Hvorfor mission?

Fordi Jesus siger det. Det enkle svar på spørgsmålet er: Fordi Jesus siger det. I Mattæusevangeliet kapitel 28 vers 18b-20 siger Jesus til sine disciple:

"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Det er denne befaling, Luthersk Missionsforening (LM) forsøger at følge. Så enkelt er det. Men der er mere at sige.

Fordi vi ikke kan lade være. Som kristne oplever vi, at det er utroligt godt at tro på Jesus og leve sammen med ham. Alene det at kunne bede til ham og opleve, at han hører og svarer. Eller det perspektiv, Bibelen giver over tilværelsen. Håbet om et evigt liv. Fællesskabet med andre kristne.

Det kan vi i LM ikke lade være med at dele med andre. Det er mission i en nøddeskal.

Fordi det er den eneste redning. Livet som kristen er dog ikke altid en rar oplevelse. Der er tidspunkter med modstand, tvivl og modløshed hos alle kristne, også i LM. Derfor er det heller ikke altid den sprudlende glæde, der driver værket, når vi taler om mission.

Dybt nede i enhver kristens hjerte og sind ligger overbevisningen om, at Jesus er den eneste redning fra dom og fortabelse. Derfor er det livsnødvendigt, at budskabet om ham bliver kommunikeret til andre mennesker i handling og i ord, så flere bliver frelst fra synden og Djævelens magt. Hvad enten vi har lyst eller ej, er begejstrede eller ej.

Derfor handler LM om mission.