Internationale nyheder

Trist af aflyse, men uforsvarligt at rejse

Gadebillede fra Kirgisistans hovedstad Bisjkek Gadebillede fra Kirgisistans hovedstad Bisjkek

LMU's summercamp i Kirgisistan er aflyst, men projektet og indsamlingen kører videre

En stor del af LMU's indsamlingsprojekt i 2010 går til Svetly Put, der er et børnekrisecenter i Kirgisistans hovedstad Bisjkek.

Den øvrige del af LMU's landsindsamling går til at dække LM's udgifter til volontørerne i det internationale missionsarbejde.

I tilknytning til Svetly Put-projektet havde LMU planlagt en summercamp i Kirgisistan i juli, hvor 16 LMU'ere skulle være med.

Imidlertid har man valgt at aflyse som følge af den meget urolige situation i landet.

Det fortæller børne- og ungemissionskonsulent Inga Provstgaard Mogensen og siger:

"Det er rigtig trist. Men den etniske konflikt i den sydlige del af landet gør det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at rejse derned."

Det er en gammel konflikt, der nærmest har udviklet sig til en borgerkrig mellem to folkegrupper, usbekerne og kirgiserne. Omkring 2.000 mennesker er blevet dræbt, og 75.000 er flygtet fra området.

Inga Provstgaard Mogensen fortæller, at der er mere ro over området nu, men at eftervirkningerne efter konflikten stadig ulmer.

Ifølge avisen Politiken deltog 65 procent af befolkningen i en folkeafstemning om et nyt politisk styre søndag den 27. juni, og det synes hun, tyder godt.

Kristne har det godt

Inga Provstgaard Mogensen var i Kirgisistan sidste efterår og fortæller, at hun har mødt kirgiserne som et meget venligt folk.

"Det førstehåndsindtryk, man får, når man møder et folk, er meget vigtigt. Derfor ville vi gerne undgå, at LMU'erne mødte Kirgisistan som et krigerisk og uroligt sted."

En anden grund er, at LMU's kontaktperson, der har været med til at planlægge turen, er strandet i Norge. Hun er nordmand og kan for tiden ikke få visum til at vende tilbage.

De kristne, som LMU har kontakt med, bor i Bisjkek. De har det godt og er ikke selv påvirket af urolighederne, der foregår i den sydlige del af landet. Men de opfordrer til forbøn for alle kirgisere og usbekere.

Fremstød på Ung Uge

I forbindelse med LM's planer om arbejde i Centralasien kører LMU's Svetly Put-projekt i Bisjkek som sådan videre.

Inga Provstgaard Mogensen understreger, at det er meget meningsfyldt, at LMU går med ind og støtter børnecentret - både med økonomi og forbøn - og at de beder for de kirgisiske folkegrupper.

Hun fortæller, at der bliver et fremstød på Ung Uge både på Virksund og på Haderslev Næs om at få flere LMU'ere til at være med i fast giver-ordningen. LMU har fået en masse sponsorgaver, som der bliver trukket lod om blandt alle, der tilmelder sig på bibelcamping.

"Det er vigtigt at komme godt i gang og få orden på sin givertjeneste - også selv om man måske ikke tjener så mange penge," siger børne- og ungemissionskonsulenten.

Opfordrer til nødhjælp

Ud over at støtte Svetly Put-projektet opfordrer LMU også de unge til at give en ekstra nødhjælpsgave til Kirgisistan i forbindelse med konflikten og de mange flygtninge.

"Der mangler basale ting som mad, vand, tæpper og køkkengrej," siger Inga Provstgaard Mogensen.

På LMU's hjemmeside, lmu.dk - under nyheder - ligger en opfordring til at give en gave til nødhjælp gennem Folkekirkens Nødhjælp eller Dansk Røde Kors, der sender basale nødhjælpspakker til katastrofeofre.

Inga Provstgaard Mogensen understreger, at de to organisationer garanterer, at pengene er øremærket til nødhjælp.

Læs mere på www.lmu.dk/svetlyput.