Budskabet

 

Menneske først og kristen så

Leif Rasmussen

Overskriftens fyndords-agtige udsagn er en Grundtvig-formulering. Den var så central for ham, at han – da han i en høj alder så tilbage over sit liv – ikke tøvede med at betegne den som sit valgsprog. Det kan derfor heller ikke undre, at udtrykket efterfølgende er blevet et nøglebegreb for Grundtvigs arvtagere i deres livsforståelse og kristendomsopfattelse.

Men hvad mente formuleringens ophavsmand egentlig med den? Holder den vand? Eller: I hvilken henseende og hvor langt holder den vand? Og har den på nogen måde bud til os i dag? Rummer den nogen udfordring for os, som måske ikke anser os for grundtvigianere i egentlig forstand? Det kan da nok være værd at besinde sig på, også for Budskabets læsere.

En sværvægter

Det er hævet over enhver diskussion, at N.F.S. Grundtvig (1783-1872) var en sand sværvægter blandt de i øvrigt ikke helt få fremtrædende personer i dansk åndsliv i det både folkeligt, kulturelt og kirkeligt frodige 19. århundrede. Han var genial på så mange områder, at han har sat dybe spor både i kirkelivet, i salmebogen, i højskoleverdenen, i folkestyret, i litteraturen, – såvel i samtiden som i generationer siden.
Han var en vækkerrøst, hvis ærinde i store dele af hans lange liv kunne sammenfattes i valgsproget ”Menneske først og kristen så”. Som den levende personlighed, han var, var han imidlertid ikke én gang for alle cementeret i en tankemæssig position, men gennemlevede en udvikling, der rummede stadig nye facetter og også afgørende nybrud under påvirkning af det og dem, som han i forskellige livsfaser lod sig inspirere af. Også i opgør med egne tidligere positioner.
Som præstesøn lå det vel langt på vej i kortene, at han i ungdomsårene gav sig i kast med det teologiske studium. Med kandidateksamen bag sig arbejdede han i nogle år bl.a. som huslærer på Langeland, før han i 1810 var klar til at gå ind i en præstegerning. Det er bemærkelsesværdigt, at overskriften på hans dimisprædiken ved den anledning var: ”Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans hus?”. Han var på dette tidspunkt en polemisk, skarpt formulerende forsvarer af solid bibelfunderet, luthersk kristentro.
Samtidig var han nu – og faktisk livet igennem – intenst optaget af historiske studier af Nordens oldtid, som han fandt det enormt betagende at fordybe sig i. Det gjaldt både det mytologiske og det elementært historiske stof.
Et markant sporskifte i Grundtvigs teologisk-kirkelige opfattelse indtrådte i 1825, hvor han i sine studier og sin refleksion kom frem til det, som han selv betegner som sin ”mageløse opdagelse”. Den gik ud på, at det centrale for kirkens eksistens op igennem historien ikke er bibelordet, men den levende menighed, samlet om dåb og nadver og trosbekendelse. Det grundlæggende for kirken er ikke ”det døde, nedskrevne ord” i Skriften, men det levende ord, som dybest set er Herren Jesus selv, aktivt nærværende ”ved badet og ved bordet”, samt i prædikenen, i bekendelsen og i lovsangen. Livsordet, den apostolske trosbekendelse, er ”det lille ord af Vorherres egen mund”.

Mennesket melder sig

Næste modningspunkt i Grundtvigs liv, som for alvor stak kursen ud for hans livsværk i de næste årtier, var i begyndelsen af 1830’erne, hvor de historiske studier fik ham til at sætte fokus på menneskesynet, som han herefter livet igennem tumlede med at komme til rette med både tankemæssigt og med diverse initiativer, som han kæmpede for at sætte i værk. Han imponeredes over, hvad oldtidsstudierne og den nordiske mytologi afspejlede om menneskeånden og folkeånden, som han i bund og grund følte sig beslægtet med, og han oplevede sig kaldet til at vække ånden fra tidligere storhedstider til live i sin generation.
Spørgsmålet: Hvad er et menneske? trængte sig på. Og i forlængelse af det også spørgsmålet om forholdet mellem menneskelivet og kristenlivet.
”Mennesket”, siger Grundtvig, ”er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusind slægter som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden”. Helt basalt er mennesket altså Guds skabning, men i særklasse i forhold til skaberværket i øvrigt derved, at mennesket er skabt i Guds billede. Og uanset faldet er gudbilledligheden fremdeles intakt, idet den for Grundtvig består i ordet, som åndens meddelelsesmiddel. Ordet muliggør menneskers indbyrdes kommunikation, men også Guds kommunikation med mennesket.
Menneskeånden vækkes til fornyet dåd og berigelse af livet, ikke gennem død oplysningskundskab, men ved det levende ord, som for Grundtvig er det bærende i hans tanker om højskolen, der skal være en skole for livet, menneskelivet i dets forunderlige fylde.
Grundtvigs stærke ja til menneskelivet ser han underbygget ikke bare i skabelsestroen, men også i den kristne grundoverbevisning, at Gud lod sin søn føde som menneske og altså leve et menneskeliv midt blandt os. Gud vedkendte sig i ham menneskeeksistensen, sagde et rungende ja til mennesketilværelsen på denne jord. Guds søn blev den anden Adam, en Kristus-betegnelse, som Grundtvig om og om igen vender tilbage til.
Skal Gud finde os hjemme og favne os, må han møde os som mennesker, frem for alt gennem det medium for menneskeånden, som modersmålet er. Men også gennem den identitet, vi har som hørende til i et folk, gennemtrængt af den fælles folkeånd. Grundtvig tænker gennemgående mere i fællesskab – i menighed og i folkelighed – frem for i individer.
Han er sig fuldt bevidst, at han i dette såvel som i sit grundlæggende optimistiske og positive syn på mennesket, står i et modsætningsforhold til luthersk ortodoksi såvel som pietisme. Og han opfatter sig som kaldet til at kæmpe den kamp for at vække til liv af døde.
Han ser sig inderligt forbundet med mennesker både i samtid og i fortid, som han ikke deler kristentro med. Den fælles menneske-substans vejer tungt. Hvad der i kristentroen forløses og frelses, er jo netop det gudskabte menneske, der i Kristus når sit gudvillede mål, Kristus, der tilsiges os som det levende ord og gennem det levende ord i dåb og bekendelse.
For Grundtvig var der ingen tvivl om rækkefølgen ”Menneske først og kristen så”. Menneskelivet var og måtte være en forudsætning for kristenlivet.  Menneskelivet i dets gudgivne fylde og rigdom skulle ikke forsages eller undertrykkes, men leves i taknemmelighed. Digterisk formulerede han det yderst markant i 1837:


 Menneske først og Christen saa,
 Det er et Hoved-Stykke,
 Christendom vi for intet faae,
 Det er den pure Lykke,
 Men Lykke, som kun times den,
 Der alt i Grunden er Guds Ven
 Af Sandheds ædle Stamme.

 Stræbe da hver paa denne Jord
 Sandt Menneske at være
 Aabne sit Øre for Sandheds Ord,
 Og unde Gud sin Ære;
 Er Christendom da Sandheds Sag
 Om Christen ei han er i Dag
 Han bliver det i Morgen.


Grundtvigs kald er frem for alt den folkelige vækkelse; men han ser samtidig den folkelige vækkelse som en frugtbar grobund for den kristne tro. Ligesom Helligånden og folkeånden langt på vej er nært beslægtede. Gud som den, der frelser og genopretter og fuldender, er jo den samme som Gud, der skaber og opretholder. Det sandt kristelige er det sandt menneskelige – og omvendt! Hvordan så end ordet ”sandt” på dette sted skal forstås!
Grundtvig var ikke – og ønskede ikke at være – bibelteolog. Han havde nærmest foragt til overs for dem, der lod sig binde af en sådan grundposition. Man kan også spørge, om han overhovedet i hele sit program om menneskelivet over for kristenlivet var teolog. Hans primære vinkel var i hvert fald historiske refleksioner og antropologiske betragtninger.

Kritiske spørgsmål og vigtige påmindelser

Bibelteologisk anskuet kommer man ikke uden om at måtte stille det helt centrale kritiske spørgsmål til Grundtvig, om han ikke i bund og grund har fortrængt eller lukket øjnene for radikaliteten i det syndefordærv, som har dødsmærket menneskeslægten i hele dens historie siden syndefaldets dag. Det nye menneske, kristenmennesket, bliver ikke til ved, at et svækket menneske styrkes og oplives, men ved noget så gennemgribende som en nyskabelse eller en dødeopvækkelse.
For ”her i denne verden er synden med i alt”. Og frelsens under er, at det er bundfordærvede, ugudelige syndere, Gud i sin nåde genføder til barnestatus i hans familie, fordi ”den anden Adam” i sin stedfortrædergerning åbnede mulighed for et forsonet forhold.
Dertil kommer, at hvor meget end fællesskabet – også den organiske enhed af de mange lemmer på ét legeme – betyder for beskrivelsen af kristenlivet i Ny Testamente, så er det bibelteologisk noget helt afgørende, at kristentro og det at høre til Guds folk er et personligt forhold, funderet i dåb og tilegnelse i personlig tro. Brorsons udfordrende spørgsmål beholder sin berettigelse, ikke mindst i et folk med en majoritetskirke: ”Af døbte vrimler stad og land; men hvor er troens brand ?”
Med bibelordet som dommer kan Grundtvigs program, ”Menneske først og kristen så”, ikke siges at være sand vejledning om frelsens vej. Dertil er det alt for optimistisk i beskrivelsen af mennesket, som det er i sig selv uden for Guds rige. Og alligevel kan der i høj grad være grund til at lægge øre til nogle af de ærinder, som den gode Grundtvig fremholdt med sin idelige understregning af den værdi og det adelsmærke, der ligger i, at vores eksistens som mennesker i bund og grund er skabt af Gud Fader, Den Almægtige, som også opretholder og daglig beriger vores menneskeliv i en bred vifte af henseender.
I en tradition, hvor opmærksomheden om den første trosartikel langt på vej er underbetonet i forkyndelse og bevidsthed, er det i en vis forstand befriende at blive mindet om, at uanset at ”her i denne verden er synden med i alt”, så er vi som mennesker midt i Guds forunderlige skaberværk og er selv, sammen med alle andre mennesker på kloden – kristne som ikke kristne – en del af dette skabelsesunder, ja, intet mindre end den mest mageløse del af det.
Vel er vi pilgrimme på vej mod et himmelsk mål og skal så vist i vores dagligdag være bestemt af det; men vi er også sat til at leve et liv i denne verden som forvaltere af Guds skabergoder, i taknemmelighed for og glæde over alt skønt og godt og nydelsesværdigt, som livet byder på. Det gælder også i relationer til og samspil med medmennesker, kristne som ikke-kristne, som vi er sat sammen med i familie, på arbejdsplads, i folk, i menneskeheden. Derfor må vi også i fællesskab bestræbe os på at bedre livsvilkårene på en jord, hvor livets og dødens kræfter konstant og overalt brydes.
Vi er mennesker og skal som mennesker være med til at ære og tjene vores skaber, gavne vores næstes eksistens og fryde os over alt rigt og smukt, som Skaberen under os at nyde: mad og drikke, gode ydre kår, vores hænders værk, ædel kunst, indbyrdes relationer, ikke mindst i familieliv og venskaber, o.s.v. o.s.v.
Visse kategorier af pietistisk prægede miljøer kan uden tvivl have gavn af et memento og et skub i den retning. Også uden at negligere Mesterens ord: ”Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. For skuffen med ”alt det andet” er jo bestemt ikke uvedkommende for den, der for Jesu skyld er berettiget til at kalde menneskeeksistensens skaber for sin himmelske far.
Menneske først – og kristen ved et nyskabelsens under!  Men som kristen, og netop som kristenmenneske, også med et nyt perspektiv over det menneskeliv, som jeg har fået skænket på denne jord, sammen med mine medmennesker.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste