Budskabet

 

Fremmes Guds planer ved vores tro

Marius Jørgensen

I Hebræerbrevet 11,30 læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået rundt om dem”. Det lyder ikke af så meget, men betragter vi det nærmere, har dette korte vers meget at lære os om troens strid. Vi bør først lægge mærke til vers 29, hvori der fortælles om den lykkelige overgang over Det røde Hav, da Herren frelste sit folk, men lod sine fjender møde deres undergang.

Der ligger ca. 40 år mellem begivenhederne i vers 29 og 30, men det skulle der ikke have gjort efter Guds første plan. Det var på grund af Israels vantro, der blev et hul på 40 år mellem Rødehavet og Jeriko. De skulle have indtaget landet ved tro straks, da Herren havde udfriet dem af Ægypten. Men det var Israel ikke rede til, og så måtte Herren vente, til de blev parate, for han ville ikke give dem landet på nogen anden måde end ved tro. Deres vantro bragte en forsinkelse i stand, og den kom til at svie til dem selv, for Gud havde råd til at vente.

Bevægelige planer

Dette giver os noget at tænke over, for det viser os, at Guds planer ikke tromles igennem, men der er en vis bevægelighed i hans planer. Det er sandt, at Gud lægger sine planer uden at spørge os til råds, ”for hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver?” (Rom 11,34). Det er dog også sandt, at Gud lægger sine planer således, at de fremmes ved vores tro – eller forhales ved vores vantro. Der tages et vist hensyn til, hvor-dan vi forholder os, fordi vi er sat i verden som væsener med et personligt ansvar for vores forhold til Guds løfter.

Det forholder sig ikke uden videre sådan, at alt, hvad der nu engang sker, er Guds egentlige vilje. Ofte bliver regelen den, at det skal ske dig, som du tror. Vil vi ikke tro, så kommer det ofte til at gå os efter vores vantro, og da kan vi ikke sige, at det er gået os efter Guds første plan med os. Men Gud er os så nådig og god, at han først spørger os, om vi vil være med i hans planer på troens vilkår. Dersom vi siger nej tak, går han bagefter andre veje. Denne åndslov gælder i hvert fald i den enkeltes personlige samliv med Gud. Gud styrer dog den ugudelige verden på en anden måde: ved sin almagt hen mod sin viljes evige mål.

Hvordan regerer Gud så i sit nåderige?

Lad os tage den lærdom med herfra, at i nåderiget gælder ’troens lov’ således, at dersom vi tror Gud på hans ord, sker det, vi har troet efter hans løfte og til hans velbehag. Dersom vi ikke tror, kommer det, som Gud har villet, til at ske uden os.

Tænk engang på det slægtled, som døde i ørkenen. Når de ikke ville gå ind ved tro, så blev de fri for Guds plan, men andre kom til gengæld ind siden.

Skal vi prøve at tænke over dette under vores egne forhold? Vi siger nogle gange, når en sag har været ’på trapperne’ længe og så endelig langt om længe er blevet ført igennem: Det skete i Guds time. Alle forsinkelserne var udtryk for, at hans time ikke var inde endnu.
For nogle går det nemt at se, at Gud ordner alt uden videre. De tynges ikke meget af sådan noget som ansvarsfølelse. Det er dog ikke sikkert, at den ro, hvormed de tager tingene, har noget med troens hvile at gøre. Det kan simpelthen være ligegyldighed, der behersker sindet.
Her må enhver prøve sig selv for Guds ansigt for ikke at tage fejl og falde i søvn. Det ligger til os at finde en nem og billig løsning, som løser os fra al ansvar og lægger det hele over på Gud. I Bibelen står der dog ikke noget om, at det er nemt og billigt med troens strid.
Ser vi nærmere efter, kommer vi til at opdage, at der også er noget, der hedder vores ansvar, selv om Gud har lagt sine planer på forhånd. Det er grunden til, at der aldrig kan blive noget selvfølgeligt over at leve med Gud og gå på hans veje.

Ansvarsfordeling

Men har vi fået øje på hans ansvar, da ligger det nær for ærlige mennesker at tage det hele på deres egne skuldre og så glemme, at Gud vil være med til at bære både os og vores ansvar. Går vi og bærer på vores ansvar alene, vil det knuse os. Lægger vi det hele på Gud, kan det ende med sløvhed. Begge dele er galt. Vores ansvar skal trykke os ind til Gud, så vi får og beholder kontakten med hans vilje. Da vil vi opleve, hvad sangforfatteren siger:
Du mig og min byrde, o Herre, vil bære, må jeg da i vantro ej slæbe på den,
nej, lad mig langt heller af hjertet dig ære, derved, at jeg støtter mig helt til min ven.
Du vil, jeg skal være helt sorgløs og fri, så hjælp mig, o Herre, det også at bli’

Ansvar, som tynger i knæ, og nåde, som gør fri, det er livslinjerne i livet med Gud, og lyk-kelig er den, som får dem forenet i sit hjerte. Der, hvor nåde og ansvar trives sammen, be-varer troslivet sin spændkraft. Nåde uden ansvar skaber en masse kristelig snak uden kraft. Men tumles vi ind i ansvar, så vi glemmer nåden, bliver den indre spænding så høj, at den kan tage livet af os, hvilket hverken Gud eller vi er tjent med.

Derfor består en kristens livskunst i både at kende sit ansvar og drives ind i Guds nåde. Med den indstilling og erfaring bliver det aldrig ensformigt at være en kristen, for der er spænding over livet med Gud. Det gælder livet igennem. Ret forstået er det altid spæn-dende at leve med Gud. Derfor koster sand troens kamp anspændelse. Kamp går ikke af sig selv. Den vindes gennem en indsats. Det, som går af sig selv, fører nedad.

En læreproces

Israel havde oplevet mange ting, før de stod ved Jerikos mure. Gennem disse oplevelser havde Herren opdraget dem til at kunne klare det, som forestod, ved tro på ham. Vores er-faringer i Guds skole kommer aldrig dumpende tilfældigt. Gud har altid et videre sigte med sin ledelse, og derfor ligger der altid noget nyt foran et Guds barn. For så vist som troen er født i vores hjerter ved evangeliet, behøver den at øves for at vokse i tillid til Gud, så den tør være helt afhængig af ham alene. Når Gud fører os ind i nye og ukendte erfaringer, vi-ser det sig, om vi har lært noget af de forrige, og her går det meget forskelligt for de enkelte Guds børn, da ikke alle er lige lærevillige. Lad os huske, at det at være hans, kaldes at være discipel – lærling.

Israel var sluppet godt ud af Ægypten og kommet godt over Jordan, inden de blev stillet over for et Jeriko, der var lukket for dem. Dette var noget nyt, som de aldrig før havde været ude for, og nu kunne de jo være blevet forsagte, som vi ofte fristes til, når det begynder at gå anderledes, end det plejer.

Der er dog også en anden udvej, nemlig at tro: ”Så langt har Herren hjulpet os” (1 Sam 7,12). Det var denne udvej Israel tog uden at blive til skamme.

I stedet for at blive forsagte ved det nye valgte Israel at tro på Gud, fordi de før havde erfa-ret, at det går an, når man blot er på hans veje. Gud fører os gennem mange snævre pas, og hver gang på en ny måde. Derefter kommer der noget andet, som vi ikke kan se nogen udvej med. Da drives vi til at tale med Gud om det, og når det er sket, kan vi ligesom gribe os selv i at gå og tænke med en vis spænding: ’Hvordan mon Gud vil ordne det for mig denne gang?’ Den tro er født af de erfaringer, vi allerede har gjort, og den glæder Herren så meget, at han ikke lader denne tro blive til skamme.

Nu skulle Israel til at lære, at den store Gud, der kunne få vandmurene i Det røde Hav til at blive stående, også kan få de stærkeste stenmure til at vælte, når mennesker vil tro uforbeholdent på ham. Derfor sagde Gud til ham:
”Se, jeg giver Jeriko og dens konge i din hånd. Nu skal alle I krigere i seks dage gå rundt om byen én gang om dagen. Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. Når vædderhornets lange tone lyder, og I hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind” (Josvas bog kap.6, vers 2-5).

Troens vandring

Så begyndte Israel at gå rundt i troen på Guds løfte. Én gang, og så tilbage til lejren ved Jordan. Det samme gentog sig de følgende seks dage. Der skete ingenting! Jo, måske det, at Jerikos indbyggere stod oppe på murene og lo ad sådan en krigsførelse.

Men ”den syvende dag, da det blev lyst, gik de rundt om byen på samme måde som før, syv gange; det var kun den dag, de gik syv gange rundt om byen. Den syvende gang stødte præsterne i hornene, og Josva sagde til folket: ’Udstød kampråbet! Herren har givet jer byen!’” (vers 15-16). Resultatet? ”Folket udstødte kampråbet, da der blev stødt i hornene. Da folket hørte lyden fra hornene, udstødte de et kampråb så højt, at muren faldt sammen, og de kunne gå lige ind i byen og indtage den” (vers 20).

Ikke det mindste at spore ved muren før den syvende dag. Efter de seks ’resultatløse’ dage skete underet i samme øjeblik, som Gud havde lovet det. De mure, som Herrens fjender rejser mod hans folk, kan ikke stå sig mod Herren. Derfor er det godt at være på hans side i livets strid, for hvad gør det, om vi er små og svage, når han er med os.

Står du så over for noget i dit liv, som ligner et uindtageligt Jeriko? Der er noget, som tår-ner sig op forude og vil fylde dig med angst og uro. Det kan være forskelligt fra person til person, men vi møder alle vores Jeriko før eller senere: Der kommer et problem eller en vanskelighed, som synes uoverstigelig, og som truer med at tage modet fra dig. Du bliver betænkelig og forsagt, for murene synes uoverstigelige, og de skjuler Gud.

Hvordan ordne mit Jeriko?

Problemet er, at du har kredset om dit Jeriko i vantro i stedet for at gøre som Israel. Tal nu med Gud om sagen, for han kan også ordne dit Jeriko, som han ordnede Israels. Dit Jeri-ko tilbyder jo en anledning for Gud til at vise sig som den, der kan vælte mure. Giv ham så anledning ved at tro ham! Du kan ikke hjælpe Gud med din kraft eller give ham noget råd, men du kan give ham anledning til at åbenbare sin godhed, derved at du tror ham. Der er jo intet Jeriko, der kan stå sig imod ham.

Det er ikke sikkert, at dit Jeriko falder i det øjeblik, du kunne ønske, men det er sikkert, at det falder i Guds time, når blot du kredser om det i tro. Du behøver heller ikke tabe modet, selv om det tager nogen tid, og du fortsat ingen udvej kan se, for inden du aner det, ser det hele pludselig anderledes ud. Tænk på, at Israel gik tolv gange rundt, uden der tilsyneladende skete det mindste. Jo, der skete alligevel det, at Herren glædede sig over at se sit folk gå i tro til ham. Men den trettende gang skete underet, så Israel fik at se, hvad Herren havde forberedt for dem, mens de gik i tro. Da de råbte til Herren, blev det lukkede pludselig åbent for dem, men altså først efter de havde gået mange gange.

Der er noget, du ikke skal gøre foran Jeriko: Du skal ikke gå og stirre dig vantro på murene. Du skal heller ikke pille ved dem. Du skal langt mindre løbe panden imod dem. Men ved Jeriko skal du gå og betænke, hvem Gud egentlig er; hvad det er, han magter.

Så …

Jo, Guds planer fremmes ved vores tro. Men, hvordan? Ved at vi taler med Gud om vores problemer. Ved at lægge det frem for ham i bøn. Egentlig er det Gud, der lægger os noget på hjerte, en byrde på os. Så vil han åbne og lukke dørene for os. Det flytter fokus fra os, fra vores gode idéer og planer, fra vores troskraft. Når Gud kommer til, er det ham, der står med æren og takken.

Artiklen er tidligere bragt i Budskabet nr. 6/1978. Bearbejdet og forkortet ved Alex Dahl Karlsen

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste