Budskabet

 

Israel og de sidste tider

Samuel Roswall

Mange folk har problemer, når de skal beskrive deres historiske oprindelse. Men det gælder ikke det jødiske folk. Israels oprindelse beskrives meget konkret fra 1 Mos 11,27. Og derefter er det faktisk Israels historie, der er kulisse for Bibelens begivenheder. En historie, som i øvrigt er fortsat indtil vore dage, til undren hos dele af den historiske videnskab. Da den tyske filosof, Hegel, i sin historiefilosofi kom til det jødiske folk, udbrød han: ”Jødernes historie er mig en mørk og brydsom gåde. Jeg kan ikke forstå den. Den passer ikke ind i vore almindelige begreber”.
Men Bibelen har faktisk en forklaring på gåden. Sagen er, at Gud, som vil at alle folk skal kende Herren, besluttede at det skulle ske gennem Israels folk.

Udvalgt til en bestemt opgave fra et bestemt sted

Det begyndte med, at Gud suverænt udvalgte nogle mennesker til en bestemt opgave på et bestemt sted på jorden. Til Abraham blev det sagt, at han skulle bryde op fra det kendte og forudsigelige og gå en fremtid i møde, som han ikke kendte. Den besked blev givet med tanke på den bestemte opgave at være en velsignelse (1 Mos 12,2). Heri lå opgaven for Abraham og hans efterkommere. Nu var grundlaget skabt for tilblivelsen af det jødiske folk. Udvælgelsen havde et universelt perspektiv, som rakte ud over det nationale. Det sagde Gud med ordene ”I dig skal alle jordens slægter velsignes”.
Velsignelsens opgave skulle i øvrigt udføres med udgangspunkt i et bestemt sted på jorden. Herren bad Abraham drage ”til det land, jeg vil vise dig”. Og da han nåede landet sagde Herren: ”Jeg vil give dine efterkommere dette land” (1 Mos 12,7). Det havde Moses forstået, da han sang: ”Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod” (5 Mos 32,9).
Vi kan altså notere os, at Israel som folk blev udvalgt af Gud til en bestemt opgave. I første omgang gik opgaven ud på at være en velsignelse blandt alle folk. Senere blev opgaven mere specificeret, fx: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Israels udvælgelse betød ikke, at det jødiske folk skulle frelses på et andet grundlag end hedninger (ikke-jøder). Endvidere omtales Israel ikke som Guds folk, fordi det er et frelst folk. Derfor ser vi også, at Israel omtales som Guds folk selv i frafaldsperioder. Nej Israel er Guds ejendomsfolk på grund af udvælgelsen til en opgave, hvorigennem Gud ville give sig til kende for folkene. Endelig skulle opgaven altså udføres fra et bestemt sted på jorden som ”affyringsrampe”. I en fremtidsvision om Israel siges om Israels fjende (Gog fra Magog), at han vender sig mod ”det folk, der er samlet hjem fra folkeslagene, og … bor på jordens navle” (Ez 38,12). Efter matematikkens regler er der ikke noget centrum på overfladen af en kugle. Men det er der ifølge Guds frelseshistorie. Navlen er det sted, som modtager føden. Landet Israel er det geografiske sted, hvor Gud lader sin livgivende, frelsende nåde nå jorden. Sådan var det, da Jesus kom første gang. Da blev han født netop der. Det vil også ske, når han kommer anden gang og på ”Herrens dag” gør regnskabet op med sine fjender. ”På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem” (Zak 14,4). Historiens begivenheder er den kanal, som det har behaget den Almægtige Gud at handle og åbenbare sig igennem.
Som vi har set, omtaler Herren Israel som sit folk. Men skulle folket virkeliggøre opgaven med at være hans præster og konger og dermed være vidner om Israels Gud, var det vigtigt, at folket levede i overensstemmelse med, hvad Herren sagde flere gange: ”I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig” (fx 3 Mos 11,44).

Hvordan gik det så?

Hvordan er det så indtil nu gået folket og landet i den betroede opgave?
Egentlig begyndte det godt. På vej mod ”Det forjættede land” bekræftede Herren: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten” (2 Mos 20,1). I naturlig forlængelse heraf talte Herren så de øvrige ni ord om livet i forhold til ham og i forholdet mellem mennesker. Men historien kom alt for tydeligt til at vise, at folket svigtede. Og Israels egne profeter lagde ikke fingrene imellem, når de forkyndte Guds vrede og afsky over folkets synd og frafald, ja over dyrkelse af de afguder, som landets oprindelige indbyggere dyrkede. Samtidig tillagde folket sig deres religiøse skikke. Folkets frafald satte i øvrigt spor i landet. Fx siger profeten Ezekiel, at folket gjorde landet urent med deres møgguder (Ez 36,18). Og udviklingen førte til, at landet gik nationalt i opløsning. Samme profet er i øvrigt meget tydelig med hensyn til, hvem der stod bag den konsekvens: ”Jeg spredte dem blandt folkene, og de blev strøet ud i landene” (Ez 36,19).
Herefter må man unægtelig stille spørgsmålet: Har Israel så overhovedet nogen rolle at spille fremover?

En brudt og en ny pagt

Profeternes budskab veksler mellem tugt og løfte. Den første kategori har vi nævnt. Et løfteord møder vi fx i Jer 31,31ff. Her siger Herren, at han sluttede en pagt med Israel, da han førte dem ud af Egypten. Den pagt brød de. Sagen er, at pagtens ord (skrevet i sten) anviser vejen til liv (3 Mos 18,5) men giver ikke kraften til at følge vejen – jf. Paulus’ ord i Rom 8,3 om, at der er noget, loven ikke kan, fordi den kommer til kort på grund af kødet. I forhold til Guds lov kan vi dresseres, ligesom en abe kan dresseres til at gøre menneskelignende ting. Guds krav til sit folk var imidlertid ikke blot noget ydre (fx 5 Mos 10,16). Derfor kan et menneske kun leve efter Guds vilje, hvis det fornyes indefra og på den måde kommer til at ville Guds vilje. Det skete ikke for Israels folk. Men løfteordet hos profeten Jeremias fortsætter så: ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte”. Folket har altså fået løfte om et åndeligt indgreb, som gør, at det vil Guds vilje indefra. Altså en virkelighed der svarer til det, som sker med den enkelte troende, og som Paulus beskriver med ordene: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov” (Rom 7,22). Den virkelighed er udgangspunktet for Israels fremtidige rolle som Guds folk.
Inden vi går nærmere ind på den, vil vi spørge: Hvilken frelseshistorisk rolle har Israel haft hidtil?

Opgaven hidtil

Vi har tidligere nævnt, at Israel kaldes Guds folk – ikke fordi folket er frelst, men fordi det er udvalgt til en opgave over for andre folkeslag. Vi ser da også i Jer 31,35-36, at Israel vil bestå som Guds folk, så længe den af ham stiftede orden for naturen består. Men hvori har Israels opgave over for folkeslagene bestået?
1. Israels historie er over for os hedninger et stærkt vidnesbyrd om Guds dom og nåde. ”Alt, hvad der tidligere er skrevet er jo skrevet, for at vi kan lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4).
2. Israel har ved sin historie og ved sine profeter og apostle stået som formidler af Bibelens ord, jf. Rom 3,1-2: ”Hvilket fortrin har jøden så, eller hvad gavner omskærelsen? Meget på alle måder! Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet”.
3. Israel har i sit skød båret alle folkeslagenes frelser, jf. Rom 9,4-5: ”De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne, de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske”.
Det har i hovedsagen været Israels frelseshistoriske rolle indtil nu. Men hvordan så med fremtiden?

Et frelst folk i en endelig tjeneste

For at Israel endeligt kan varetage den opgave, nationen er udvalgt til, er det tilsyneladende nødvendigt med et guddommeligt indgreb.
Vi har tidligere nævnt den fremtidige åndelige hjertetransplation, som omtales hos profeten Jeremias. Vi læser noget tilsvarende hos profeten Ezekiel i kapitel 36. Men her tales om to faser i Guds indgreb. For det første nævnes en national genrejsning: ”Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land” (v.24). Dernæst en åndelig genrejsning: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (v.27). Det er åbenbart nødvendigt, for at Israel endeligt kan varetage den opgave, som Gud har udvalgt nationen til.
Hvad er det så, der skal ske?
I GT siges det: ”… over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret” (Zak 12,10). Det medfører en fornyelse og en renselse, som det siges efterfølgende fra kap.13,1. I NT siges det: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses” (Rom 11,25-26). Indtil det sker, har der været en del, jf. 11,5, som er frelst af Guds nåde i Kristus. (Vi kan jo her tænke på de messianske jøder i dag). Og Paulus arbejdede også for den gruppes vækst, jf. 11,14.
Men en dag bliver hele folket en frelst nation. Det sker, som han siger i v.26, idet ”befrieren kommer fra Zion”. Paulus’ henvisning til Es 59,19-21 viser, at der er tale om Jesu komme. At der er tale om Jesu andet komme fremgår for det første af, at Esajas-profetien taler om hans komme som noget voldsomt (en rivende flod, der drives frem af Herrens storm – svarende til at Jesus talte om sin genkomst i magt og herlighed). For det andet kan Paulus i Rom 11,26 ikke mene Jesu første komme, som jo var sket for længe siden, da han skrev Romerbrevet.
Både ud fra GT og NT kan vi altså se, at Israels omvendelse har sammenhæng med Jesu andet komme. Men kan en sådan genfødelse ske i et nu eller på utrolig kort tid? Den Paulus, som skrev om folkets omvendelse på den måde, kendte selv til, hvor pludseligt det skete, da han blev standset af Jesus – i et nu.
Når Israel får lov at indse, at Jesus virkelig er Israels Messias, og når Israels hjerte forvandles til at ville det, som Gud vil, så kan Israel på en ny måde tjene det, som var Guds formål med udvælgelsen.
Jamen, hvad er da Guds universelle mål? Det er at folkene skal kende Herren. ”Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund” (Hab 2,14). Og Herren arbejder efter, at ”de fjerne øer venter på hans belæring” (Es 42,4).
Hele skaberværket lider. Og i Mellemøsten er vi vidne til, at Israel og den arabiske verden menneskeligt talt befinder sig en håbløs konfliktsituation, som fremmer had, død etc. Ingen seriøs tænker kan menneskeligt talt forestille sig en realistisk vej til en virkelig og retfærdig løsning.
Men så skal vi huske på, hvad der har været tilfældet i Israels historie og i øvrigt også gælder i det enkelte menneskes liv i forhold til Gud. Først når vores muligheder for et sandt forhold til Gud er udtømt, så åbner vi vejen for Guds mulighed. Først når verden har nået et klimaks i sit oprør mod og flugt fra Gud, så er vejen åbnet for Guds mulighed til at nå verden med den velsignelse, som han udvalgte Israel til at formidle.
Mon tæppet snart går for næste akt i Guds store frelseshistoriske drama?
 
 

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste