Budskabet

 

Loven hos Paulus

Torben Kjær

I denne artikel skal vi se på, hvilke funktioner loven har hos Paulus. Jeg vil komme ind på de vigtigste aspekter men kan naturligvis ikke omtale alt. Jeg begynder med at definere, hvad loven er for Paulus, dernæst vil jeg se på lovens funktioner i den ikke-kristne og til sidst på lovens funktion hos den kristne.

1. Hvad mener Paulus med ordet ”lov”?

Normalt anvender Paulus ordet ”lov” om Guds vilje. Loven formulerer, hvad der er Guds vilje. Den vilje er mennesket forpligtet på. Gud har formidlet sin vilje til mennesket via den naturlige lov og via moseloven. Den naturlige lov er den lov, Gud har indskrevet i ethvert menneskes hjerte (se Rom 2,14-15). Den er formuleret uden ord og er skrevet på menneskers hjerter. Det betyder, at ethvert menneske har et umiddelbart kendskab til denne lov. Den naturlige lov svarer i indhold til de ti bud. Den naturlige lov har Gud formidlet til Israel i skriftlig form. Det sker i moseloven. Kernen (= de ti bud) er formuleret i ord og er skrevet på stentavler. Ud over denne kerne rummer moseloven utallige love og regler, der var forpligtende for Israel. Moseloven i dens helhed havde gyldighed, indtil Kristus kom (se Gal 3,19). Moseloven er nu afskaffet, så at hverken jøder eller ikke-jøder er forpligtede på at følge den (se ApG 15,19-21). For Paulus er lovens forpligtende indhold de ti bud (se Rom 2,21-22; 7,7-8; 13,8-10 og Ef 6,2). I Rom 1-3 viser Paulus, at både ikke-jøder og jøder er forpligtede på Guds vilje (se Rom 1,32 og 2,14-16). I Rom 3,19-20 samler Paulus, hvad han har skrevet i det foregående. Jeg tager første del af vers 19 frem:
 ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven”.
I det foregående har Paulus beskrevet hedninger og jøder, og alle er under loven, som de kender via den naturlige lov eller via moseloven, og loven taler derfor til alle. Loven er Guds lov for alle.  

2. Loven og synderen

Guds lov er de ti bud. Dem er vi forpligtede på, og Gud vil, at alle skal opfylde dem. Men det sker ikke. Paulus beskriver en række steder, hvad der sker, når Guds lov støder sammen med en synder.
a) Lovens kognitive funktion
Loven afslører, at synd er synd og giver derfor erkendelse af synd. Dette er lovens kognitive funktion. Loven formulerer Guds vilje i forskellige bud, og de formulerer, hvad det hellige, retfærdige og gode er (Rom 7,12). Loven bliver derved et spejl, som den enkelte ser sig selv i, og i det spejl afsløres alt, hvad der ikke stemmer overens med Guds bud. Dette er synd, og denne afsløring giver syndserkendelse. Paulus formulerer lovens kognitive funktion i Rom 3,20b:
”Det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse”.
Hvis der ikke er nogen lov, der åbenbarer Guds vilje, er der ingen mulighed for at bryde Guds vilje og dermed begå synd.
b) Lovens instrumentale funktion
Ifølge denne funktion fremkaldes og virkes synden ved budet. Synden misbruger budet til at virke synd. Denne funktion beskrives i Rom 7,7-13. Her fortæller Paulus en historie om et ”jeg”. Dette ”jeg” er Paulus og andre, der stolede på loven og ventede alt godt fra den. I Rom 7,7-13 beskriver Paulus ikke-kristne. Han beskriver sin egen og andres fortid, for i Rom 7,5 beskriver han det samme som i Rom 7,7-13, og i Rom 7,5 er det tydeligt at han beskriver fortid (”for dengang vi var i kødet”).  Rom 7,9-11:
”Jeg levede engang uden lov,
men da budet kom, levede synden op, og jeg døde.
Budet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død.
For med budet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig med det”.
Paulus fortæller om et ”jeg”, der engang levede uden lov. Det kan ikke betyde, at ”jeg’et” levede uden kendskab til Guds lov, for alle mennesker kender Guds lov via den naturlige lov. Det betyder, at ”jeg’et” levede uden det bud, som synden misbrugte til at virke begær. Budet er Guds bud (Rom 7,7 og 12), og Paulus skriver om, at budet kommer til dette ”jeg”, hvor synden findes, men synden er slumrende og inaktiv. ”Uden lov er synden død” (Rom 7,8) betyder, at synden er inaktiv uden lov. ”Men da budet kom, levede synden op” (Rom 7,9) betyder, at synden vækkes af sin dvale og aktiveres, og synden får liv, kraft og vitalitet fra budet. Ved budet virkes begær i ”jeg’et”. Det svarer til formuleringen i 1 Kor 15,56, at loven er syndens kraft. Her er der tale om, at synden misbruger budet til at vække og aktivere synden, så at synden virker begær ved budet. Synden forøges derved. Når synden misbruger budet til at virke begær, sker der ikke kun en aktualisering og afsløring af syndens væsen, men dette bud virker også ind på synden og gør noget ved den. Synden forstærkes og forøges intensivt og gør synden endnu mere indædt. Synden viser sig ”at være syndig ud over alle grænser” (Rom 7,13).
Når det gælder lovens instrumentale funktion, sker der et misbrug, og synden forøges kvantitativt, og synden selv forstærkes i mennesket.
c) Lovens transformative funktion
Ifølge denne funktion forvandler loven synd til overtrædelse. Der er tænkt på lovens transformative funktion. I nogle tekster skelner Paulus mellem ”synd” (hamartia) og ”overtrædelse” (parabasis). Synd er ulydighed mod Guds vilje, men ”synd” bliver først til ”overtrædelse”, når et menneske bryder Guds verbalt åbenbarede bud. Et verbalt åbenbaret bud kalder man et positivt bud. Paradisbudet (1 Mos 2,17) og moseloven er positive bud. Den naturlige lov (Rom 2,14-16) er ikke et positivt bud. Ulydighed mod den naturlige lov er ”synd”, men ulydighed mod Paradisbudet eller moseloven er ”overtrædelse”. I Rom 4,15 skriver Paulus om moseloven:
”Men hvor der ingen lov findes,
er der heller ingen overtrædelse”.
Sammenhængen handler om moseloven, og ”ingen lov” er da, før moseloven blev givet, og da findes ingen ”overtrædelse” (parabasis). Det er først, når moseloven kommer, at ulydighed mod Guds vilje bliver til ”overtrædelse”. I Rom 5,13 skriver Paulus om, at der var ”synd” i verden, før moseloven blev givet, men ”synden” blev ikke tilregnet som overtrædelse. I Rom 5,14 beskriver Paulus perioden fra Adam og til Moses. I denne periode syndede mennesker ikke på samme måde som Adam, for i denne periode var Guds lov endnu ikke åbenbaret verbalt. Adams synd var en ”overtrædelse”, for han var ulydig mod et positivt bud (paradisbudet), og Paulus anvender derfor ordet ”overtrædelse”. Israels synd er ”overtrædelse”, efter at moseloven er kommet, fordi den da er ulydighed mod et positivt bud. Adams synd og Israels synd efter moseloven er sammenlignelige, og derfor kan Paulus identificere Adams ”overtrædelse” med Israels ”overtrædelse” efter moseloven. Rom 5,14:
”Men døden herskede fra Adam og til Moses også over dem,
der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam”.
Adams ulydighed var en ”overtrædelse”, ligesom jødernes ulydighed var en overtrædelse, efter at moseloven var givet til dem.  Når ”synd” forvandles til ”overtrædelse” bliver synden mere bevidst og tydelig ulydighed (Rom 5,20).
d) At føre til Kristus
Guds intention med loven er, at den skal skabe syndserkendelse hos mennesket. Det gælder også lovens instrumentale og transformative funktion. Denne syndserkendelse skal fjerne stolthed, gerninger og egen retfærdighed fra mennesket, så det står tilbage som synder, og så at det drives hen mod Kristus og hans retfærdighed. Dette beskriver Paulus i Gal 3,22-23. I Gal 3,22 står der:
 ”Men Skriften har indesluttet alt under synd,
for at løftet ved tro på Kristus kunne gives dem, som tror”.
Med ”Skriften” er der tænkt på den dom, der fældes i GT over menneskeheden, at alle er syndere. Denne dom finder vi gengivet i Rom 3,9-18. Formuleringen ”indesluttet alt under synd” fortæller, at Skriftens dom indespærrer alle under synden, så at ingen kan undslippe. Dommens formål er, at løftet, og her er der tænkt på løftets indhold nemlig retfærdigheden, kunne gives til dem, der tror. Loven spiller en central rolle i denne dom, og denne dom tjener løftet og evangeliet. Lovens afslørende dom har altså som formål, at retfærdighed kan gives til de troende. Dette udfolder Paulus i Gal 3,23-24a:
 ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde,
indtil troen skulle åbenbares,
så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom”.
En oversættelse er altid en tolkning. Jeg har citeret den autoriserede danske oversættelse, og det er tydeligt, at man forstår vers 23-25 frelseshistorisk. ”Troen” er = evangeliet, og Paulus beskriver en udvikling i frelseshistorien. Først er der en periode, som begynder ved Sinaj. Det er lovens periode. I den periode blev vi (= jøderne) bevogtede under loven. I den periode var loven vores opdrager. Lovens periode ophørte, da ”troen” = evangeliet og Kristus kom. Derfor oversætter man vers 24a med ”indtil Kristus kom”.
Denne tolkning står og falder med, at ”troen” har objektiv betydning og svarer til evangeliet, men det er ikke tilfældet. Den omtalte tro er subjektivt forstået som personlig tro og tillid, for det er kun troen som personlig tillid, der flytter et menneske fra loven og til retfærdigheden (se vers 26). Det betyder, at vi skal forstå disse vers individuelt om det enkelte menneske (personhistorisk). Paulus skriver, hvad der sker, når den enkelte kommer til tro: Han flyttes  fra at være under loven til at være under retfærdigheden. Jeg oversætter derfor vers 23-24a:
 ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde,
 indtil troen skulle åbenbares,
så at loven er blevet vores opdrager til Kristus”. 
Paulus beskriver den kristnes individuelle historie fra at være vantro og til at være troende. Alle kender Guds lov, alle synder, og alle rammes af Guds dom. Loven virker syndserkendelse, og alle spærres inde under synden (jf. vers 22). Loven bliver da vores ”opdrager” ved at virke syndserkendelse. Derved driver den, fører og leder mennesket til Kristus. Deri består dens opdragende funktion. Derved forbereder den mennesket på at modtage frelsen. Loven som opdrager virker stadig syndserkendelse i os og fører stadig dommen over synden ind over os. Den låser os derved fast under synden. Derved skabes der en fortvivlelse i mennesket. Der skabes en desperation og en frygt for dommen, der driver os til Kristus.

3. Loven som norm for den troende

Når loven har skabt syndserkendelse hos mennesket og drevet det til Kristus, har loven ikke udspillet sin rolle. Guds lov (de ti bud) er fortsat en formulering af Guds vilje, og den vilje er vi fortsat forpligtet på at leve efter. Men der en markant forskel på før og efter troen. Paulus skriver om ikke-kristne, der ønsker at følge loven (Rom 2,1-5; Rom 2,17-24 og Rom 10,1-4), men de kan kun opfylde loven i det ydre og ikke i hjertet, for denne opfyldelse sker uden kærlighed til Gud og uden Kristus og uden Ånden (jf. Fil 3,3 og Rom 8,7). Efter troen er den kristne blevet et nyt menneske, og den kristne kan nu af hjertet og i kærlighed til Gud opfylde loven.  Det er dog kun en delvis opfyldelse, der sker i troen på Kristus og med Ånden. Denne delvise og kun delvise opfyldelse er vores helliggørelse. Den skal ikke sammenblandes med vores retfærdighed. Jesus opfylder helt og fuldt Guds lov, og han gør det i vores sted. I retfærdiggørelsen tilregnes vi denne opfyldelse af loven. Gud erklærer os retfærdige og tilsiger os derved Jesu opfyldelse af loven. Vores retfærdighed er da fuldkommen i modsætning til helliggørelsens ufuldkomne opfyldelse af loven.
Vi vil se på nogle steder, hvor Paulus beskriver loven som norm for de troende. I Rom 6,12-23 skriver Paulus om den kristne, og Paulus formaner de kristne til at bruge deres lemmer (dvs. sig selv og deres resurser) som redskaber for retfærdighed. Loven formulerer, hvad retfærdighed er (Rom 7,12), og den kristne skal virkeliggøre denne retfærdighed. I Rom 7,14-25 skriver Paulus om den kristne, at han vil det gode, som loven formulerer.  Den kristne ”glæder sig inderst inde over Guds lov” (Rom 7,22). Den troende vil opfylde Guds vilje. I Rom 8,4 skriver Paulus om formålet med, at Gud sendte Jesus og fordømte synden i kødet. Det skete
”for at lovens krav skulle opfyldes i os,
der ikke lever i lydighed mod kødet,
men i lydighed mod Ånden”.
Disse steder viser, at loven (de ti bud) er en norm for den kristne, at den kristne er bundet til loven i sin vilje, og at den kristne vil Guds lov.

4. Sammenfatning

I denne artikel har jeg set på loven hos Paulus. Guds forpligtende lov er de ti bud, og Paulus beskriver flere forskellige funktioner, som loven udfører i den ikke-kristne. Loven giver syndserkendelse, den misbruges af synden til at virke begær, og den verbalt åbenbarede lov forvandler ”synd” til ”overtrædelse”. Guds formål med alt dette er, at loven skal føre mennesket til Kristus ved at skabe syndserkendelse og tage vores egen retfærdighed fra os og derved drive os til Kristus. Hos Paulus er Guds forpligtende lov (de ti bud) normen for de troende. Loven åbenbarer hvad der er Guds vilje for os. 

 

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste