Budskabet

 

Livet og loven

Thomas Holden Jensen

Denne artikel skal handle om lovens plads i en kristens liv med særligt henblik på forholdet til min næste. Men først må det klargøres, hvad Guds lov er og hvad dens formål er i vores forhold til Gud.

Loven i mit forhold til Gud

Overordnet set kan loven defineres som: Det i Guds ord, der kræver noget af os, som vi skal gøre. Loven kræver gerningen, som vi skal udføre i tjeneste for Gud og vores næste. Loven giver os intet, men kræver i stedet noget af os – både i tanke, ord og gerning.
Skal vi med ganske få ord fra Skriften udtrykke, hvad loven er for noget, kan vi anvende ordene fra Tredje Mosebog: ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig” (3 Mos 19,2).
I Det nye testamente anerkender Jesus følgende udsagn som et fyldestgørende udtryk for hele loven: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10,27).
I lidt snævrere betydning bruges betegnelsen ”loven” om de ti bud, som vi finder dem i henholdsvis Anden Mosebog kap.20 og Femte Mosebog kap.5.
Loven kræver ikke blot de ydre handlinger af os, som de enkelte bud direkte taler om. For loven er åndelig, den sigter på hjertet – den sigter på hjertets hellighed.
Ved at overholde alle lovens bud med mit legeme, har jeg altså ikke overholdt loven – så langt fra. For loven kræver det af os, som intet menneske er i stand til – nemlig et rent, helligt hjerte. Loven kræver fuldkommenhed både i den ydre gerning og i hjertets inderste og dybeste motiver for den udførte gerning.
Har du overholdt et ydre bud, fx undladt at lyve, spørger loven: Har du undladt at lyve, fordi du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind og din næste som dig selv?
Loven sætter altid os mennesker helt til vægs og viser os, at vi IKKE har overholdt et eneste af dens bud. Her kommer vi altid til kort.
Derfor er det også lovens væsentligste og egentligste gerning at drive synderen til Kristus – at virke syndserkendelse (Rom 3,19-20).
Men at en sådan synder kommer til Kristus er altid Helligåndens gerning. Loven kan kun drive en synder til fortvivlelse over sig selv. Det er alt, hvad den magter at gøre.
Loven baner vejen for at evangeliets herlige budskab kan blive modtaget i tro, hvor og når Gud vil. Hvis ikke et menneske ved loven er bragt til fortvivlelse over sin synd, og har set sin egen hjælpeløshed, kan et menneske heller ikke modtage evangeliets forløsende budskab. Jesus siger jo: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark 2,17). Eller som Martin Luther engang har udtrykt det: ”Loven afslører sygdommen, evangeliet giver lægemidlet”.
I mit forhold til Gud har loven ingen plads længere, for her gælder kun min Herre Jesus Kristus i mit sted. Han står altid for Guds åsyn til bedste for mig. Han er én gang for alle gået ind i den himmelske helligdom og har vundet mig en evig forløsning, en evig løskøbelse fra syndens løn, der er døden.
I troen på Jesus har jeg fået skænket al nåde, fred, retfærdighed og evigt liv. Der mangler intet, jeg er i ham helt retfærdig, ren og hellig (1 Kor 1,30-31). Når det gælder min retfærdighed og min frelse, vil jeg ikke vide af noget andet end af Jesus Kristus og det som korsfæstet. Det er sikkert og vist.
Det bedste menneske i sig
er døden værd, har synd utallig;
selv ringest kristen er i dig,
o, Jesus, helt retfærdig, salig.
Lov, ære, pris evindelig!
Al salighed er blot i dig,
blot i dig”
(Carl Olof Rosenius)

...og i forholdet til min næste

Når vi derimod taler om loven i relation til vores nærmeste og dem, vi møder, er den imidlertid også her i høj grad relevant for den enkelte. Her har opfyldelsen af lovens ydre bud nemlig overordentlig stor betydning for livet her på jorden. Både for os selv og for vores næste. Loven viser mig, hvordan jeg er skyldig at være sindet og handle mod min næste.
Og hvem din næste så er? Ethvert menneske er skabt og elsket af Gud og således også din næste (ApG 17,26; Luk 10,29-37; Matt 5,44-48).
I forholdet til min næste må jeg lade loven gælde for mit kød. Ikke for selv at opnå nogen fortjeneste over for Gud. For over for Gud gælder kun min Herre Jesus Kristus, som døde og gav sig selv hen for mig for at løskøbe mig fra syndens skyld og en evig fortabelse – og vinde mig en evig retfærdighed hos Gud (Rom 11,6). Men som det frelste menneske jeg er i troen på Jesus Kristus, bør jeg i glæde over evangeliet også elske min næste som mig selv.
Men spørger nogen, hvordan de skal handle over for deres næste i det daglige, ydre liv, så er Guds ord og bud en god og sikker vejleder, der viser os, hvordan kærligheden til vores næste bør og skal komme til udtryk i vores jordiske liv. Gud har påbudt os at elske vores næste som os selv.
Kærligheden er altså det alt dominerende i dette forhold. Men fordi også vi, der er levende kristne, er syndige mennesker, der er så forblindede af synden og vores kød, at vi ikke af os selv kan se, hvor vejen går i dette forhold, viser Guds bud os, hvori de sande kærlighedsgerninger består.
En overordnet regel har Jesus selv givet os: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7,12).
Erik Pontoppidan forklarer så glimrende dette vers i sin forklaring til Luthers lille katekismus: ”Når jeg sætter mig i næstens sted og betænker, om jeg af ham ville slås, bandes, bedrages, bestjæles, bagtales, og idet min egenkærlighed siger nej, er den mig en regel for kærlighed imod min næste, viser og, hvad godt jeg bør gøre ham i det ondes sted”.
Jeg skylder altså min næste at handle mod ham, som jeg selv ville have, at han skulle handle mod mig. En glimrende tommelfingerregel, der viser os vejen i hverdagen. Men her må jeg også selv bekende, at jeg så ofte gjorde det, som behagede mig selv, men ikke gavnede min næste – fordi mit kød altid kun vil sit eget bedste.
Ofte kan det være uendeligt svært at handle kærligt over for vores næste. Satan og vores eget kød har travlt med at udpege alle de fejl og mangler som netop det menneske har – og hvor uoverkommelig en opgave det er at elske netop et sådant menneske. Og samtidigt har de to kumpaner lige så travlt med at forsøge at skjule vores egne fejl og fremhæve vores egen ”fejlfrihed”.
Men når disse tanker dukker op i vores sind, må vi altid være på vagt. Det er nemlig altid væsentligt sværere at se sine egne fejl end sin næstes. Det er, som Jesus siger: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Luk 6,41).
I den forbindelse kan vi her bringe den synd ind i billedet, som ofte hærger blandt dem, der kalder sig kristne – nemlig bagtalelse. For hvor er det nemt at sige noget ufordelagtigt om den person, jeg ikke kan lide eller har set mig gal på – og så selv stige i andres og egen agtelse. Men her taler Guds ord klart: Bagtalelse er synd, hvordan vi så end vender og drejer det, eller hvilke navne vi så ellers kan finde på at kalde det.
En god generel regel er, at du kun skal tale positivt om din næste og ellers tie. Har du noget at påtale, må du gøre det, når denne er til stede. Finder du det ud fra Guds ord nødvendigt at formane ham, må du først gøre det under fire øjne, men altid med kærlighed og i mildhed (Gal 6,1).
Hvor vi end møder vores næste – i menigheden, i familien, på arbejdspladsen og i samfundet – bør vi betragte denne som elsket af Gud og uendelig dyrebar i hans øjne. Så dyrebar, at Gud sendte sin egen søn til jorden, for at netop det menneske i troen skulle eje evigt liv og fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus (1 Joh 4,11).
Når Gud således har elsket alle mennesker, bør vi også elske vores næste. Også selvom det menneske måske har irriterende karaktertræk, ikke har samme holdninger som vi selv, eller det i det hele taget er en person, det er svært at holde af. For det menneske er, som du selv, elsket af Gud.

 

 

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste