Budskabet

 

Besættelse og udfrielse - en misionærberetning

Mogens Højgaard Jensen

Under vores missionærtjeneste i Tanzania, hvor vi arbejdede i Brødrekirken i Rukwa region, mødte jeg og andre LM-missionærer i vores arbejde ikke så sjældent mennesker, som var besatte; dvs. mennesker, som onde ånder/dæmoner havde taget bolig i og nu havde styringen over.


En erfaret virkelighed
Det var en mørk virkelighed, der jævnligt er beskrevet i Det Nye Testamente, men som tidligere havde været meget fremmed for os på det erfarede plan. Vi kom fra et land og en kultur, hvor besættelser stort set var ukendt, til en helt anden virkelighed, hvor besættelser var en del af virkeligheden i samfundet.
Men vi kom også til at se ind i den lyse side af den selvsamme nytestamentlige virkelighed, nemlig udfrielsens mulighed fra de onde ånders magt - i kraft af Jesu navn og magt.
Jeg vil i denne artikel gerne give jer et lille glimt fra mødet med de mange mennesker, som jeg mødte. Mennesker, som var blevet genstand for besættelse, men som også fik lov til at få udfrielse i Jesu navn. Der er rigtigt mange ansigter, der dukker op igen her, hvor jeg skriver denne artikel. Men jeg vil kun tage to hændelser frem.

Kvinden fra Selengoma
Vi var til vækkelsesmøde i landsbyen Selengoma, ca. 80 km fra Sumbawanga. Vi havde været der siden torsdag eftermiddag. Nu var det søndag eftermiddag. Der havde hver dag været mennesker, som havde søgt hjælp på grund af forskellige forhold i deres liv, som de gerne ville have forbøn for og hjælp til. Vi havde fået stillet et hus til rådighed, som vi kunne bruge til disse forbøns- og sjælesorgstjenester.
Denne søndag havde vi haft gudstjeneste om formiddagen og friluftsmøde om eftermiddagen. Og vi fik snakket med og bedt for flere. Så kom der også en kvinde frem. Hun var katolik. Det fremgik bl.a. også af den jomfru Maria-halskæde, hun bar (rosenkransen). Hun var blevet opfordret af en nabokvinde til at søge hjælp. Hun fortalte dog i første omgang bare, at hun havde så ondt i ryggen.

Fremmede stemmer talte
Vi bad for hende, men fandt hurtigt ud af, at der var andet og mere i vejen end en fysisk ryglidelse. For hun begyndte at ryste over hele kroppen, og vi kunne se, at hendes øjne "døde" og blev som glasøjne. Hele hendes kropssprog forandredes også sammen med stemmen. Fremmede stemmer talte nu igennem hende. Et klassisk vidnesbyrd om, at der var onde ånder på spil i hendes liv.
Vi bad for hende nogen tid, men uden at de onde ånder ville forlade hende. Vi bad Gud gøre hende helt nærværende igen, og vi sagde så til hende, hvad vi havde set. Hun indrømmede straks, at hun godt var klar over, at hun havde det problem, men hun havde ikke turdet nævne det, da hun dybest set ikke troede, vi kunne hjælpe hende. Hun havde reelt mistet håbet om at kunne få hjælp. Hun fortalte nu, at hun havde døjet med onde ånder i 14 år, og at hun for ikke så længe siden havde solgt sin sidste ged til en medicinmand for at få hjælp imod de onde ånder. Men heller ikke denne gang havde det hjulpet.

I åndernes magnetfelt
Hun var i sin tid blevet draget ind i åndernes magnetfelt via en anden medicinmand, som hun havde søgt hjælp hos i forbindelse med, at hun havde mistet et barn. I stedet for at få hjælp, var hun kommet til at bære på besættelsens tunge byrde, som ud over at give hende kroniske rygsmerter også stille og roligt havde taget alt, hvad hun ejede, fra hende. Hun havde søgt hjælp hos så mange, men det eneste, hun havde opnået, var at byrden bare var blevet stadig tungere, og at håbet om hjælp var døet bort.
Vi sagde til hende, hvad vi ville gøre nu, nemlig bede for hende, om at hendes besættelse måtte ophøre. Og at vi ville gøre det i Jesu navn. Inden vi bad, fik hun dog først mulighed for at bekende sine synder og lægge sin udfrielse i Jesu hænder. Der var en af forbederne, som ledte hende i bøn her.
Så bad vi igen for hende. Men det tog lang tid, inden ånderne forlod hende. Det var først, da hun afleverede halskæden, at de endeligt måtte slippe grebet i hende. Det viste sig, at den halskæde var givet af medicinmanden som beskyttelsesamulet. Og dermed havde ånderne et tilknytningspunkt hos hende. Til sidst blev hun sat fri. Og glad kunne hun konstatere, at den fysiske byrde var væk. Og at de onde ånder var væk. Og lidt forundret over, at det hele var sket "bare" ved bøn til Jesus! Utroligt!


Kvinden fra Kalambanzite
En fredag eftermiddag i forbindelse med et vækkelsesmøde i landsbyen Kalambanzite, ca. 70 km fra Sumbawanga, kom en anden kvinde. Hun var lille, radmager, med indfaldent ansigt. Hendes skind var ru, rynket og helt indtørret. Da jeg så hende, tænkte jeg, at hun måske havde AIDS. Men det havde hun ikke. Men hun havde ifølge sin egen forklaring frygtelige smerter, og nu ville hun gerne have forbøn.
Det fik hun, men også hos hende viste tegnene på besættelse sig meget hurtigt under forbønnen. Vi bød de onde ånder fare ud af hende, men det grinte de bare af. Og de gjorde hån med kvinden og sagde, at de aldrig ville forlade hende. Hun var deres ejendom nu. Hvis de forlod hende, ville hun dø!
Vi fik hende tilbage i hendes normaltilstand igen og fik hende trukket til side til en ekstra samtale. Havde hun mon beskyttelsesmedicin derhjemme? Havde hun måske været hos medicinmanden? etc. Men hun nægtede pure. Der var ikke noget at komme efter. Vi gik så videre med forbønnen. Men heller ikke denne gang ville de onde ånder ud, og de påstod "under tvang", at kvinden havde beskyttelsesmedicin.

Svært ved at give slip
Vi kom ikke længere, og så tog vi endnu en snak med hende. Og denne gang erkendte hun, at hun havde noget derhjemme. Vi sagde til hende, at hun nu måtte komme med det. Ellers kunne vi ikke hjælpe hende. Et par fulgte hende hjem, og så kom de alle tilbage med noget. Vi bad igen, men stadig med samme resultat.
Endnu en samtale, og så måtte hun erkende, at hun stadig havde noget. Vi sagde, hun skulle komme med det. Men hun så rædselsslagen på os og sagde nøgternt: "Det kan jeg ikke, for så dør jeg"! Det var hendes faste overbevisning. Hvis hun fjernede hjemmets stærkeste beskyttelsesmedicin, var hun færdig. Hendes liv var dybest set i medicinmandens hænder - og i de onde ånders "hænder". Men vi forsøgte at understrege, at Jesus var stærkere. At hun kunne lægge sit liv i hans hænder. Men hun sagde nej til at komme med medicinen. Og så måtte vi sige til hende, at vi ikke kunne fortsætte med forbønnen. Der ville ikke komme noget ud af det. Men hun var velkommen tilbage igen, når hun havde beskyttelsesmedicinen med.

Hele tilværelsen ændredes
Vi så hende ikke hele lørdagen. Vi bad meget om, at Gud ville give hende mod og frimodighed til at lægge sit liv i hans hånd. Søndag formiddag inden gudstjenesten dukkede hun så op igen - og denne gang havde hun den stærke beskyttelsesmedicin med sammen med en speciel dragt, som hun brugte i forbindelse med sine ofringer! Vi brændte al medicinen, og så blev der ellers bedt for hende igen, og denne gang måtte de onde ånder give op. Kvinden blev sat fri.
Og det viste sig også, at hun var blevet pålagt rigtigt mange påbud bl.a. omkring mad. Hun måtte fx ikke spise fisk, frugt eller æg, ej heller drikke mælk. Det var ikke underligt, at hun så ud, som hun gjorde. En enorm mangel på proteiner, vitaminer og andre af kroppens byggesten. Vi rådgav hende omkring disse ting.
Efterfølgende tog vi hjem til hende, og så gav hun os også de skåle, som hun brugte i forbindelse med sine ofre til ånderne - og de skamler, som hun sad på under ceremonierne. Vi ville gerne betale hende "erstatning" for dem, men det ville hun ikke tage imod. Nu ville hun bare af med alt det, der havde været med til at holde hende bundet. Nu var hun fri. I kraft af Jesus Kristus. En fantastisk ændring af hele hendes tilværelse.

Mogens Højgaard Jensen, f. 1959
Uddannet fra LM's missionsskole 1984
Regnskabsmedarbejder og tværkulturel konsulent i LM
Tidl. missionær i Tanzania 1988-2003

 

Lagt på nettet d. 25. februar 2012 af ditte

Artikelliste