Budskabet
Kristen forfølgelse i dag
Leder
Afghanske Said Musa mistede sit ben, mens han aftjente sin værnepligt i den afghanske hær. Derefter arbejdede han i 15 år i Kabul som fysioterapeut i Røde Kors' regi. For ni år siden konverterede han til kristendommen. Han blev dømt til døden og udsat for seksuelle overgreb i fængslet. Hans kone og seks børn flygtede til Pakistan.
Ifølge International Christian Concern blev Said Musa løsladt og bragt ud af landet i februar i år, få uger før den planlagte henrettelse. Det amerikanske udenrigsministerium havde i otte måneder lagt pres på de afghanske myndigheder for at få ham løsladt.
Dette kunne vi læse i Kristeligt Dagblad den 6. maj i år under overskriften: Afghanske Said Musa konverterede til kristendommen, blev dødsdømt - og løsladt.
Drab på 40-45 mio. kristne
Tak til Kristeligt Dagblad for at have bragt denne måske ikke særlig politisk korrekte sandhed frem i lyset, for historien om Said Musa er ikke et enkeltstående tilfælde.
Man mener, at mellem 40 og 45 mio. kristne er blevet dræbt i det 20. århundrede. Der er slået flere kristne ihjel for deres tro i de seneste 100 år end i de 19 foregående århundreder tilsammen, og de første måneder af 2011 tegner konturerne af en endnu værre fremtid for de kristne.
Husk de fængslede kristne!
Vi, der lever under helt andre forhold, bør ikke glemme de forfulgte kristne. Hvad ligger der ikke af angst, smerte og lidelser bag historien om Said Musa, og så fik den dog til sidst en lykkelig afslutning - formentlig takket være amerikansk pres på de afghanske myndigheder.
Sådan gik det desværre ikke mange millioner andre forfulgte kristne ud over verden. De blev slået ihjel for deres tros skyld. Vi, der lever i et land med religionsfrihed, bør gøre en indsats for at hjælpe de forfulgte kristne. Det kan vi gøre ved at fortælle de forfulgte kristnes smertefulde historier, lave underskriftsindsamlinger og lægge pres på politikerne, så de mange forfulgte kristnes sag bliver taget op. Og ikke mindst skal vi bede for dem.
Den "lille forfølgelse"
I Nordkorea og Pakistan bliver kristne udsat for fysisk vold, ødelæggelse og død. Dette sker ikke i Danmark, hvor vi har religionsfrihed. I Grundtvigs fædreland har vi stor frihed, også når det gælder kirkelige forhold. Selvom der er stor frihed inden for Folkekirken til at tro og fortolke kristendommen, så er det i dag vanskeligt for den rummelige folkekirke at rumme bibeltro forkyndelse og praksis.
Det betyder, at det er vanskeligt for bibeltro præster at få embede. Og den præst, der forkynder et klart budskab om synd, skyld, nåde og frelse og med et klart kald til omvendelse, risikerer at blive meget upopulær og hængt ud i pressen.
Også inden for andre arbejdsområder kan den kristne, som ønsker at leve som en kristen på sin arbejdsplads komme i problemer, når han eller hun ønsker at holde sig til sandheden og fx siger nej til kreativ bogføring og alt, hvad der hører til den kategori.
På visse arbejdspladser vil den kristne skille sig ud, fordi han er den eneste, der ikke bruger bandeord, og måske synes de andre medarbejdere, at de kristne er mærkelige og anderledes, og derfor kan de godt mobbes. De kristne oplever det, vi kan kalde en "lille forfølgelse". I sammenligning med det, som kristne oplever i Nordkorea og Pakistan, er det ikke meget, men i situationen kan det være meget smerteligt.
Forfølgelse er åndskamp
Temaet for dette nummer af Budskabet er åndernes kamp. Angående kristenforfølgelse kan der gives mange grunde til, at forfølgelsen er stor i dag, men det er først og fremmest vigtigt at være opmærksom på, at der foregår en åndskamp. Der er en kamp mellem Gud og Satan, og Satans plan går ud på at hindre Gud i at gennemføre sin frelsesplan. Derfor prøver han på at få mennesker til at holde op med at være kristne.
Jesus understreger denne åndskamp: "Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig" (Joh 15,18-21).
En kristen skal altså regne med at blive hadet og forfulgt af verden, fordi vi ikke er af verden, men tilhører Jesus. Jesus blev forfulgt, og det bliver vi, der er hans tjenere også udsat for. Dette kan ske i højere eller mindre grad, men villigheden til at lide ondt for Jesu navns skyld hører med til at være en kristen.
Lagt på nettet d. 25. februar 2012 af ditte


Lovet være Herren dag efter dag, Gud bærer os, han er vor frelse. Gud er for os en Gud til frelse, hos Gud Herren er der vej ud af døden.
Salme 68,20-21




Synlige LM’ere
17/6/2013 | Jens Ole Christensen, Generalsekretær
For nogle uger siden havde jeg en god snak – blandt andet om kristendom – med...
Lad det øse, lad det pøse
14/6/2013 | Annelise og Axel Rye Clausen, Missionærer i Cambodja
Normalt sætter vi ikke vore nyhedsbreve på bloggen her, men på opfordring gør vi det...
1973 – 24. maj – 2013
24/5/2013 | Jens Ole Christensen, Generalsekretær
I dag har vi et tragisk jubilæum i Danmark. Det er 40 år siden, loven om såkaldt...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


1/7/2013 - 5/7/2013 Tværkulturel Kristen Sommerlejr
1/7/2013 - 5/7/2013 Tværkulturel Kristen Sommerlejr
7/7/2013 - 11/7/2013 Tværkulturel Kristen Sommerlejr



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










