indsats - de har gjort, som vi havde aftalt. Det er måske ikke noget, man vil glæde sig sådan over i Danmark, men det er noget stort her!

Jo, det er nogle dejlige piger, der arbejder på fødeafdelingen, hvordan kan jeg andet end at holde af dem?!

Pårørende siger farvel

Vi begiver os af sted mod vores grund, hvor bilen er pakket og klar.

Da vi går af sted, ser jeg mig tilbage og får øje på en hel slange af mennesker, som følger med ... Denne gang er der pårørende til at sende kvinderne af sted.

Det er fantastisk at opleve, at disse kvinder har nogle pårørende, som holder af dem.

De har nogen at komme hjem til! Jeg kan kun glæde mig over denne helt usædvanlige situation.

Det usædvanlige ved denne afgang er også, at det ikke bare er kvinder.

Ergo har en seks måneder gammel dreng med ... Han bringer smil på læben hos os alle!

Vandhul

De får hver en flaske vand, en køresygetablet og en pose til at kaste op i - hvis nu tabletten ikke skulle virke (man lærer af sine erfaringer!), og så begiver vi os af sted.

De har heldigvis ikke regnet så voldsomt de sidste dage, inden vi skal rejse, så der er håb om en nogenlunde sikker vej!

Sædvanen tro beder vi for sikkerhed på turen, og så kører vi ud ad porten og mod nord.

Vi kommer ikke mere end en god halv time uden for Jinka, før vi ser en tankbil komme glidende ned ad bakken mod et vandhul - chaufføren har tydeligvis mistet kontrollen over bilen.

Der er dyb tavshed i bilen. Vi venter alle, at der sker en ulykke. Meheret beder højt, og så holder tankbilen med snuden godt og grundigt inde mudderet ...

Der ser ud til, at der muligvis ville være plads til at køre bagom, men da det er det rene sæbe at køre i, kan vi nemt ramle ind i tankbilen på vej forbi den ...

Jeg slukker bilen og venter på lægefamilien, som er nogle få minutter bagefter os. Jeg er overbevist om, at Thorleif har en plan!

Det har han også. Efter en sonderingstur bliver hans vurdering, at vi skal krydse flodlejet lidt længere til venstre og så køre op ad en græsskråning i stedet.

Der er en lidt brat kant at skulle over, og bilen sætter sig fast, så mudderet bare sprøjter om ørerne på os.

Jeg bakker for at få nyt "tilløb" på, men lige lidt hjælper det ...

Jeg overgiver rattet til Thorleif, og så prøver han en anden mulighed for at komme op over skråningen - med succes og kort efter er han oppe på vejen igen!

Sådan får vi begge biler på den anden side af mudderbakken. Godt mudrede til kommer vi videre, og resten af turen forløber stille og fredeligt trods tydelige tegn på den megen regn, vi har fået gennem den sidste tid.

Gæstehusests terrasse

Da vi kommer frem til Arba Minch, installerer jeg kvinderne på gæstehusets veranda med de medbragte madrasser og tæpper.

Aster, som gør rent på gæstehuset, lover mig at købe og komme med både aftensmad og morgenmad til dem.

Kvinderne får hurtigt lagt madrasserne på gulvet, og så går snakken lystigt til trods for, at ingen af dem har amharisk som første sprog.

På hospitalet

Fredag kører Jerinn bilen. Hun må klare den massive og tunge urinlugt!

Lidt uden for Addis bytter vi, så hun kører med familien til Norsk Luthersk Misjonssambands hovedkontor, og jeg kører hen og afleverer kvinderne på Fistula Hospitalet.

Kvinderne kigger sig fascineret omkring på de mange store bygninger, de mange mennesker og biler. Det er ikke helt til at sige, hvad de tænker, men der er dyb tavshed, og øjnene kigger opmærksomt rundt på alt omkring dem!

Da vi drejer ind på Fistula Hospitalets grund, er der som altid rent, lyst og dejligt. Det er en rigtig oase midt i storbyens larm og støj.

Jeg finder sygeplejersken. Hun er ikke helt tilfreds med vores ankomst en lørdag eftermiddag, men tager trods alt imod kvinderne og tilkalder lægen, som skal undersøge dem.

Jeg får at vide, at jeg skal blive lidt endnu. De kan ikke kommunikere med dem, da ingen af kvinderne er specielt stærke i amharisk.

Jeg glæder mig over deres store tiltro til mig, der vel kan mindre amharisk end de fem, men vi har jo formået at finde ud af det undervejs til Addis Abeba ...

Da kvinderne er blevet tilset af sygeplejersken, er det tid for dem at gå i bad, og så vil lægen komme og se på dem. Jeg får lov at tage af sted.

Taknemmeligt siger jeg farvel til kvinderne og kører mod Kaza Inches, hvor jeg skal bo. Nu skal det blive godt at komme hen og slappe af efter en lang dags køretur!

Men hvor fantastisk at have fået lov at hjælpe disse fem kvinder til den hjælp, de har brug for!

Bed gerne for dem, at de må få den rette hjælp og blive helbredt for deres inkontinens, men endnu vigtigere er det, at de må få lov at lære Jesus at kende!

Lagt på nettet d. 26. juli 2010 af kaja

Artikelliste