Budskabet

 

Kærlighed til loven

Henrik Gren Hansen

Et temanummer om loven... Ak og ve, fristes man til at tænke. Det bliver tungt. Det er vist ikke lige det, jeg har brug for i mit kristenliv lige nu ...

For mange kristne er loven en byrde, som bevidst eller ubevidst søges undgået.
Et tankevækkende modstykke hertil får vi i Salme 119: ”Jeg takker dig af et oprigtigt hjerte, fordi jeg må lære dine retfærdige bud” (v.7). ”Jeg glæder mig over at følge dine formaninger som over alverdens rigdom” (v.14). ”Altid hentæres min sjæl af længsel efter dine bud” (v.20). Og: ”Jeg opmuntres ved dine befalinger, som jeg elsker” (v.47).
Sådan fortsætter det. Salmisten kan ikke blive færdig. Og det resulterer i, at Bibelens længste kapitel er én lang lovprisning af Guds bud! Den inderligste kærlighedserklæring til de selvsamme bogstaver, som for mange af os mest af alt er en hovedpine.

Lovens anfægtelser

Der kan være flere grunde til, at en kristen kan have svært ved at synge med på Salme 119.
Det kan for det første handle om, at loven opleves som en trussel mod min dyrebare hvile i evangeliet. Endelig har jeg turdet tro, at Jesus har gjort alt for mig; endelig har jeg fået det ind i hjertet, at mit forhold til Gud er konstant og helt uden præstationsræs – og så indhenter lovens lange arm mig alligevel: Der er stadig noget, Gud forventer af mig. Det var altså for godt til at være sandt ...
For det andet kan det skyldes noget meget mindre fromt, nemlig mit hjertes dybe modstand mod Gud og ønske om herredømme over mit eget liv. Loven provokerer mig, fordi den gør mig lille. Den sætter mig på pubertetsknægtens plads i forhold til Gud og kalder derfor på modstand: Hvad skal jeg med de ældgamle forskrifter, som vil opdrage mig ved at suge glæden ud af livet, binde mig og lukke mig inde i et koldt og pietistisk mørkekammer?
Skulle jeg elske Guds befalinger?
Loven kan anfægte den kristne på flere andre måder. Men så forskellige anfægtelserne end er, munder de ofte ud i en filtreret skriftlæsning, hvor lovordene forbigås, mens evangelieordene understreges i et forsvar mod lovens krav. Midt i dette lurer loven som en dårlig samvittighed. Den søges undertrykt, men bliver netop derfor magtfuld som et sort spøgelse, der kaster tunge skygger over det, der skulle være et evangelisk kristenliv.

... og dens velsignelser

Der er et stort behov for vejledning i lovens brug i en kristens liv i dag. En forkyndelse der kender lovens anfægtelser, men også dens velsignelser og uundværlighed.
I sin vejledning til fred skrev Rosenius følgende grundregel: ”Når det drejer sig om vort liv, skal vi være ængstelige og påpasselige, men her er vi som oftest selvsikre og letsindige. Når det drejer sig om at stole på Guds nåde, kan vi være frie og trygge i Kristus, men her er vi som regel alt for bundne og bange”.
Evangeliets tale må lyde rent og klart. Enhver sund lovforkyndelse gør ikke evangeliet mindre glædeligt, men tværtimod mere velsignet for den enkelte. Det må stå tindrende klart, at hvor tung lovens anklage end er, så har Jesus dog taget dit gældsbevis og naglet det til korset, så det nu er slettet (Kol 2,14). Enhver, der klynger sig til det, er fri af lovens forbandelse (Gal 3,13), dvs. dens fordømmelse.
Kun hvor denne fuldstændige frihed fastholdes, fødes kærligheden til loven. ”Kan jeg ret mig dølge i Jesu Kristi død, må kærligheden følge til budet, som det lød” (ÅSS 375).
Skal vi have et ret forhold til loven, må det ske gennem Jesus. Ham som netop ikke kom for at nedbryde loven, men for at opfylde den. Han ændrede ikke på den, for loven var et udtryk for hans eget væsen, hans uendelige kærlighed (Rom 13,8-10, jf. 1 Joh 4,16).
Og vi er frelst til at blive som Jesus! Det er ikke et forventningskrav til dommedagseksamen. Det er en nåde uden lige. Vi fritages for alt det, der gør livet ondt; det som vores kødelighed udmaler som en fortryllende frihed, men som i virkeligheden er en bundethed til syndefaldets råddenskab. Når Paulus siger, at ”synden skal ikke være herre over jer” (Rom 6,14), er det ikke et krav, men et herligt løfteord.
Det nye liv, som Helligånden skaber i os, når han åbenbarer Guds lov og evangelium for vores hjerter, vil her på jorden altid være i indædt kamp mod kødets kræfter, der vil drive os ud af evangeliets virkelighed og vende rundt på frihed og fangenskab. Men i dit hjerte, inderst inde, er en stemme i dit liv, som glæder sig over Guds lov som salmisten (jf. Rom 7,22). En stemme som en dag skal forløses fra sit fangenskab og bryde ud i jublende lovsang for Gud.
Hører du ikke denne stemme, og mærker du kun ligegyldighed over for eller protest mod Guds lov, da kom til Gud med fortvivlelse over dit trælbundne liv, men vær forvisset om, at evangeliet ikke afhænger af, hvad du mærker i hjertet. Jesus kom for at frelse os ugudelige.

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste