Budskabet

 

En hyldest til det kristne fællesskab

Børge Haahr Andersen

Jeg var til en halvtreds års fødselsdag for nylig. Ikke én af de fester i min kristelige inderkreds, hvor vi spiser lidt rigeligt, drikker absolut mådeholdende og ellers lytter til lange taler, der slutter med en opbyggelig pointe. Fødselaren er ganske vist trofast kirkegænger, men det er noget, hun er blevet i moden alder, og hendes familie og arbejdskollegaer kan ikke beskyldes for at overrende kirken, og noget så eksotisk som et missionshus har de knap nok hørt om.

Det blev en eftermiddag, som i min erindring vil blive stående meget længe. Det skyldes fødselarens tale, hvor hun i det brogede selskab, hun havde samlet, fortalte om, hvad den lokale kirke var kommet til at betyde for hende. Hun citerede et vers fra en Grundtvig-salme: ”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker, er den dybe sammenhæng”, og tilføjede: ”Det, som står her, er også blevet virkelighed for mig”.
Hun begyndte at komme i kirken, fordi hun og hendes to piger havde boet i et meget muslimsk område. Derfor ville hun gerne, at de skulle lære deres egen grundkultur, altså kristendommen, at kende. Og så var der det ved den lokale kirke, at den kunne rumme Lasse, hendes multihandicappede søn, som ikke havde et sprog, men gav en del lyde fra sig under gudstjenesten. Der er ikke så mange fællesskaber, der kan rumme den slags mennesker, men det kunne kirken, og derfor følte hun sig velkommen. Jeg havde selvfølgelig håbet, at hun i forbifarten havde nævnt præstens prædikener som en årsag til, at hun kom i kirken! Men det var altså fællesskabet og rummeligheden, der blev fremhævet.

Bedre end dets rygte

Fødselarens livshistorie har en pointe, som jeg gerne vil fremhæve. Nemlig at det fællesskab, der er i kirkemiljøer og missionshuscirkler, er langt bedre end sit rygte. I hele mit voksenliv har jeg hørt den ene beretning efter den anden om, hvor dårligt vi magter at realisere et godt og varmt fællesskab i kristne miljøer. Kliker, dømmesyge, smålighed, hykleri, farisæisme, overfladiskhed, kun for de vellykkede mv. er ord, som igen og igen er blevet brugt. Og som de syndere, vi er, har vi bøjet hovedet, skammet os, bedt om tilgivelse og tænkt: Det bliver nok aldrig bedre.
Det er jo sandt, at kristne fællesskaber kan være sådan. Men det er ikke hele sandheden, og spørgsmålet er, om vi i kirke- og missionshuscirkler kan blive så fokuseret på det kristne fællesskabs begrænsninger, at vi har mistet blikket for, at vi midt i vores ufuldkommenhed og skrøbelighed har et fællesskab, der er værd at sætte ord på og værne om.
Paulus havde et anderledes fokus. Han kunne ganske vist meget konkret revse sine menigheder, men kunne fremhæve menighedernes synlige ”kærlighed til alle de hellige” og meget konkret fremhæve deres fællesskab og gode gerninger mod hinanden.

Et fællesskab i særklasse

Jeg har tænkt på det i forbindelse med mindesamvær ved begravelser. I storbyen udelades det ofte, og man nøjes med at sige farvel til hinanden på kirketrappen. Men er det én fra kirke- eller missionshusmiljøet, så tager man sig god tid til et ordentligt mindesamvær. Der sættes ord på sorgen, minderne og håbet, og der kommer nogle fællesskabskvaliteter til syne, som er anderledes end ved en ”almindelig” begravelse. Jeg kunne nævne mange andre eksempler på, at det kristne fællesskab er i særklasse og har en række kvaliteter. Det kommer ofte til udtryk i den måde, man behandler de syge, de ensomme, de uafrettede. Men også i graden af fortrolighed og medleven. Eller man flytter til en ny by eller egn og bliver modtaget som et medlem af familien i den lokale kirke eller det lokale missionshus, selv om man ikke kender en sjæl.
Lad mig nævne en anden fællesskabsfremmende faktor i de kristne miljøer. Det er, at fællessang fylder meget. Mange almindelige danskere er desværre blevet uvante med at synge, men samles man i kirke- eller missionshusmiljøet, så kommer der gang i salmetungerne.
Min pointe med at sige dette er ikke at sige, at gode fællesskaber ikke findes andre steder. Min pointe er heller ikke at sætte fokus på det kristne fællesskab for selve fællesskabets skyld. Det egentlige særpræg ved det kristne fællesskab er forholdet til Kristus og dermed den evighedsdimension, som gør selv det mest ufuldkomne kristne fællesskab til noget unikt.
Men min pointe er blot at sige, at det kristne fællesskab i kirke og missionshus er bedre end dets rygte. Når det er tilfældet, skyldes det, at Bibelen strør om sig med fællesskabsord, både når den formidler lov og evangelium. Og så tror vi jo som kristne på Helligånden og på Åndens frugter, som er kærlighed m.m. Vi skal ikke tro for småt om, hvad Guds ord og ånd kan gøre ved os og vores fællesskaber.

 

Lagt på nettet d. 21. februar 2011 af flemming

Artikelliste