Budskabet

Synd og skam - Forkyndelse og sjælesorg i mødet med postmodernismen

Egil Sjåstad. Oversat af Annlise Larsen

Folk spørger ikke længere efter en nådig Gud. I dag spørger de efter et nådigt medmenneske.
Folk er ikke længere optaget af synd og skyld. I dag er de optaget af, hvordan man finder en mening med livet.
Folk er ikke tynget af forestillingen om en kommende dom. I dag er de tynget af de krænkelser, de er blevet påført. Og tomheden er deres eksistentielle smerte.
Folk er ikke optaget af spørgsmålet om en frelsende tro. I dag er selvtilliden deres tema. Den kæmper de med.
Vi lever ikke længere i en skyldkultur. Vi lever i en skamkultur. En forkyndelse og sjælesorg, som ikke tager dette alvorligt, er forfejlet. Det føres tilbage til 1500-tallets problemstillinger.

Udgangspunktet for denne artikel ligger i disse påstande. Det er sjældent, vi hører dem fremført så unuanceret. Men tankerne er velkendte i mange kristne miljøer. De dukker op i samtaler om forkyndelse og sjælesorg. I nogle miljøer virker det, som om de reformatoriske problemstillinger helt er druknet. Tankegangen synes at være, at forkyndelse og sjælesorg primært skal svare på tidsaktuelle og følbare eksistentielle spørgsmål.
Undertegnede vil præsentere en kort skitse af det paradigmeskifte, som er fremstået i vores vestlige kultur. I forlængelsen vil jeg sætte spørgsmålstegn ved den måde at møde dette paradigmeskifte på, som jeg ovenfor har refereret. Min vigtigste pointe er, at det postmoderne menneske behøver en forkyndelse og sjælesorg med tyngdepunktet i det, der er Skriftens tyngdepunkt. Som læseren vil se, afskriver jeg ikke dermed nødvendigheden af ”at tilpasse sig tiden”.

Et paradigmeskifte

Ifølge Paul Tillich kan folks livsfølelse i vores kulturs historie inddeles i tre epoker: I antikken var folk bestemt af en skæbnetro. I middelalderen var fokus lagt på skyld. I nyere tid dominerer meningsløsheden og dens følgesvend angsten.¹Hvis vi bruger en mere finmasket inddeling kan vi tale om endnu flere epoker eller paradigmeskift.² Nutiden kan inddeles i modernismen og postmodernismen.³Modernismen undergravede troen på en almægtig Gud, og på Bibelen som åbenbaring. Absolutterne i Skriften faldt, og blev ombyttet med absolutterne i videnskaben. I postmodernismen er videnskabens absolutter også faldet. Den kender mange sandheder, men ingen Sandhed. Noget kan være sandhed for dig, noget er sandhed for mig. I værdispørgsmålene præges åndslivet af relativisme. De store ”fortællinger” (fx Bibelens helhedsforståelse af historien fra skabelsen via syndefaldet og forløsningen frem til fuldendelsen) mødes med grundlæggende skepsis. De store ismers tid er forbi.⁴ En individualistisk moralopfattelse har erobret ungdomskulturen. Enhver kan tænke og gøre, som man selv synes er bedst – bare det ikke går ud over andre. Der findes ingen moralsk sandhed. Etikken forankres ikke længere i religionen. KRL-fagets (kristendom og livssyn) etikundervisning skal ikke bygge på bestemte etiske normer, som forpligter os over for en højere magt. Etikken er frigjort fra religionen. Undervisningen skal bidrage til etisk bevidstgørelse. Men den er formalt ikke materialt bestemt. Eleverne skal gøres opmærksomme på og diskutere forskellige etiske systemer og problemstillinger. Men noget autoritativt svar skal ikke ligge i skolens undervisning.⁵Tolerancen er i høj kurs i postmodernismen. Åbenheden for det religiøse, for spiritualitet i bred forstand, er stor. Hvem ved? Der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se og observere med videnskabens apparater. Populære tv-programmer med ”okkultisme” i hovedrollerne samler mange seere.
Der findes også absolutter i postmodernismen. Det er selvfølgeligheder, aksiomer man ikke bør sætte spørgsmålstegn ved. Udviklingslæren er en af disse. Den har fortsat stor prioritet hos de fleste naturvidenskaber. Den fremføres uden modbeviser i mange lærebøger. Ligestillingsideologien er en anden. Ja, den er et hoveddogme for tiden. Ingen kan problematisere den uden at krænke folks ligeværd. Bibelens komplementære syn på mand/kvinde-relationen har ringe genklang både i opinionen og inden for kirken.
En kulturs udvikling foregår ikke lige markeret eller hurtigt i alle miljøer. Og der vil altid findes modstand og subkulturer med andre idealer, som prøver at gøre sig gældende. Alligevel vil mange samfundsanalytikere hævde: Paradigmeskiftet er et faktum.

Og hvad så?

Professor Krogseth karakteriserer børns og unges verden som fragmenteret, foranderlig, fragil, flygtig og fremmedgjort.⁶ Det, disse fem f-er fører til, kan samles under paraplyen rodløshed. Det rodløse eller ”hjemløse” menneske tilegner sig mange ”identiteter”, men har problemer med at nå frem til en fast identitet.⁷ Det skifter rolle efter det miljø, det knytter sig til, men det har det vanskeligt med at slå rod, og forpligte sig varigt. Familieopløsning og opløsning af andre relationer er et af resultaterne. Men sårene kan alligevel være dybe. Ideen om den lykkelige skilsmisse er en løgn, som ikke mindst Simon Flem Devold har taget til orde imod. Tusindvis af børn lever i kaotiske forhold, hvor onde følelser mellem tidligere ægtefæller/samboende forpester luften. Savn og forvirring følger i opløsningens spor. En eksistentiel utryghed præger mange i den opvoksende generation, desværre også blandt dem, der vokser op i relativt stabile hjem. Individualismens idealer problematiserer forpligtelsen i alle slags netværk. Og når voksengenerationen mangler en fast værdinorm, bliver det vanskeligt at finde mål og mening med livet. Der er grund til at tro, at den eksistentielle angst som Kierkegaard beskriver, dominerer stærkt i manges sind.⁸ Da er man også ekstra sårbar for andres syn og holdninger. Oplevelsen af egen værdighed bliver labil. Skammens disharmoniske toner klinger i sjælens dyb.
Et paradigmeskifte provokerer reaktioner og kritiske spørgsmål frem fra dem, der ønsker stabilitet, og som værdsætter værdier, der har rod i historien. Der må findes nogle vigtige fællesværdier midt i alt det ustabile. I sandhedens navn skal det også siges, at et af KRL-fagets idealer lå her. Man ønskede at styrke barnets identitet.⁹ For at få et godt liv har barnet behov for rødder og faste holdepunkter. De må lære den jordbund at kende, som de selv gror i. Men KRL-faget skulle ikke bryde principielt med den etiske relativisme. Alle religioner og livssyn placeres ”under den samme himmel”. Bevidstheden om at være ansvarlig over for en Gud ligger uden for horisonten, eller fremstilles som et syn nogle religiøse mennesker har.

Nyorientering i forkyndelse og sjælesorg

At kirkens arbejdsmetoder, forkyndelse og sjælesorg er nødt til at tage hensyn til særpræg i kulturen, må betragtes som en selvfølge. Undertegnede arbejder ved en missionshøjskole. En af vores opgaver er netop at gennemtænke, hvordan mennesker med forskellig kultur kan mødes med evangeliet. For en ”kontektstualisering” af kristendommen er påtrængende. Det sker på alle missionsfelter.
Kontekstualiseringen har alligevel sine klare grænser. Grænserne må primært sættes af selve budskabet. Alle, som regner med et fundamentalt teologisk budskab, der ligger fast og er forpligtende – uafhængigt af de forskellige kulturers åndsklima – deler dette synspunkt. Men hvad er det, der ”står fast til evig tid”?
I indledningen antyder jeg en bekymring, som jeg her vover at udtrykke i form af tre-fire spørgsmål: Aner vi et knæfald for postmodernismen i selve teologien? Og hvis det er tilfældet, er denne nyorientering i teologisk tænkemåde så i færd med at bære frugt i den praktiske teologi? Er tyngdepunktet ændret? Er vi selv blevet præget af de tanker, vi skulle komme med et indholdsmæssigt alternativ til? Denne bekymring vil jeg uddybe ved at sætte fokus på en udtryksmåde fra 1600-tallet, nemlig omtalen af retfærdiggørelseslæren som

”Hovedartikelen hvormed kirken står eller falder”

Hvis denne formulering virkelig har gyldighed, må problematikken synd og nåde være sagen frem for andre ting i forkyndelse og sjælesorg. Den er sammenfattet i artikel fire i Confessio Augustana (CA).¹⁰ De stærke ord i udtrykket ovenfor er brugt netop om retfærdiggørelseslæren. Den handler om menneskets hovedproblem: Hvordan bliver jeg frelst? Evangeliet er budskabet om, at Gud tilregner os retfærdighed uden gerninger – for Jesu skyld. Det indebærer dybest set, at synderen må leve i syndernes forladelse. Kun der – i det ”rum” – er han et Guds barn, og har et fast håb om evig salighed.¹¹ Problemstillingen, som danner retfærdiggørelsens baggrund, er læren om arvesynden.¹² Den har sat os i et håbløst skyldforhold til Gud, som Jesus ved sin død har betalt, og som regnes os til gode ved troen på ham.
Men det, vi her har holdt frem, er ikke et intellektuelt regnestykke. Når Gud møder synderen gennem loven, kastes vi ind i anfægtelsen. Hvis budskabet om Jesus ikke åbenbares for hjertet ved Helligånden, må vi fortvivle! Denne fortvivlelse kunne reformatorerne faktisk betragte som en forudsætning for at forstå evangeliet. I CA 20 hævdes det, at ingen kan lære evangeliet at kende uden den ”tidligere omtalte kamp i den forfærdede samvittighed”. Da bliver evangeliet mere end teori. Det bliver hjertets eneste trøst i liv og død.
Læren om arvesynden kan alligevel ikke fuldt ud erkendes af mennesket. Kødets fordærv går dybere end nogen aner, ikke engang Skriftens mest nærgående gennemgang kan fuldt ud vise os vores syndighed. Kødet hverken kan eller vil være lydig mod Guds lov (Rom 8,7). Kødet er i konstant konflikt med den hellige Gud. Netop derfor er retfærdiggørelsen vores eneste mulighed. Den, som omvender sig, og tror evangeliet, står – nu og på dommens dag – for Guds domstol, og hører: Du er frikendt! Alle dine synder tilregnes dig ikke.
Vores forfædre var orienteret mod Bibelens evighedsperspektiv. Da lå det i sagens natur, at retfærdiggørelsen måtte være selve ”hovedartiklen ”. Spørgsmålet om frelse er selve kernepunktet. Frelst er den, som har sine synder tilgivet af Gud. Hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed.¹³ Ja, hovedsagen i selve inkarnationen er, at Gud blev menneske for at forsone Faderen med os¹⁴ Dette burde være nok til at påvise, at reformatorisk kristendomsforståelse har – og må have – synd og nåde som centrum i forkyndelse og sjælesorg. At påvise, at dette hovedsynspunkt svarer til apostlenes forkyndelse i NT, ligger uden for ambitionerne i denne artikel.
Denne problematik var i og for sig ikke ny ved reformationen. Sjælesorg og teologi havde gennem århundreder været domineret af den. Middelaldermennesket levede virkelig i en skyldkultur. Problemet over andre problemer var, hvordan man kunne få en salig død. Skriftemålet blev gjort obligatorisk i Lateranerkonsilet af 1215. Hver enkelt skulle skrifte for sin præst (sognets præst), og præsten havde ofte håndbøger at orientere sig ud fra. Disse var ikke alle godkendt af paven. Men ordningen med det obligatoriske skriftemål en gang om året gjorde, at det fik en enorm spredning blandt mange af landets præster. Skriftemålet indebar, at præsten konfronterede den skriftende med nærgående og folkelige spørgsmål om hans/hendes moralske liv. Alle områder blev nøje og høfligt undersøgt. Folk blev konfronteret med et forholdsvis asketisk syn på seksuallivet, og dette kunne fremme en falsk skyldfølelse, der hæmmede ægtefællernes samliv. Men omfanget af syndige holdninger og synder mod det syvende bud var stærkt i fokus i bodsbøgerne. Forskeren Delumeau hævder, at vedtagelsen på Laterankonsilet ”blev helt afgørende både for historien om folks mentalitet, og for folks daglige liv”. Det er ikke let at finde sjælesorgslitteratur i dag som ” i askese, enkelhed og umiddelbarhed kan sammenlignes med indholdet i disse uprætentiøse skrifter fra sen middelalder”, hævder John T Mc. Neill. Skriftemålet var orienteret omkring spørgsmål om synd og skyld, tilgivelse og godkendelse. Delumeau hævder, at den vestlige skyldkultur for alvor bryder igennem ved 1300-tallet, og dominerer det europæiske menneskes selvforståelse i fem hundrede år. Vi kan ikke ane, hvor stærkt det har præget folket. Meget af det, der skete i det fællesliv, folk levede, er uforklarligt uden dette ansvar over for en dømmende Gud, der truer med Helvede. Desværre lød evangeliet om Guds nåde i Kristus sjældent, og ikke klart i præsternes mund. Forøvrigt må vi antage, at der er en gensidighed her: Kulturen blev præget af synd og skyld, fordi kirkens forkyndelse om frelsen netop var fri for synd og skyld. Samtidig er der grund til at antage, at kirkens sjælesorg og teologi blev præget af, at den kultur, de var omgivet af, var en skyldkultur.
Titlen på Delumeaus bog stiller frygt på linje med skyld. Frygten præger middelaldermennesket. De frygter djævelen og hans åndehær, og mange øvede trolddom i det skjulte. Frygten for døden og Helvede var en pine for sjælene. Det kristne budskab om Jesus blev sjælenes store trøst – hvis det blev forkyndt rigtigt. I forklaringen til anden trosartikel siger Luther: Han har genløst mig fortabte og fordømte menneske, befriet og frelst mig fra alle synder, fra dødens og djævelens magt … Mennesket beskrives fra faldets synsvinkel. Samtidig tilskrives djævelen reel magt. Budskabet om Jesus giver hjælp både i syndenød, i dødsangst, og når brystet snører sig sammen af frygt for djævelen. Luther forkyndte frimodigt, at forsoneren også var forløseren fra onde magter. Jesus er Kristus, sejrherren. Kontaktpunkterne for forkyndelsen om forsoning og forløsning lå klart for dagen i mødet med kulturen både som skyldkultur og frygtkultur.

Liturgi og salmeskat, fadervor og nadverindstiftelse

Den lutherske kirkes liturgi og salmeskat gennem århundrederne har bevidst forsøgt at tage vare på reformationens ”hovedartikel”. Vi, der fra barndommen er fortrolige med kirke og missionshus, mærker at mange formuleringer er gået os i blodet. ”Jeg har krænket dig i ord og gerninger, og kender den onde lyst i mit hjerte” (norsk formulering). Sådan har vi søndag efter søndag udtrykt os i syndsbekendelsen. ”Lær mig at sørge over mine synder”, bad kordegnen i min hjembys kirke. Tusindvis af kordegne har hundredevis af gange bedt den samme bøn. Disse formuleringer har tilhørt teologiens hjertesprog samtidig med, at de har formet folks kristendomsforståelse og er blevet en del af fromhedslivets hjertesprog i lutherdommen. De forudsætter et personligt kendskab til kampen mellem Ånden og kødet.
To helt centrale tekster fra NT har fulgt den kristne kirkes fromheds-og gudstjenesteliv gennem hundreder af år. Jeg tænker på fadervor og teksten om nadverindstiftelsen. Med rette har disse tekster en dominerende plads. De forudsætter noget, som stadig skal gentages: fællesbøn og nadver. En ting er de fælles om: Problemstillingen synd og nåde! Det burde være tankevækkende for alle, som ønsker en ny orientering i retning af mindre fokus på synd og nåde: ”Forlad os vor skyld”. Det var Jesus, der ville, at vi skulle bede om det, gennem hele kristenlivet. Det samme gælder indstiftelsesordene i nadveren: ”Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”. Hver gang vi fejrer nadver, er det netop trøsten i syndernes forladelse, som Jesus vil møde os med. For Jesu skyld vil Gud være os nådig. Jesus har fjernet synden fra Guds ansigt.
Hvis disse problemstillinger ikke får betydning for ungdomsgenerationen, kan ansvarlig, kristen virksomhed ikke nedtone realiteterne. Det er helt fundamentalt, hvis kristendommen skal fremmes. Mange mener, at den lutherske kirkes liturgiske tradition er tung og dyster. Den liturgiske fornyelse, som nu er ved at vinde indpas, synes at have som hovedmotiv at forandre på dette. Fornyelse kan absolut være påkrævet, men vi må ikke glemme, at liturgien og kernesalmerne netop har været båret af glæde over evangeliet. Guds ånd, ”min trøster i liv og død”, taler til mig. Med stor glæde har vi sunget om, at Gud for mig har banet frelsens vej. Hvordan kan jeg så vide, at det er for mig? Jo, for ”han, som helt har udslettet alt, hvad der var imod, har forsonet alt med sit blod”. Sådan har Paul Gerhardt (1607-1676) hjulpet os med at synge – i trosvishedens lovsang.
Brorson er pietismens største salmedigter (1694-1764). Hans sjælesørgeriske salmer bæres af samme trosglæde: ”Guds Søn har gjort mig fri!” Nu, er jeg fri, endda fra ”lovens band”! Jesus tog selv lovens forbandelse! ”Gud for alle riger, dømmer selv og siger: Denne han er fri!”

Evangeliet og selvfordømmelsen

Der bliver sagt, at en ”synd og nåde-orienteret” forkyndelse og sjælesorg er med til at fremme selvfordømmelsen hos det postmoderne menneske. Jeg tror, det modsatte kan være tilfældet. Reformatiorernes ”hovedartikel” kan faktisk vise sig ikke bare rent objektivt at være, men også rent subjektivt at opleves mere relevant, end vi umiddelbart tænker ud fra vores beskrivelse af paradigmeskiftet. En sand evangelisk forkyndelse af Guds vrede over synden/arvesynden og af Guds nåde i Kristus kan dæmme op mod selvfordømmelsen og ”skammen”, ”uværdighedsskammen”.¹⁵ Når synden – og syndigheden! – fraregnes os ved troen på Jesus, er vi som Guds børn fuldt ud anerkendt af ham. Vi er ”kongebørn”, siger Rosenius.¹⁶ Gud har i Kristus tilkendt os al Himmelens åndelige velsignelse (Ef 1,3). Grundtonen i klassisk kristendom er: ”Hvor stort min Gud, at jeg dit barn må være!”¹⁷ Har denne trosindstilling ikke potentiale i sig til at være sjælens største modvægt mod ”disgrace shame”?¹⁸ Det tror jeg. Vi er jo beæret – af Gud selv!
”O hvilken ære for tanken alt for stor,
hans barn at være som i det høje bor”.
Gerhardt siger i salmen: ”… der (i Kristus) har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd. Hvad Kristus mig har givet, det gør for Gud mig kær”. Nogle har kritiseret udtryksmåden ”selv er jeg intet værd”. Bliver dette ikke en bekræftelse på den dybe skamfølelse og falske skyldfølelse, som det krænkede menneske oplever?
Kritikken rammer lige så lidt som meget af den øvrige kritik af de gamle salmetekster udsættes for. ”Selv er jeg intet værd” handler ikke om skabelsesplanet, men om frelsesplanet. For i spørgsmålet om min frelse har mine egne bidrag nul værdi! I dette lys er jeg netop det ”fortabte og fordømte menneske”, som Luther beskriver. Men jeg har Jesus. Alt afhænger af Ham!
Hvis nogen misforstår Gerhardt-salmen, er grunden muligvis den, at forkyndelsen i dag ikke generelt er orienteret ud fra arvesyndslæren. Løsningen er, at sætte Gerhardts anliggende i det rette perspektiv, ikke at svække hans radikale budskab. Salmen er jo netop skrevet til trøst for alle, der er kørt fast og må erkende syndens gruelige magt og indflydelse. Mange har det på den måde i dag. De ser deres liv i lyset af Guds lov. Det er smertefuldt. Men denne syndserkendelse giver ikke nødvendigvis næring til selvfordømmelsen. I stedet for at bekræfte sig selv i selvfordømmelse, får vi lov til at erfare, at Gud tager os alvorligt! Han afslører synden, ”og kalder den ved navn”. Sammen med loven må evangeliet forkyndes, som reformatorerne sagde. Der ser jeg Guds uventede kærlighed mod mig. ”Hvad Kristus mig har givet, det gør for Gud mig kær”. I Kristus løfter Gud mig op, fraregner mig min synd og skam, og tilregner mig Jesus selv. I dette lys er Gerhardtsalmens udtryksmåde genuint bibelsk – og sjælesørgerisk.

Tydelighed

Forkyndelse og sjælesorg må i en postmoderne tid ikke miste troen på dogmatisk tydelighed og klarhed. Heller ikke i dag findes en vej til Gud uden omvendelse og tro på et bestemt budskab.
I nogle miljøer har man længe harceleret mod dogmerne. Folk vil have en Jesus befriet fra kirkens dogmer. De vil have en levende Jesus. Klare påstande og sandheder møder skepsis langt ind i kirkelige kredse. Antydninger, poesi, religiøse oplevelser og tvetydighed derimod åbner sindet. Derved føres folk nærmere troen, simpelthen fordi disse mere meditative metoder ikke overfalder folk med påstande.¹⁹ Rent psykologisk er der en pointe i disse tanker. Folk får noget at undres over og fundere på. Ikke alt i Skriften skal bære præg af læreudsagn og påstande. Der findes tekster, der er fulde af ”musik”. Disse tekster kan gribe mennesker og fange deres længsler. Alligevel bliver det problematisk, hvis folk ikke får klare begreber om, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at blive omvendt til Gud, og leve som kristen i verden. Jeg overværede en samtale om en dogmatikbog, hvor der blev sagt: ”Dette er jo amøbeteologi!” Diffus teologi, som nok indeholder tanker om det religiøse, men som det er umuligt at få fat på. Sådan dogmatik vil på sin vis skabe forkyndere og sjælesørgere som har ”antydningens kunst” som forkynderideal. Men antydninger bliver af almenreligiøse (postmoderne) mennesker tolket i mange forskellige retninger.
I en mangfoldig kultur med alle slags religiøse tendenser og mange slags Jesus-billeder vil netop dogmerne hjælpe os med at tydeliggøre, hvem Jesus egentlig er! Apostlenes ideal var som regel klare svar, ikke antydninger. Forkyndelse og sjælesorg må ikke lade sig nøje med at tilfredsstille folks trang til religiøs oplevelse gennem fortællinger, musik, kunstfærdig psykologisk indlevelse og dramatisering. Der må bruges klare begreber om, hvem Bibelens Jesus er, hvad han har gjort for os, hvorfor han gjorde det, hvordan vi kan komme til tro og blive født på ny, hvilke mål, han har med vores liv osv.²⁰ Forkyndelsen må selvsagt anvende fortællinger og levendegøre Bibelens historier og poetiske tekster, men med klar tydelighed. Dogmehistorien er fuld af eksempler på, hvor nødvendig tydelig, dogmatisk forkyndelse og undervisning er, hvis folk skal lære at tro og tænke bibelsk.
Når Skriftens budskab om Jesus og omvendelsen til ham fastholdes i et tydeligt sprog, vil det skurre i nogle tilhøreres ører. Der skabes uro. Og det er netop pointen. Profeterne i GT er glimrende eksempler på forkyndere og sjælesørgere, som ikke undslog sig for at skabe uro i hjerterne hos dem, de talte til og samtalede med. En svensk homiletiker skrev engang: ”Prædikanten kan sætte nålen aldrig så rigtigt ind, men findes der ingen knude på hans tråd, så går den igennem, og han har ingenting udrettet”. Et budskab, der kommunikerer, men som ikke vækker uro, frustrerer eller overrasker med perspektiver fra Bibelen, overlader let tilhørerne med de samme forestillinger, som de havde, da de kom. Det, vi ovenfor har skrevet om dogmatisk klarhed, fungerer netop som knuder på tråden i mange miljøer. De skal ikke løses op!
Dette gælder også etikken. Faste moralnormer gør mennesket ansvarligt og hæver selvfølelsen, selv om de bryder med relativismen i samtiden, og skaber reaktioner. Erickson og Heflin hævder frimodigt og med rette, at relativismen i vores kultur ikke kan overleve særligt længe. ”Det, vi behøver, er noget, som rækker ud over de begrænsede og relative meninger og forståelser blandt os mennesker, noget som transcenderer disse. Her har kristendommen en mulighed for at tilbyde sådan et objektivt holdepunkt for sandhed og rigtigt og forkert”.²¹ Dette siger os, at Guds ords absolutter i vores virksomhed må fastholdes i modsætning til postmodernismens relativisme. Måske er det også dette, mange længes efter? Bibelen forudsætter, at nøglemagten både til at løse og til at binde skal bruges – i Den hellige Ånds kraft (Joh 20,21ff.). Så må absolutterne, også lovens absolutter, forkyndes tydeligt.

Reflektioner

Dermed er vi tilbage, hvor vi begyndte. Min pointe er ikke at overse tiden og dens problemstillinger og smerter. En kristen kirke har ikke noget valg. Den må leve midt i tiden med din diakoni, sin forkyndelse og sjælesorg. I tillæg til det, vi her allerede har skrevet om retfærdiggørelsen og om tydelighed, vil jeg gerne udtrykke forståelse for enkelte sider ved den nyorientering, vi kan registrere inden for den praktiske teologi. For vi har pligt til at møde det postmoderne menneske, også når det gælder andre sider ved det bibelske budskab, sider vi umiddelbart aner mennesket er lydhørt og sensitiv over for. Det indebærer bl.a., at vi må:
• forkynde Gud som tilværelsens og det enkelte menneskes skaber og opretholder. I sjælesorgen skal vi vise, at vi forstår smerterne, som ”hjemløsheden” fører med sig, og at vi har et alternativ. ”En bolig er den ældgamle Gud …!” Hos ham er det trygge anker.
• forkynde menneskets værdighed som en gudgivet værdighed! Den ydmyge stolthed, som præger Salme 8, hører til både på prædikestolen og i sjælesorgens rum. Det er fantastisk at leve i Guds verden, som Guds ypperste skabning, med en række muligheder for livsudfoldelse og glæde. Men vi er ikke guder. Vi er selv skabt begrænsede. Faktisk kan det være en hvile at høre det for et ambitiøst menneske, som higer efter at få sin egen værdighed bekræftet.
• forkynde Guds kærlighed. Gud elsker dig! Kan vi sige noget mere sandt? Hele Jesushistorien – med dens klimaks i korset og opstandelsen – er udtryk for en ting: Gud elsker mig. I Kristus møder han mig med en åben faderfavn, jeg, der kan opleve mig selv som et nul. Men så er jeg jo ikke et nul! Han, som selv blev mere krænket end nogen (jf. lidelseshistorien), forstår min smerte og længsel. Han forstår og har medfølelse (Hebr 4,15).
• vise fasthed, en varm fasthed! Overlegenhed fungerer aldrig på en prædikestol eller i sjælesorg. Neil Pembroke anbefaler ”confirmation” – en sjælesørgerisk holdning, som kombinerer empati og åben tilgængelighed (jeg er her for dig-holdning) med vilje til at konfrontere konfidenten. Hvis konfidenten ikke er villig til at gå ind i de ting, han prøver at flygte fra ved forsvarsmekanismer, må sjælesørgeren vove at tage ham med ind i dem.²²Disse udfordringer skal vi tage alvorligt. Men de kan kun tages på en rigtig måde, hvis vi gør op med os selv, hvad der er vores hovedansvar. En sjælesørgerisk forkyndelse kan ikke være tilfreds med kun at operere inden for et dennesidigt perspektiv. Frelsesbegrebet i Bibelen er – som vi ovenfor har understreget – stærkt eskatologisk orienteret. Kirkens virksomhed sprænger rammerne for det, som en terapeutisk virksomhed kan bidrage med. Dens egenart ligger netop i det, som sprænger rammerne. Selv om vi ikke lige med det samme rammer folks interessefelt, har vi derfor pligt til at rejse de grundlæggende spørgsmål, som gælder evigheden. Og frem for alt er det vores store privilegium at besvare dem – ved en sjælesorg centreret om påskens Kristus, og retfærdiggørelsen i ham. Det er i pagt med reformatorisk kristendom.

Henvisninger:

1) Tillich, Paul, The Courage to be, Yale University Press, New Haven 1952 s.40-63.
2) Begrebet paradigme er hentet fra grammatikken og betyder bøjningsmønster. I vores sammenhæng vil det sige, at selve mønstret, man bruger for at få orden på livets ”grammatik”, er ændret. Man orienterer sig ud fra et andet ståsted.
3) Ifølge Thomas C. Oden kan vi placere modernismen i tiden mellem 1789 (den franske revolution) og 1989 (kommunismens fald). Se “Death of Modernity and Postmodern Evangelical Spirituality”, i Dockery, David S. (red) Postmodernism. An Evangelical Engagement, Baker Books, Grand Rapids, Michigan 1998, s.23. Men vi må tilføje, at modernismens rødder nok stikker dybere i historien, og at dens ideer lever videre ind i postmodernismen.
4) Butler, Christopher, Postmodernism. A very short introduction, Oxford University Press, Oxford 2002, s.13ff.
5) Sjaastad, Egil, ”KRL-faget baggrund og profil” i Fast Grunn nr 2-2000.
6) Se Krogseth, Otto, ”Religion og identitet” i Prismet nr 3-1996
7) Ikke alle er så pessimistiske på postmodernismens vegne som Krogseth, se Kringlebotn Sødal, Helje m.fl Religions og livssynsdidaktikk. En indføring, Højskoleforlaget Kristiansand 2001, s.63ff.
8) Jf. Tillichs sammenstilling af meningsløshed og angst.
9) Se Birkedal, Erling, ”Grunnskolens nye kristendomsfag” i Prismet nr. 3-1996
10) Confessio Augstana – Den augsburgske bekendelse – findes i dansk oversættelse bl.a. på http://www.lutherdansk.dk/trellix/id58.htm
11) Asbjørn Arntsens sang I syndsforladelsens rige, Åndelige sange og salmer nr. 220, er unik i nyere tid, når det gælder at udforme retfærdiggørelsen som en virkelighed at leve i.
12) CA 2
13) Se forklaringen til nadveren i Luthers lille Katekismus
14) CA 3
15) Se Okkenhaug, Berit, ”Skam i et teologisk og sjælesørgerisk perspektiv ” i Tidsskrift for sjælesorg nr. 1-2003.
16) Carl Olof Rosenius er frem for andre den vækkelsesforkynder i norden, som har præget flest lægprædikanter med en luthersk betoning af lov og evangelium. Hans sange bæres af en frigørende tone, der ligger langt fra den tristhed, som mange Rosenius-kritikere mener, han stod for, se fx På nåden i Guds hjerte og Ængstede hjerte, Åndelige sange og salmer nr. 375 og 435. Rosenianismens sangforfatter nummer et er dog Lina Sandell. Hendes glade toner, fulde af frelsesvished, har præget tusinder af kristne i norden.
17) Jesper Krogedal, Åndelige sange og salmer nr. 428.
18) Se Albers Robert H. Shame. A faith perspective, The Haworth Pastoral Press, New York 1995, s.8ff.
19) Eldebo, Eldebo, Runar, Kunsten at prædike, Verbum Forlag, Stockholm1995, s.61ff., 67ff. 87ff.
20) Homiletikeren Gert Otto har lignende tanker, men i en mere radikal udgave. Det gælder om at være i dialog med folks verden og forestillinger, og så lade kristendommen skabes undervejs i dette møde.
21) Erickson, Millard J. og Heflin, James L. Old Wine in New Wineskins, Baker Books, Grand Rapids, Michigan 1997, s34.
22) Pembroke, Neil, Dialogue, Shame and Pastoral Care, William B. Eerdmans Publishing Company, Grand Rapids Michigan/Cambridge, U.K. 2002 s.79ff.