Budskabet

 

Gør som Gud - bliv menneske

Stefan Gustavsson

Bibelen fortæller den store beretning om vores oprindelse i en god skabelse og vores fremtid på en genoprettet jord. Evangelierne fortæller det store glædesbud om, hvordan Guds rige er brudt ind gennem Jesus fra Nazaret til genoprettelse og restituering af skabningen. Hvad indebærer dette fokus på skabelse og genoprettelse for det kristne liv, for vores forståelse af discipelskab og efterfølgelse?

Nøglen til at forstå mennesket er, at vi oprindeligt skabtes ”i Guds billede” (1 Mos 1,26-27). Hvis vi bruger Guds billede som kompas for en vandring gennem den bibelske undervisning, åbner der sig et fascinerende perspektiv.
Gud skabte mennesket i sit billede, men billedet er ødelagt gennem vores oprør mod Skaberen. Paulus skriver: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23). Relationen til Gud er ødelagt; vi er ikke hans børn og venner længere, og vi betegnes tilmed som ”hans fjender” (Rom 5,10). Samtidig er vores eget væsen også blevet ødelagt; vi har mistet vores oprindelige renhed og er nu ”svage”, ”ugudelige”, ”syndere” for at fortsætte med at citere Paulus i Romerbrevet (Rom 5,6-8). Men til trods for vores faldne tilstand kan vi stadig kaldes Guds billeder. Det gør Gud efter syndfloden (1 Mos 9,6), og det gør Jakob i sit brev (Jak 3,9). Billedet er ødelagt, men ikke forsvundet!
Francis Schaeffer, en af 1900-tallets indflydelsesrige kristne tænkere, talte ofte om det faldne menneske som ”a glorious ruin”, en vidunderlig ruin. Forestil dig, at du står foran en stor slotsruin. Man kan stadig se slottets storhed, ane den herlighed, det engang havde, og forestille sig den pragt, som engang prægede stedet. Men nu ligger det i ruiner, det er tomt, øde, sammenfaldet og råddent. Sådan er det med mennesket. Det er skabt i Guds billede, men lagt i ruiner af synden. Med ordene fra filmen Løvernes konge: ”Du er mere, end hvad du er blevet”.
Vi kan stadig se ansigtstrækket fra Eden i menneskets formåen, når det gælder kærlighed, skaberevne, fællesskab, skønhed og tænkning. Samtidig er vores liv hele tiden gennemsyret af syndens gift og bliver ofte et vrangbillede eller endnu værre, et modbillede.
Da Jesus kom, var han det første menneske – siden Adam før faldet – som ikke havde del i denne forgiftning. Han var ”ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4,15). En af hans nærmeste venner kunne, efter flere års dybt venskab, sige om ham: ”Han gjorde ikke synd” (1 Pet 2,22).
Det nye testamente siger gentagne gange, at Jesus er Guds billede:

• ”Deres (dem, der ikke tror) tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede” (2 Kor 4,4).
• ”Han (Jesus) er den usynlige Guds billede” (Kol 1,15).
• ”Han (Jesus) er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje” (Hebr 1,3).

Jesus er ”den sidste Adam” (1 Kor 15,45.47), det nye, sande menneske. På jorden vandrede der igen et menneske, som elskede Gud og genspejlede ham i alt, hvad han gjorde.
Når Jesus kalder mennesker til at følge sig, kalder han dem tilbage til det oprindelige og mest menneskelige liv, der findes. Han kalder dem til at genopdage deres dybeste identitet, deres mistede bestemmelse.
Det kristne liv beskrives i Det nye testamente som billedets genoprettelse i os, en restaurering tilbage til oprindelsen. Målet er, at vi skal blive det, vi var fra begyndelsen, Guds billeder.

• ”Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9-10).
• ”I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef 4,23-24).
• ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18).

I det nye liv i Kristus ligger skabelseslivets tilbagevenden. På intet punkt er det væsensforskelligt eller skilt fra det, vi oprindeligt var.
Lige frem til Jesu genkomst findes den faldne verden stadig i og rundt om os. Paulus taler i citatet ovenfor om ”det gamle menneske”, formaner de kristne til at ”iføre jer det nye menneske” og beskriver vejen til billedets genoprettelse som en proces, hvor vi ”forvandles”. Vi er langt fra færdige nu, men når Jesus kommer tilbage, skal billedet i os genoprettes til fuldkommenhed, og vi skal herliggøres og blive som Jesus (Fil 3,21; 1 Joh 3,2), der var som Adam før faldet, der var som Gud!
Vi kan sammenfatte Bibelens undervisning på denne måde:
• Mennesket skabtes til Guds billede.
• Billedet ødelagdes, da mennesket faldt i synd.
• Jesus er Guds billede, det sande menneske.
• Når vi tager imod Jesus, nyskabes vi, og en proces i retning af billedets genoprettelse begynder i os.
• Når Jesus kommer tilbage, herliggøres vi og bliver som ham. Da bliver billedet genoprettet fuldkomment, og vi kan genspejle den Gud, som skabte os.

Det kristne liv

Det kristne liv indebærer et kald til at leve i livets fulde rigdom. Ethvert område af livet, som Adam og Eva kunne udforske før faldet, er vi kaldede til at udforske. Enhver erfaring, de kunne gøre, er vi indbudt til at gøre. Arbejde, studier, forskning, familie, seksualitet, børn, venskab, mad, musik, dans, idræt, kunst, tøj, litteratur, film, teater, humor, politik, rejser, filosofi, skønhed, nydelse, kommunikation … Ganske på linje med Guds første indbydelse til mennesket: ”Du må spise af alle træerne i haven” (1 Mos 2,16).
Den kristne er kaldet til at elske livet og elske verden, kaldet til at være den mest livsbekræftende af alle! Elsker man Gud, elsker man det liv, han har givet, og den verden, han har skabt. Og omvendt: Man kan ikke elske Gud, hvis man tager afstand fra, hvad han har gjort i skabelsen. Paulus advarer mod lærdomme, som leder mennesker bort fra det skabte liv – han kalder det endda ”dæmoners lærdomme” (1 Tim 4,1), fordi det er modsætningen til Guds vilje:

”De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak” (1 Tim 4,3-4).

Indvending

Går dette ikke imod andre bibelske formaninger? Johannes skriver jo: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham” (1 Joh 2,15).
Enhver, der arbejder med sprog, ved, at ord ikke kun har ét eneste fast og uforanderligt indhold. Ord er tit elastiske, når det gælder indholdet, og kan, afhængigt af den sammenhæng, de anvendes i, have forskellige betydninger. Sådan er det med ordet ”verden” i Det nye testamente. Det kan betyde den skabte verden, som når Jesus taler om tiden ”fra verdens begyndelse indtil nu”(Matt 24,21). Eller når Paulus skriver til de kristne i Rom og siger, at ”der i hele verden forkyndes om jeres tro” (Rom 1,8).
Men hvis vi ser på følgende citater, forstår vi, at ordet også anvendes med et andet indhold:

”Tilpas jer ikke denne verden …” (Rom 12,2).
”Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den …” (2 Pet 2,20).
”En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden” (Jak 1,27).
”… ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud?” (Jak 4,4).

Betydningen kan umuligt være den skabte verden, som om et menneske skulle kunne forurenes af noget, der kommer fra Gud. Nej, når verden anvendes i denne negative betydning, står det for det faldne og gudfjendtlige i skaberværket og for hele den af synd forgiftede verden, som har vendt sig mod sin Skaber. Bag dette faldne findes den onde magt, som Jesus kalder ”denne verdens fyrste” (Joh 12,31), der vil føre mennesker bort fra Gud og ødelægge hans skabning.
Johannes' ord ”elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden” (1 Joh 2,15) drejer sig om ikke at elske det faldne og gudfjendtlige, som nu præger Guds skabte verden. Han konkretiserer selv, hvad han mener, i det efterfølgende vers: ”For alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden” (1 Joh 2,16). Det er det faldne – lysten og praleriet – der er problemet. Det, der ikke kommer fra Faderen, skal vi ikke elske eller præges af – men alt, som virkelig kommer fra Faderen, skal vi elske.
På lignende måde er det med et andet ofte misforstået sted i Kolossenserbrevet: ” … søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske” (Kol 3,1-2). Mere bortvendt fra verden kan det vel ikke blive? Men vi må lade Paulus selv tolke, hvad han mener. I de efterfølgende vers definerer han indholdet i ”det jordiske”, som en kristen ikke skal være optaget af: ”Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse” (Kol 3,5). Det er alt det faldne, han sigter mod. Det samme indhold har ordet i Filipperbrevet: ”Der er mange … der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske” (Fil 3,18-19). Det jordiske står for det faldne, her frådseri og utugt. Den slags skal vores liv og vores tanker ikke være fyldt af. Vi er kaldet til at præges af alt, som Kristus er og står for, Kristus, som nu er i Himlen. Det er i den betydning, vi skal ”søge det, som er i himlen”.

Gud eller skaberværket?

Discipelskab som bekræftelse på livet drejer sig ikke om mere af skaberværket og mindre af Gud. For meget af Gud kan der aldrig blive i et menneskes liv! Pointen er tværtimod, at vi ikke skal opstille en modsætning mellem Gud og hans skaberværk; jo mere vi elsker Gud, desto vigtigere vil Guds gerninger blive for os. Det er i skaberværket, vi skal leve med Gud.
Et virkeligt enten-eller mellem Skaberen og skabningen findes på ét område: Noget har den vigtigste plads i ethvert menneskes liv. Enten er det Skaberen, eller også har vi ladet noget af skaberværket tage hans plads. Er der noget i skaberværket, der er vores Gud, ekskluderer vi helt og holdent den levende Gud. Men hvis Gud er Gud i vores liv, så tilhører hele skaberværket også os: ”Alt tilhører jo jer …” skriver Paulus, ”enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som er nu, eller det, som kommer – alt tilhører jer. Men I tilhører Kristus, og Kristus tilhører Gud” (1 Kor 3,21-23).
Relationen mellem skabning og frelse – eller redning for at anvende den oversættelse, som den svenske Bibel 2000 giver – har været temaet for denne artikel. Det er afgørende at forstå, at redningen indebærer skaberværkets genoprettelse. Ellers får vi forvansket Bibelens budskab.
Johannesevangeliets indledning fremhæver tydeligt dette. Manden fra Nazaret, som evangeliet handler om, får en majestætisk introduktion. Han er Ordet, som fandtes i begyndelsen, og som deler Guds væsen. Johannes skriver: ”Alt blev til ved ham (Ordet), og uden ham (Ordet) blev intet til af det, som er. I ham (Ordet) var liv, og livet var menneskers lys” (Joh 1,3-4).
Jesus Kristus er kilden til hele skaberværket, til alt liv og alt lys. Da han ”kom til sit eget” (Joh 1,11), kom han for at genoprette det, ikke for at ødelægge det. Det burde ikke forbavse os, at han, som er Skaberen, kalder os tilbage til det, som var den oprindelige tanke med skabelsen.


Artiklen er en let redigeret udgave af kapitel syv ”Mere menneske” i Stefans Gustavssons bog, Gør som Gud – bliv menneske, LogosMedia, 2008.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste