Internationale nyheder

Det var os, Gud mente

Tre år som volontør er noget af den bedste uddannelse, man kan få. Det giver træning i sprog og kulturforståelse.

Inge-Marie Thise og Simon Roager rejser sammen med datteren Neema til Tanzania i løbet af efteråret. Inge-Marie Thise og Simon Roager rejser sammen med datteren Neema til Tanzania i løbet af efteråret.

Var det mig, du mente, Herre? Sangens ord blev personlige for den 14-årige Inge-Marie Thise Holm, og det var første gang, hun mødte Guds kald til at blive missionær.

Nu 17 år senere er hun, hendes mand, Simon Roager, og deres et-årige datter, Neema, på vej til Tanzania som LM-missionærer.

Inge-Marie og Simon Roager har begge været i Tanzania som volontører for LM. Hun som lærervolontør for 11 år siden, og han sammenlagt tre år i litteraturarbejdet - første gang i 2003.

Og for begge var volontøropholdet vigtigt for missionærkaldet.

"Efter jeg var i Tanzania, er kaldet vokset lige så stille frem. Jeg er nået til en bevidsthed om, at en kristen egentlig ikke er sin egen herre, men Guds tjener," siger Simon Roager.

Vil gerne undervise
Inge-Marie og Simon Roager, begge 31 år, rejser til Tanzania til september. De skal være lederpar på Soma Biblia Centre (SBC) i Iringa og forklarer, at det svarer lidt til Virksund Kursuscenter.

På SBC bliver der holdt kurser primært for tanzaniske kristne og medarbejdere i kirken. De fleste kurser er af en uges varighed. Inge-Marie og Simon Roager skal ikke stå for undervisningen, men for alt det praktiske og desuden deltage i måltider og andagter.

Men på sigt vil Inge-Marie Roager, der er uddannet folkeskolelærer, gerne undervise - for eksempel søndagsskolelærere.

Under sin graviditet og barsel har hun suppleret sin uddannelse med nogle enkeltfag på Dansk Bibel-Institut.

"Jeg havde egentlig planlagt at tage lidt flere, men der var ikke mere, der gav mening. Det er en af grundene til, at vi rejser nu og ikke efter jul, som det først var tænkt. Det passer også bedre med overlapning i forhold til det nuværende lederpar på SBC, Lilian og Ove Mølgaard, der vender hjem til Danmark i december," siger hun.

Fra 2006 var Inge-Marie Roager ansat som LMU-sekretær i et år. Her fik hun nogle erfaringer i at være leder og i at formidle til en forsamling - og så satsede hun meget på de gode samtaler og på at tage sig tid og ro til at lytte.

"Erfaringerne derfra håber jeg også, at jeg kan bruge på SBC," siger hun.

En god ballast
Simon Roager er uddannet landbrugsmaskinmekaniker og har desuden en et-årig uddannelse fra TKM (Tværkulturel Missionsuddannelse).

"Og så har jeg som volontør fået noget af den bedste uddannelse, man kan få, nemlig tre års træning i sprog og kulturforståelse," siger han.

"Jeg siger ikke, at jeg er udlært, men det er en god ballast. Jeg har også godt kendskab til landet, da jeg har besøgt rigtig mange af Tanzanias storbyer."

Ser frem til at slå sig ned
Inge-Marie og Simon har forberedt sig til missionærlivet i mange år - og indrømmer, at kaldet er blegnet indimellem.

"Jeg kan godt lide at bo i Danmark i nærheden af min familie, og jeg har da også haft lyst til at etablere mig, som alle vores jævnaldrende venner har gjort," siger hun.

Simon Roager siger, at han er træt af at skifte adresse - 12 gange på 10 år - og parret er enige om, at de glæder sig til at kunne sige, at "det er her, vi bor".

"Vi har mange gange bedt Gud om at forny kaldet. Og vi har oplevet, at vi har fået ny gejst, hver gang der er sket nye ting i forberedelserne. Det ser vi som en bekræftelse af, at det er det, vi skal," siger de.

De har oplevet igen og igen, at Gud velsigner dem, og at deres bekymringer bliver slået til jorden. Helt konkret glæder Simon sig over et meget positivt sprogskoleophold i England i foråret i år.

"Succeskriteriet var, at det skulle være en god oplevelse, men jeg fik også lært rigtig meget engelsk," siger han.

Det første, parret skal i Tanzania, er 10 ugers sprogskoleophold, hvor de skal genopfriske og videreudvikle det swahili, de allerede kan. Det er Simon Roagers bøn, at han kan holde en kort andagt på swahili efter de 10 uger.

"Jeg havde mange dårlige oplevelser med skolen i barndommen, men gennem samtaler med missionskonsulent Anne Sode Grønbæk fik jeg nogle værktøjer, som jeg håber, jeg også kan bruge i Tanzania," siger han.


Indvielses- og udsendelsesfest for familien Roager foregår søndag den 28. august på Løgumkloster Efterskole.