Budskabet

 

Menighedstugt - klapjagt eller kærlighed

Alex Dahl Karlsen

Da den kristne menighed består af syndige mennesker, er menighedstugt i bred forstand et relevant tema til alle tider. Alligevel er det med ulyst, jeg tager fat på emnet. Jeg har ikke selv været meget involveret i praktisk menighedstugt, og når jeg har været i relevante situationer, har det undertiden ført noget godt med sig. Andre gange har der ikke været nogen lykkelig udgang på det, og der er situationer, hvor jeg tvivler på, om jeg selv har været drevet af Guds ånd.

Fristelser og fortegn

Jeg kender selv fristelsen til at lægge emnet helt fra mig, og på den måde undgå alle konflikterne – i første omgang. Jeg kender desværre også til fristelsen til at indlede en klapjagt på alle mulige, hvor vi sætter forskellige betegnelser på mennesker, som så dømmes ude. I første tilfælde bliver konsekvensen af den manglende lyst til at tale om menighedstugt syndernes tilladelse og manglende kald til omvendelse og en ny begyndelse. Der er også risiko for manglende omsorg for eller beskyttelse af dem, der bliver såret af andre menneskers synd. Men den overdrevne klapjagt på syndere fører til, at der føjes ny synd og smerte til den, som allerede er forvoldt. Og faren for ’synder-jægerne’ er, at de bliver så optaget af andres synd, at de glemmer, de er sat i et nåderige, og at de i øvrigt selv har brug for Guds og menneskers tilgivelse.
Der er meget på spil. Og det får konsekvenser, uanset om der bliver handlet eller ej i en situation, hvor nogen har gjort andre ondt. Derfor er det ikke nogen løsning at skyde emnet fra sig.
Det er vigtigt, at menighedstugtens fortegn er nåden, tilgivelsen og genoprettelsen. Paulus siger det sådan i Gal 6,1-2: ”Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”. Menighedstugtens formål er altså at føre mennesker frelst og bevaret hjem. Det gælder overtræderen, det gælder ofrene, hvis der er sådan nogen, og det gælder menigheden i øvrigt. Og med det in mente, at ingen er hævet over andre her.
På den plads, der er til rådighed, er det ikke muligt  at tage alt op, så artiklens fokus er primært menighedens reaktion på etiske overtrædelser af Guds bud med udgangspunkt i Matt 18. Menighedstugt over for mennesker, der ønsker at fremme en lære på tværs af Guds ord, behandles ikke her.

Baggrunden

For at få rigtig tag på hovedversene om menighedstugt, nemlig vers 15-20, er det værd at begynde med baggrunden. Så får vi rigtig fat i Jesu frelsersind, og hvem vi selv er. Det viser os nemlig også, at hverken hjerteløs fordømmelse eller fej konfliktskyhed er vejen frem.
Kapitlet begynder med disciplenes spørgsmål om, hvem der er den største i Himmeriget. Jesu svar lyder i vers 4-5 som følger: ”Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig”. I forhold til vores emne fremhæver jeg blot dette: Det lille barn, som Jesus stillede midt iblandt dem, er det oversete og ringeagtede.
I næste afsnit, skal vi være meget opmærksom på sammenhængen for at få Jesu pointe med. For hvem er disse små (v.6), som tror på Jesus? Afsnittet skal læses med de følgende afsnit in mente. Så ’de små’ er de ringeagtede (vers 10), de fortabte (vers 11), de vildfarne (vers 12), en bror, der forsynder sig mod dig (vers 15 og 21) og en medtjener, der skyldte 100 denarer (vers 28).
Pointen er, at også du kan bringe din bror til fald med din ringeagt. Det, som Jesus taler imod og fordømmer her, er faktisk den, der oplever en kristen bror forsynde sig imod ham uden at gøre andet end fortælle de andre over kaffen, hvad N.N. har gjort.
Menighedstugt begynder i stedet med at tale med vedkommende, så der er mulighed for at rede trådene ud og evt. få bekendt og sagt undskyld og tilgivet. Når man bagtaler, ringeagter man den anden, for synderen får aldrig mulighed for at få at få gjort op og blive rehabiliteret. Overtræderen bliver frosset ud af det kristne fællesskab, og risikerer faktisk Helvede, fordi synden aldrig blev gjort op, og du eller jeg advarede ham ikke! Også du eller jeg, som har holdt mund og i stedet bagtalt og ringeagtet, risikerer faktisk at miste det evige liv.
Vi viser synderen respekt og kærlighed ved at tale med ham. At det så måske kan koste venskaber eller et dårligt rygte at gøre det, er vel indeholdt i Jesu voldsomme ord om at miste sin hånd eller fod eller øje, altså blive lemlæstet eller vanfør.

Tugtens tre trin

Når Jesus skal anvise os vejen peger han på tre trin, som skal tages i den rigtige rækkefølge, så sagen ikke skal blæses op til mere end nødvendigt. Først efter det tredje trin kan vi tale om menighedstugt i form af udelukkelse fra menigheden. Proceduren skal kunne afbrydes efter behov:
1. Drag din bror til ansvar på tomandshånd
2. Tag en eller to med dig til en ny samtale
3. Sig det til menigheden (lederne)
Når en bror forsynder sig imod dig, skal du tage en snak med ham på tomandshånd. Og få det gjort, så snart anledning byder sig, så det ikke sætter sig i bitterhed, nag eller ringeagt. Det kan også bare være, at der er nogle misforståelser, der skal ryddes af vejen, at tingene måske ikke er, som du troede., Det er en vanskelig samtale, som kan gå godt, men den kan også mislykkes med bagtalelse af dig eller mistet venskab til følge (Jf. de mistede lemmer, som Jesus taler om inden). Disse perspektiver kan, forståeligt nok, lamme. Men Jesus giver dette løfte med i vers 10b-11: ”For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”. Gud Fader er langmodig med os. Derfor leder han os til omvendelse igen og igen. Dette løfte om kærlighed til syndere må du gå med til den vanskelige samtale. Det er ikke tomme ord. Han døde også for overtræderne og de fortabte. Også ham, du nu skal snakke med. Lykkes samtalen, så der bliver gjort op, har du vundet din bror, siger Jesus. I får en ny begyndelse sammen og med Gud. Tilgivelsen fylder forholdet.
Desværre kan det gå sådan, at samtalen mislykkes trods dine gode intentioner. Modparten havde ikke behov for tilgivelse, og du fik ikke nogen tilfredsstillende forklaring på det hændte. Så må du prøve igen, og tage en eller to andre med dig. Han og du får en ny chance, og der er ekstra ører til at lytte med.
Først hvis også dette mislykkes, må du gå til menigheden. Dvs. du må gå til dine ledere. Så må de tage snakken med vedkommende. Han får stadig mulighed for at forklare sig, og han har stadig mulighed for at få bedt om tilgivelse.
Hvis synderen ikke hører på menigheden, der hvor han tre gange har fået chancen for at forklare sig eller bede om tilgivelse, er det først dér, at menighedstugtens fulde konsekvens træder i funktion: Han skal regnes som hedning og tolder. Det betyder, at han ikke har nogen opgaver i menigheden og ikke kan modtage nadveren, at han i det hele taget ikke hører til der længere.
Ikke det sidste ord
Menighedstugten er dog ikke det sidste ord. Jesus opsøger de vildfarne får. På samme måde som menighedens Herre spejder efter de fortabte og leder efter de vildfarne, gør menigheden det også. Den gør ikke noget for at gøre det sværere for den pågældende at få gjort op og få en ny begyndelse. At den, der er sat i menighedstugt, ikke er velkommen i menigheden, betyder ikke, at menighedens medlemmer ikke må omgås vedkommende privat. Disse kontakter på privatplan kan måske være vejen tilbage til menighedens fællesskab.
Må Gud hjælpe os til at praktisere menighedstugt. Og i første omgang tale sammen i kærlighed og forståelse, så mennesker bliver frelst og syndere revet ud af ilden i stedet for den dødsensfarlige bagtalelse og ringeagt. Må Gud tilgive vores fejl og fejhed.
Der er meget mere at sige om menighedstugten. Til videre studium anbefales Torben Kjærs bog: ”Når menigheden sætter grænser”, København 2001.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste