Budskabet

 

At være menneske

Alex Dahl Karlsen

Temaet for dette nummer af Budskabet hedder helt enkelt: ”At være menneske”. Når jeg læser de enkelte artikler, ser jeg den spænding, som hører menneskelivet til: At være menneske handler både om skabelsen, om syndefaldet og om genløsningen. Det kan ikke lade sig gøre at beskrive mennesket udelukkende i skabelsens perspektiv. Syndefaldet og genløsningens perspektiv hører også med. Men uden skabelsens perspektiv mangler der også noget afgørende i synet på menneskets værdighed.

Gud skabte ikke mennesket til at være alene (1 Mos 2,18). Han satte det i en relation til naturen (1 Mos 1,26; 2,15.19-20). Desuden satte han det i en relation til andre mennesker (1 Mos 2,21-25) – i dette tilfælde Adams ægtefælle. Endelig satte Gud mennesket ind i et fællesskab med ham selv i form af samtalen (1 Mos 2,16; 3,1ff.). Straffen for synden er derfor, at den umiddelbare samtale mellem Gud og mennesker ødelægges. Adam og Eva jages bort fra Guds ansigt (1 Mos 3,23-24). Syndefaldet ødelagde også den umiddelbare relation mellem mennesket og naturen. I første omgang skulle der knokles for at få det daglige brød (1 Mos 3,18). Senere – efter syndfloden – skulle dyrene nære frygt og rædsel for menneskene. Mennesker slår dyr ihjel og dyr slår mennesker ihjel (1 Mos 9,2ff.). Endelig ødelagde syndefaldet forholdet mellem mennesker. Allerede mellem de to første søskende på jorden kom der noget imellem, så Kain i første omgang ikke længere talte med Abel, og i anden omgang endte det med mord (1 Mos 4,1ff.).
Det ægte menneske indgår i relationer med andre. Det sande menneske har respekt for det øvrige skaberværk som en del af Guds skaberværk og gode gaver. Det sande menneske misbruger ikke bevidst naturen. Man sviner ikke uhæmmet, slår ikke dyr ihjel for sjov, men bruger naturens resurser med tak til Gud og i respekt for Ham.
Det sande menneske har ikke bare en krop, men er en krop, fordi Gud har skabt os således. Det sande menneske glæder sig over, bruger og passer på både sin fysik, sit helbred og sin hjerne. Det sande menneske bruger sin gudgivne nysgerrighed til at udforske den forunderlige verden, både det menneskeskabte og naturen i al sin mangfoldighed. Det sande menneske glæder sig over den krop, det har fået givet og takker Gud for den.
Det sande menneske glæder sig over den menneskelige nærhed, omsorg og venskab, det oplever i forhold til sin familie, sine naboer, kolleger og venner. Det sande menneske søger ikke bare de ligesindede. Det ser sin næste, også i den, der ’stikker ud’. Ham eller hende er der også plads til i fællesskabet. Det kristne fællesskab består af mennesker, jeg ikke selv har valgt. Alligevel ser jeg de andre som medskabninger og ’nåde-søskende’. Det sande menneske søger ikke at udnytte og udsuge sine relationer, men ser dem som en gave fra Gud. Man behandler dem derefter. Jeg har også så meget tro på Guds skabelse af mig selv, så jeg tror, jeg har noget godt at dele med mine relationer; så jeg kan glæde og berige dem.
Det sande menneske søger også tilbage til paradis-tilstanden med Gud. Det sande menneske ved, at det er skabt til fællesskab med sin skaber og herre. Da mennesket er forvist fra paradisets umiddelbare kontakt med Gud, søger det sande menneske Gud, dér hvor han er at finde. Da han har åbenbaret sig i sit ord, søger han ham dér. Når Gud fortæller om menneskets oprør mod ham, tror hun Gud. Når Gud fortæller om fællesskabets genoprettelse gennem forsoningen, søger han ham gennem forsoningen i Jesus.
Sådan er mennesket i sin fulde menneskelighed. Så meget skal der til. Sidder du og tænker, at så mangler der åbenbart noget i din menneskelighed? Måske får mit korte rids af det ægte menneskelige dig til at tænke, at du åbenbart har syndet på områder, du ikke før har tænkt på. Fint.
Din tro på Jesus dækker ikke kun over din givertjeneste, din bibellæsning, dine bønner eller dit bestyrelsesarbejde. Din tro på Jesus tager du også med i dine relationer til dine nærmeste, ja at skabe og bevare gode venskaber er Gud velbehageligt. Du er også en kristen foran spejlet – både det i badeværelset og det mentale. Du er også en kristen, når du går i haven, opholder dig i skoven eller tager på Louisiana.
Når Jesus siger til Martha, at ”et er fornødent”, betyder det, at fællesskabet med Jesus er det afgørende. Det ene nødvendige er at have et opgjort forhold til Jesus, leve i lyset, i opgøret og i tilgivelsen. Konsekvensen er så, at du tager dit forhold til Jesus med i alle andre af livets forhold. At fællesskabet med Jesus er prototypen på min tilgang til andre mennesker og skaberværket i øvrigt. Så længe det ikke fører synd med sig. Derfor er jeg både Guds tjener og menneskers tjener.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste