Internationale nyheder

Afslut ikke for pludseligt

Etiopisk synodepræsident forstår Luthersk Missions grunde til at give arbejdet videre.

"Først og fremmest er vi meget taknemmelige over for LM, som er en af grundlæggerne af Sydvest-synoden. Vi vil meget gerne fastholde den enhed mellem LM og vores synode, som vi altid har haft. Vi kan ikke bare lægge den fælles historie bag os, det vil vi meget opfordre LM til at huske på."

Ordene kommer fra Esayas Ememe, Mekane Yesus Kirkens præsident i Sydvest-synoden, som reaktion på LM's planer om at videregive arbejdet til synoden.

LM har været engageret dèr siden 1972, og der er stærke bånd både mellem LM og synoden og mellem mange missionærer og ansatte.

Esayas viser sit fotoalbum frem, hvor danske missionærer står side om side med ham og hans familie ved alle større begivenheder i hans liv: bryllupper, eksamensfester og barnedåb.

"Vores synode har 3 klart definerede mål: vi vil fastholde enheden i troen og kirken, vi vil være selvstændige, og vi vil være en missionerende kirke."

Og det er Mekane Yesus Kirken på vej til at blive. Man er i øjeblikket ved at udsende flere missionærer fra Etiopien til andre lande, og man oplever en stor vækst i antallet af medlemmer.

Også voksne børn kan have brug for deres forældre
Esayas forstår LM's grunde til at videregive arbejdet til synoden.

"Men vi kommer til at mærke, når LM overdrager arbejdet helt til os selv, især da Norsk Luthersk Missjonssamband samtidig reducerer deres aktiviteter meget."

"I må ikke afslutte arbejdet pludseligt, det vil skabe kaotiske tilstand i synoden. Gør det planlagt og glidende sammen med os i stedet for," appellerer han og forklarer:

"I Etiopien er det sådan, at når dit barn bliver voksent, bliver det mere og mere selvstændigt. Men hvis det får problemer, så er vi stadig som forældre ansvarlige for at hjælpe det. Det ansvar må LM også have."

Brug for teologisk støtte
"Der er fortsat brug for en massiv oplæring i den kristne tro. Der er mere end 300.000 medlemmer af kirken, men kun 120 præster og godt 800 evangelister. Vi har brug for en konkret støtte til at fastholde den rette teologi og sprede den," understreger han.

Der er et par konkrete arbejdsområder, Esayas særligt mener, der er behov for fortsat støtte til.

"Oplæringen af vores mange medlemmer skal hvile på et solidt bibelsk fundament og luthersk forståelse af skriften. Her kan LM hjælpe."

"Og så er der enkelte områder i vores synode, hvor vi har svært ved selv at klare opgaven. Jeg tænker på Omo Rate, hvor livsvilkår og andre forhold gør, at LM kan noget, vi ikke kan klare alene".

LMU og LM Kids støtter Etiopien
Præsidenten er meget taknemmelig for, at LM faktisk øger indsatsen til synoden de næste par år gennem LMU's og LM Kids' indsamlingsprojekter, der begge har et solidt udspring i synodens egne visioner om oplæring.