Budskabet

 

Samtaler på dødsgangen

Børge Haahr Andersen

Det er som at sidde på dødsgangen og vente på at blive hentet. Nogle gange mærker jeg det,, som om det nu er lige op over. For ikke længe siden sagde jeg farvel til min kone og mine fire børn. Men så blev jeg ikke hentet alligevel.

Senere sagde han, mens han lo sin karakteristiske latter: "Nu fik jeg lov at opleve endnu en jul. Det er fjerde gang, siden jeg blev syg, og hver gang har lægerne sagt, at dette bliver din sidste jul." Men så tilføjede hans kone, mens han stilfærdigt nikkede: "Men denne gang er det den sidste jul. Det ved vi godt begge to."
artvig fik for fem år siden stillet den diagnose, at han havde en sjælden og uhelbredelig kræftsygdom i maven, og at han måtte indstille sig på, at hans liv snart var slut. Han fik aldrig en forklaring på, at han alligevel levede fire år længere, end fagkundskaben havde regnet med. For tre år siden flyttede han sammen med sin familie til Frederiksberg, og da fik jeg det privilegium at sidde to gange om måneden sammen med ham i en lille bibelstudiekreds og tillige at besøge ham med jævne mellemrum.
Jeg har i mange år vidst, at Bibelen er en bog, som meget direkte forholder sig til liv og død. Men jeg skulle komme tæt på et menneske, der i omkring 50 måneder levede helt ude ved kanten mellem liv og død, før jeg blev klar over, hvor meget det emne fylder i Jesu forkyndelse og i de nytestamentlige breve.
Hartvig var kristen. Han var teolog og præst og havde viet sit arbejdsliv til at formidle den kristne tro. Med glæde og alvor og totalt engagement havde han kastet sig over denne opgave, og han blev ved, så længe helbredet overhovedet tillod det. Han var livsglad og elskede sin kone, sine fire børn, sine venner og sin menighed. Det virkede helt meningsløst, at han skulle afbryde sit virke og forlade alle de mange stærke og varme relationer til familie og venner.
Selv om lægerne havde brugt ordet uhelbredeligt, og selv om de fysiske virkninger af sygdommen var ret så synlige, vidste Hartvig, at mennesker først og fremmest lever, fordi Gud vil det, og at Gud derfor også kunne helbrede ham på mirakuløs måde. Men efter at have bedt og håbet et par år blev han klar over, at det ikke var Guds vej med ham. Det var en sorg for ham, at han ikke kunne fortsætte sit følgeskab med alle dem, han var knyttet til, og en ydmygelse var det at blive mere og mere fysisk mærket af sygdom og afhængig af pleje fra morgen til aften. Men det kunne ikke knække hans glæde, hans humor og hans kærlighed til livet.
At være så bogstaveligt talt i dødens venteværelse i så mange dage, uger, måneder efterlod ham ikke uberørt. Det skærpede hans samvittighed og hans ansvarsfølelse. Ikke blot var han legemligt skrøbelig, men han var en synder, og han havde en sjælden lydhørhed over for samvittighedens stemme. Det var, som om hans livsløb var belyst af en projektør, der afdækkede hans egen skrøbelighed og begrænsning i alle detaljer, og derfor kæmpede han ikke blot med en fysisk sygdom, men også med tvivl og uro. Mennesker bekymrer sig for mange ting, sagde Søren Kierkegaard, men det burde bekymre sig om ét: at blive evigt salig. Når vi kom helt ind til centrum i vores samtaler, så mødte jeg et menneske, der havde denne ene bekymring.
Dette skærpede hans tro og teologi, sådan at han i en sjælden grad tørstede efter at høre det enkle fundamentale budskab, som er essensen i Jesu forkyndelse: at Jesus er død i vores sted og dermed har fjernet vores synder og åbnet Himlen. Han havde prædiket det hele sit arbejdsliv, men nu tog han det til sig som en stadig nyhed, og han havde brug for at møde det i samtale, i skriftemålet, i nadveren, i bibelord og salmer.
Så døde han en søndag eftermiddag. En solskinsdag. En opstandelsesdag. 48 år gammel. Vi kunne næsten ikke tro, det var sandt, for han havde været tæt på så ofte, at vi troede og håbede, det gik endnu engang. Hans spor hos os i familie- og vennekreds er mange og er tydelige. Vi sørger og savner og er blevet mindet om vores egen skrøbelighed på en meget kontant måde. Vi er selv rykket nærmere kanten mellem liv og død og er blevet mindet om, at vi lever uden for paradiset – i dødens skygge. Der er kun én ting, der i egentlig forstand kan trøste. Det er den trosbekendelse, som Hartvig satte ord på, da han havde bedt præsten forud for trosbekendelsen ved begravelsen at sige: På denne tro blev jeg døbt, i denne tro har jeg levet, i denne tro er jeg død. På jorden kan døden skille os fra hinanden. Men vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
I aftes mødtes vi i bibelkredsen for første gang siden begravelsen. Det rev i hjertet at møde en alt for ung enke. Den tomme plads var som et sort hul i sjælen hele aftenen. Men vi læste videre i teksten, talte og bad som vi plejede. Hvad andet kunne vi gøre end at klynge os til det ord, som består til evig tid? Vi befinder os jo alle sammen på dødsgangen. Vi har ikke andre muligheder for befrielse end at sætte vores lid til ham, der kan føre os gennem døden til de levendes land.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste