Internationale nyheder

Hjælp til kvinder via iPod

Kvinder i yderdistrikterne i Etiopien får undervisning om hygiejne, sundhed, graviditet og fødsel.

Birgitte Elmkvist Madsen mener, at projektet på én gang højner kvinders livskvalitet gennem oplysning og giver et budskab om Jesus Birgitte Elmkvist Madsen mener, at projektet på én gang højner kvinders livskvalitet gennem oplysning og giver et budskab om Jesus

Sundhedsinformation til kvinder i Etiopiens yderdistrikter, som det er meget svært at komme ud til, og et budskab om Jesus.

Det er de to hovedingredienser i en ny programserie, der bliver produceret af den kristne radiostation Evangeliets Stemme i Etiopien.

Programmerne er lavet til ari-kvinder på ari-sproget. Ari-folket er den folkegruppe, der bor omkring Jinka. Første del af hvert program består af informationer om for eksempel sundhed, hygiejne, graviditet og fødsel.

Et stort ønske er at nå de såkaldte fistulakvinder og fortælle dem, at der er mulighed for hjælp - både før og efter deres fødsel.

En fistula-kvinde har fået ødelagt sit urinvejssystem på grund af en kompliceret fødsel. Hun må leve med inkontinens og bliver ofte udstødt af familie og samfund på grund af den konstante urinlugt.

IPod på solceller
Radioserien består af 14 programmer, men de bliver ikke sendt over radioen, da det kulturelt set kun er mændene, der har adgang til en radio.

I stedet er de lagt ind på en iPod-lignende ting, der kører på solceller. Den får kvinderne udleveret af folkene bag Evangeliets Stemme, og så samles de i små grupper og hører og snakker om programmerne.

Håbet er, at samtalerne kan være med til at give mod og vilje til ændringer i forhold til traditionel graviditetshjælp.

Graviditet og Jesus
LM-missionær Birgitte Elmkvist Madsen har været jordemoder ved Jinka Hospital i Sydvestetiopien i omkring fire år.

Hun har givet medicinsk og faglig assistance, og hendes rolle har været at skrive drejebog til fire programmer med relation til graviditet, fødsel og familieplanlægning.

Ud over faglige kvalifikationer har hun lokal erfaring og kender lidt til kultur og traditioner.

Programmerne er todelte, og i slutningen af hvert program er der et link til en andagt.

"Det gode ved projektet er, at det på én gang højner kvinders livskvalitet gennem oplysning og giver et budskab om Jesus," siger Birgitte Elmkvist Madsen.

Nogle af programmerne består af interview og samtale med kvinder, der deler ud af deres erfaringer med fødselshjælp fra uddannede jordemødre.

Skynd jer
Projektet er stadig under udarbejdelse, så Birgitte Elmkvist kan ikke fortælle om resultater endnu.

"Men da ansatte fra Evangeliets stemme i Addis Abeba var nede hos os i Jinka sidst på foråret for at samle informationer, var den reaktion, vi mødte fra både kvinder og mænd i landsbyerne: 'Skynd jer, vi vil gerne have hjælp'," siger hun.

Jordemoderen fortæller, at det var tydeligt, at medarbejderne fra Addis Abeba var nogle, der har hjerte for sagen og ser, at det er nødvendigt arbejde.

"En af dem fortalte en gruppe kvinder om Bibelens syn på kvinder og kvinders værdi. Det var stort at høre en etiopier sige det modsatte af, hvad der er almindeligt her - og lige så stort at de også lever det ud," siger hun.

Nye folkegrupper
Radiostationen Evangeliets stemme svarer til Norea i Danmark. De får økonomisk støtte til programserien om graviditet og fødsel fra blandt andet det norske direktorat for udviklingssamarbejde Norad, der svarer til danske Danida.

Programserien er en del af Projekt Hanna-serien Kvinder med Håb, der bliver sendt på 51 forskellige sprog. Alle Kvinder med Håb-programmer består af både praktisk information om ernæring og sundhed, familie- og børnerelaterede emner og en andagt.

Oplægget på den etiopiske programserie er på engelsk, som kan bruges som udgangspunkt og tilrettes kulturen til andre af Etiopiens mange folkegrupper.

Man arbejder på at over­sætte programmerne til banna-sproget, der er det sprog, et nabofolk taler, og har planer om at tilrette det til flere grupper, når man får penge til det.