Budskabet
Pejlemærker for en missional kirke
Den primære opgave for Guds menighed er at leve i kraft af det glædelige budskab og sprede det videre til andre.
Jesus ønsker, at vi i det kristne fællesskab er evangelie-fokuserede. At vi finder nåde til at leve livet i kraft af det glædelige budskab. Og at vi derigennem spreder det glædelige budskab videre til den nulevende generation. Det bør altid være vores primære kald og opgave som Guds menighed.
Vi bruger ordet mission på en anden måde end tidligere. Man kan lige så godt vænne sig til det.
Tidligere var en missionsaften gerne om Ydre Mission. Nu taler vi om at være missionale, dvs. at vi ser os selv som sendt af Gud til det nærområde, vi er en del af.
Sådan øver vi os i at tænke og planlægge i Skjern Valgmenighed, dog uden at bruge ordet missional i daglig tale. Vi bruger nok mere ordet sendt. Og for min skyld kan vi godt droppe ordet missional, hvis bare selve sagen får lov at blomstre i vores fællesskaber.
En bibelsk sandhed genopdaget
En missional kirke er en kirke, der sætter fornyet fokus på en bibelsk sandhed: at være kirke er at være sendt med evangeliet.
”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Jesus i Joh 20,21).
Det med at være sendt er ikke nogen ny opfi ndelse. Det er Guds ide! Hentet direkte ud fra Skriftens tale om Jesus, der sender sine disciple, om menigheden som Kristi legeme, om Gudsrigets nærvær i denne sønderbrudte verden, om opstandelseskraften der virker i menigheden og dermed i verden.
Se fx Paulus’ bønsønske i Efeserbrevet 1,19-21: at menigheden må forstå ”hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejse ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i Himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende”.
Guds opstandelseskraft er til stede i verden i dag. I menigheden. Evangeliets kraft virker i verden nu gennem menigheden som Kristi legeme. Men vi trænger til at besinde os på det på ny.
At være missional kirke handler for mig at se om en bibelsk funderet ny besindelse i menigheden på, hvad det vil sige at leve af evangeliet og at være sendt med evangeliet.
Den nye besindelse går på, hvordan den lokale menigheds rolle i Guds frelsesplan for verden bliver til konkret praksis i vores lokale sammenhænge. Og på at være i forventning til, hvordan Gud vil bruge opstandelseskraften til at lede mennesker til at elske Jesus. Alt sammen til Guds ære.
Leve af – og sendt med evangeliet
Vores primære kald og opgave som Guds menighed er at leve livet i kraft af evangeliet og derigennem sprede det videre.
Ud fra det skal vores tanker formes, vores bønner bedes, vores dagsordener skrives og vores drøftelser og afgørelser finde deres retning.
Tag for eksempel den nuværende kirkelige situation i Danmark, hvor store dele af Folkekirken bevæges bort fra tillid til Jesus og tro på evangeliet og taknemmelighed over Bibelens ord.
Hvordan skal vi reagere? Lad os i første omgang reagere ved at besinde os på kirkens bibelske grundlag og den lokale menigheds sendelse længere ud med evangeliet.
Mange af os i den Jesus- og bibelelskende del af dansk kirkeliv har været gode til selv at leve af evangeliet, men dårlige til at tænke: hvordan vi når længere ud lokalt?
Men menigheden svigter sit kald ved ikke at tænke evangeliets kraft ind i begge dele. Sagt på jævnt jysk: Vi skal forene det at leve af det glædelige budskab med det at være sendt med det glædelige budskab. Det er, hvad en missional kirke ønsker!
Pejlemærker
Jeg har hørt om en amerikansk menighed, der reagerede med tilråbet: kun evangeliet!, når de syntes, prædikanten bevægede sig faretruende bort fra Bibelens glædelige budskab om Jesus.
Men hvad, hvis vi slet ikke kan blive enige om, hvad evangeliet dybest set er?
Jeg tror, at de kommende år vil rumme en kamp om teologisk definition og territorieafmærkning i forhold til begreberne missional og Guds rige og evangeliet. Hvad dækker disse betegnelser over?
Den brede folkekirke kan favne begreberne. Studenter på MF og DBI skriver opgaver om det. Der undervises i det. Missionsbevægelsernes blade omtaler det. Dansk Oases menigheder er optagede af det. Vi er optagede af det i Netværk for Missionale Menigheder.1
Derfor trænger vi til nogle kerneværdier og pejlemærker, som kan hjælpe os til at holde balancen. De følgende 11 pejlemærker er inspireret af bogen Vintage Church af Mark Driscoll og Gerry Breshears (Crossway 2008).
1 En missional kirke er bibelsk funderet.
Den ikke blot tror, at Bibelen er Guds ord. Den forsøger også at leve det ud i hverdagen. Den har tiltro til, at Bibelen er Guds ord. Det betyder, at den fastholder og lever med Bibelen som fundament.
2 En missional kirke prædiker og praktiserer omvendelse.
Både for troende, som har brug for at blive fornyet i troen og erfaringen af Guds nåde, og for ikke-troende, som har brug for et levende forhold til Jesus for at undgå fortabelsen.
3 En missional kirke er åben og inkluderende.
Den lukker sig ikke om sig selv. Den prøver at forstå de mennesker, Gud har sendt den til. Den kopierer ikke bare praksis fra andre kirker, men tænker lokalt, og handler derudfra. Og den er bevidst om, at det handler om at forme menighedslivet, relationer og aktiviteter ud fra evangeliet om Jesus.
4 En missional kirke stræber efter at formidle evangeliet tydeligt.
Når man rejser ud som missionær, forbereder man sig på at møde og forstå nye skikke, sprog og kulturbarrierer på en sådan måde, at man kan gøre en forskel. Det samme gælder for en missional kirke i dens lokale sammenhæng. Den er ikke bange for at bruge et forståeligt sprog og synge sange i en nutidig stil. Men en missional kirke ved også, at sand fornyelse af menneskers liv i sidste ende er totalt afh ængigt af et møde med Jesus, af et Guds under, af Guds kraft, af Helligåndens tilstedeværelse. Den forsøger at være relevant og autentisk, uden at give køb på Bibelen som øverste autoritet.
5 En missional kirke favner både par og enlige/singler.
Mange kirker ’dyrker’ ægteskabet på en usund måde. Billeder af raske, rørige middelklasse- kernefamilier med børn danner sig på nethinden. Aktiviteter er rettet mod familier. Kirkeledere er ofte gifte folk. Men mange danskere er singler. Det vil en missional kirke tage højde for i sin kommunikation og i sin selvforståelse, ved at skabe rum for dem på lige vilkår i menigheden.
6 En missional kirke oplærer kristne til at se sig som sendte.
Den er udadrettet og ønsker, at fl ere skal få del i fællesskabet med Jesus. Den påtager sig ansvar for at være det lokale redskab til, at evangeliet når længere ud, mennesker kommer til tro, og Guds rige vokser. Den lærer medlemmerne, at de er vidner om Jesus.
7 En missional kirke ved, at den er total afh ængig af Gud.
Den ved, at uden Gud er der intet kristent fællesskab. Den tror på Guds ånds virke i dag og beder om Guds indgriben i menneskers liv. Den ønsker at lade nådegaverne blive udfoldet i praksis. Den tror også, at der fi ndes en Djævel, som kun kan bekæmpes og overvindes med Jesus ved sin side.
8 En missional kirke er ikke ”af verden”.
Den er dybest set en del af Guds rige. Derfor tilbeder den Gud ved at adlyde Jesu ord og have Bibelen som autoritet i liv og lære. Derfor oplærer den de næste generationer i kristen tro. Derfor elsker den de mennesker, den er placeret blandt. Den bruger og bidrager til lokalsamfundet. Den taler imod etiske normer, som er i modstrid med Bibelens budskab om mennesket og Gud.
9 En missional kirke deler ud af sine resurser.
Den er bevidst om, at en af de bedste måder at nå længere ud med evangeliet, er ved at dele ud. At være ødsel og gavmild. Det kan være ved kirkeplantning nye steder, ved at opmuntre til dannelse af nye kristne fællesskaber på steder, hvor der mangler en tydelig kristen menighed. Eller ved at hjælpe med genoplivningsforsøg af hendøende kristne fællesskaber.
10 En missional kirke er ”rodet”.
De første menigheder var et sammenrend af en masse forskellige mennesker, jøder og hedninger, slaver og herrer, mænd og kvinder, fattige og rige. Det gav en masse problemer, men også nye muligheder for at leve med evangeliet som det, der gav retning og indhold i livet. Evangeliet udfordrer os nemlig til at tage risikoer, lave forandringer og turde møde modgang og lidelse. Alt sammen for at Gud må æres af flere og flere.
11 En missional kirke er vild med Jesus.
Det siger sig selv. Det er jo Jesus, det hele handler om. Det er Jesus, der er kirkens Herre, troens banebryder og fuldender, hovedet på kirkekroppen, Begyndelsen og Enden, Paradiskongen, Genopretteren, Endetidsdommeren, Vejen, Sandheden og Livet.
1 Københavnerkirken har taget initiativ til netværket, der også rummer flere LM-frimenigheder
Jens Lomborg, f. 1969
Cand.theol. 1999
Præst i Skjern Valgmenighed
Næstformand i Ordet & Israel
Lagt på nettet d. 3. januar 2012 af Ditte Olsen


Herre, Hærskares Gud, rejs os igen, lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
Salmernes Bog 80,20




Udgivelse af luthersk sangbog fejres.
9/5/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Skriver nu mens indtrykket er frisk og pulsen er lidt oppe. For det var...
Hjemkundskab på khmer
9/5/2012 | Nicoline Haahr Kristensen, Volontør i Norge dernæst i Cambodja
Ingredienser: 6 khmerkvinder, amokkrydderi, bananblade, fisk og 3...
Det der bare ikke måtte ske, skete…
29/4/2012 | Birgitte Elmkvist Madsen, Missionær i Etiopien
Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde,...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


15/6/2012 - 16/6/2012 Landsstyrelsesmøde
24/6/2012 Indvielses- og udsendelsesfest
2/7/2012 - 6/7/2012 Tværkulturel Sommerlejr Jylland-1



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










