Budskabet

Singleliv - en ny tilgang?

Stefan Cantore. Oversat af Peter Nissen

Når der tales om singleliv, tænker du måske på individualisme, selvbevidsthed, ensomhed, isolation, frihed til at gøre hvad man vil, ringe forbindelse til familie, uafhængig, nydelsessyg, selvoptaget og ungdommelig. Måske mener du, singler skal stå til rådighed for folk til babypasning, eller måske tænker du på nogle bestemte mennesker, som trænger til at komme ud af singletilværelsen!

I kristen sammenhæng har vi ofte en tendens til at putte mennesker ind i to separate kasser: vi taler om gifte, og vi taler om singler. Vi regner med at den overvejende del i singlekassen kun er der midlertidigt, indtil de flytter over i ægteskabskassen. Vi underforstår ofte, at de i singlekassen er mindre "hele" end dem i ægteskabskassen.
Jeg tror, at vi helt har misforstået, hvad singleliv er, og at denne forkerte tænkning har lige så meget at gøre med vores egen kulturelle bagage som vores manglende forståelse af Det nye Testamentes undervisning om, hvordan vi skal omgås hinanden i kirken.
Vi får indblik i Guds perspektiv på dette følsomme emne helt fra skabelsens begyndelse. I Første Mosebog 2 læser vi, at Gud så på Edens Have og på Adam og sagde: "Det er ikke godt, at mennesket er alene." Indtil dette øjeblik af Guds skabelse af verden havde alt været godt. Men på den sjette dag så han noget i sin kreative verden, som ikke var godt, nemlig det faktum at Adam var alene. Fra resten af skriften lærer vi, at Gud selv altid har været i relation med hvert medlem af treenigheden - Fader, Søn og Helligånd. Han er ikke en gud, som har stået uden relation til en anden person, og det samme gjorde sig gældende da han kom til sit største værk - skabelsen af mennesket. Han indså straks, at fordi han havde skabt Adam i sit billede, havde han brug for at leve i en relation. Derfor skabte han kvinden. Som mennesker, der er skabt i Guds billede, er vores evne til at indgå i relation til andre fundamental i vores livserfaring.
Jeg ønsker i denne artikel at se på et "relationsspektrum", som er fælles for alle mennesker, frem for at bruge tid på en kunstig konstruktion, som vi i mangel af bedre har kaldt singleliv. I den ene ende finder vi mennesker, som jeg vil kalde "relationsdannere". Dette er folk som er i relation med andre. I den anden ende finder vi "ikke-relationsdannere". Det er personer som ikke står i forhold til andre. Jeg tror, at vi uanset ægteskabelig status alle kan sætte os selv ind i dette relationsperspektiv. Nogle af os må gå frem og tilbage mellem disse poler på forskellige tidspunkter af livet, men det er vores mulighed og trang til at indgå i en relation, som er af størst betydning og ikke vores ægteskabelige status.
Lad os begynde med at se på "ikke-relations"-delen af spektret, fordi vi her finder vigtige indblik i, hvordan tiden og kulturen, som vi lever i, har indflydelse på vores forståelse af relationer. Disse indblik tjener som advarsler for at undgå mange af de fælder, som kan få os væk - ikke kun fra at relatere til andre mennesker - men også fra at relatere til Gud.

Ikke-relationsdannere

Min indledende påstand er, at ikke-relaterende mennesker umiddelbart synes at have stor tilknytning til andre. Men deres relatering kan beskrives som "kunstig". Den har skæret uden indholdet. Deres fokus er knyttet til deres egne behov, og dermed bliver de forbrugere af andre. De er mest optaget af spørgsmålet om, hvorvidt et forhold til en anden opfylder deres oplevede behov. De er fokuseret på følelser og på at finde måder at opnå denne flygtige oplevelse af lykke. Det handler alt sammen om at kigge indad med henblik på selvanalyse. Det er en nydelse af kunstige relationer, som ikke behøver forpligtelse eller ens rigtige navn - den populære udbredelse af internet chatrooms er et tegn på det. Det er overflødigt at påpege, at sex, enten ægte eller fantaseret, udgør en del af denne søgen efter dejlige følelser og personlig tilfredsstillelse. Men det sidste, som efterspørges, er ansvarlighed i nogen som helst form - hverken overfor andre mennesker eller kristne værdier. En "tagselvbords-åndelighed" er ofte et karakteristisk træk ved ikke-relationsdanneres liv. Der findes ikke nogen skabergud i deres bevidsthed. De vil hellere dyrke et abstrakt gudsbegreb med en stærk vægt på dybsindig spiritualitet med mulighed for at "få kontakt" med sig selv end den levende Gud. Med andre ord er det billede, som fremstilles for os i Romerbrevet 1, blevet virkelighed:
"For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr."
Det næste, som sker, er ikke kun et stort brud på deres relation til Gud - han hengav dem til syndigt begær i deres hjerter - men det fører også til store traumer og dysfunktioner i deres evne til at relatere sig til andre mennesker. Derved er løgn, ondskab, sladder, disrespekt og seksuel promiskuitet alt sammen blevet en del af en almindelig livsstil.
Hvis vi er ærlige over for os selv, hvad enten vi er gifte eller ugifte, kan vi genkende noget af os selv i det billede, som jeg har tegnet af ikke-relationsdannere.

Relationsdannere

Hvad så med den anden ende af spektret - de som er i relationer? Ja, en ægte tilfredsstillende relatering begynder med en relation til Gud gennem hans Ånd - som Paulus beskriver det i Romerbrevet 8,15-16:"... I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn."
Passager i Det nye Testamente taler yderligere om fællesskab med Gud. Jesus er synderes ven. Han er også vores bror, og vi er ved omvendelsen brødre og søstre til hinanden i det legeme som er kirken. Dette billede bliver yderligere styrket i Romerbrevet 12,4-5: "For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer" - vi kan ikke indgå i en større relation end den!!
Som konklusion kan vi sige, at for mennesker i relationer vil det også være oplagt at erfare fællesskab med Gud og andre. Relationsformerne vil inkludere familie, venskaber, menighedsfællesskab samt en større interesse i at indgå relationer til andre med henblik på at sprede evangeliet. Relationsdanneren kan være både gift og ugift. Jeg tror ikke, at den ægteskabelige stand er en god indikator på, om man oplever relation i dens dybeste og mest frugtbare forstand.
I sin bog The Search for Intimacy definerer Elaine Storkey intimitet på det mest grundlæggende niveau som 'at vide, at jeg ikke er alene i universet'. Hun understreger det faktum, at den viden ikke kun er teoretisk, men noget vi oplever og lever i - det er oplevelsen af en anden. Det er et møde, som bevæger os væk fra vores selvoptagethed til en opmærksomhed imod og involvering i andre, som vi genkender som lige så unikke som os selv.
Så når vi taler om singleliv, bruger vi måske et begreb, der skubber os mod et syn på et individ, som oplever en betydelig ensomhed, og som er en ikke-relationsdanner. Samtidig regner vi med at ægteskab betyder to mennesker der er gode til at relatere sig til andre. Jeg tror, at dette er falske forestillinger og ikke et bibelsk perspektiv. Singler og ægtefolk er falske modsætninger i Guds rige. Dette understreges ved at tage et evighedsperspektiv. Jesus lærte i Mattæusevangeliet 22,30 at "i opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen." Ægteskab er en institution for det jordiske liv og ikke evigt. Det er kirken - den nye familie vi som kristne bliver født ind i - der vil vare i evighed.
Central bibelsk undervisning om det at forblive ugift i dette liv findes i Mattæusevangeliet 19,10: "Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig." Disciplene havde lige talt sammen om ægteskabsproblemer og spørgsmålet om skilsmisse. Det lød som om ægteskab var for vanskeligt, og derfor syntes det bedre ikke at gifte sig. Jesu svar var ikke at enhver kan forblive ugift, men at de som gør, gør det af forskellige grunde. Han sagde: "Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det." Han knytter ingen skam til en manglende evne til at finde sammen og blive gift; han ser snarere på det, som forskellige muligheder for at tjene stort i Guds rige.
Paulus går et skridt videre i denne undervisning i Første Korintherbrev 7,7-8: "Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær."
Bemærk ligheden i status i forhold til gaver. Bemærk også, at Paulus ikke taler om singleliv, som vi nogle gange taler om det (dvs. ikke-relaterende og isolerende), men han ser nærmere det ikke at have en partner som noget godt.
Han fortsætter med at forklare hvorfor i v. 32: "Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet.
Guds undervisning til os om det relativt uvigtige spørgsmål omkring ugift eller gift stand får en endnu mere radikal drejning i v. 29, hvor Paulus sætter spørgsmålet ind i et evighedsperspektiv: "Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde."

Slutbemærkninger

Hvordan kan vi anvende denne undervisning på vores hverdagsliv? Her er min liste, som ikke er udtømmende:
• Det at være ugift er en ærefuld stand - ikke mindre værd end ægteskab, og det har mere potentiale i Guds riges tjeneste end ægteskabet.
• Uanset om vi er gifte eller ugifte, er vi af Gud pålagt at betragte disse tilstande som midlertidige. Det kan ændre sig i vores levetid eller ikke. For begge måder gælder det, at vi vil erfare relationer og intimitet på en ny måde engang i Himlen. Ved at have dette evighedsperspektiv for øje hver dag får vi en ægte hjælp til at takle de udfordringer og frustrationer, som den ugifte kan opleve - især når ensomheden rammer.
• Uanset vores ægteskabelige status er vi lige brødre og søstre i et nyt gudskabt fællesskab kaldet Kirken. Vi bør derfor ikke være isoleret, hverken på grund af andres handlinger eller undladelser, eller på grund af vores egen adfærd. Desuden bør vores roller i menigheden ikke afgøres af vores ægteskabelige status. Kirkens præstationer har ikke været særligt gode på dette område. Ugifte mennesker er ofte en gave til menigheden og kan tjene evangeliet på en helhjertet måde uden delte prioriteringer. Hvis du er ugift, giver du så dig selv til Kirken på den måde? Hvis du er menighedsleder, anerkender du og bruger du ugifte menneskers gaver i din lokale menighed?
• Den ugifte har de samme længsler efter intimitet og tilknytning, som en gift person har. Vi er ikke anderledes! Vi er blevet skabt til det samme. Lad mig her citere nogle stærke ord af Elaine Storkey:
"Problemet er at vores kultur har fejlet i at indse at den ultimative intimitet kommer fra Gud. Det er ikke noget, som vi kan forlange, når det passer os, eller købe og sælge på det åbne marked. Det er givet os som en del af vores menneskelighed, og er en indre påmindelse om, hvem vi er. Skabt i Guds billede har vi brug for tilknytning til andre for at udtrykke og erfare vores personlighed. Den Gud som kalder os til at være, den Gud som er relation og kærlighed, kalder os også til fællesskab. I fællesskab bliver vi på samme tid taget ud af os selv og fuldt ud os selv. For vi er og vil altid være personer i en relation: ikke på egen hånd, ikke som vi selv skaber det og ikke i overensstemmelse med vores egen vilje."
• Spørgsmålet for den ugifte er derfor, hvordan vi kan nyde intimiteten i vores fællesskaber, når så meget synes at arbejde imod det? Så meget synes at hindre det - især for en kristen -når vi ser på det ikke-kristne miljø, som frister os konstant med seksuel intimitet udenfor ægteskab, forbrugsmaterialisme, der degraderer relationer til en kommerciel udveksling og materialismens og succesdyrkelsens afguder, som skubber til os, for at vi kan få mere af begge. Hvilket håb er der for at finde intimitet?
Mit svar ligger flere steder. For det første må det ligge i at opretholde vores intime relation til Gud, for det andet i styrkelsen af vores bånd til menighedens brødre og søstre og for det tredje i at pleje sande venskaber, der er præget af ærlighed, ansvarlighed, tiltro, god humor og vedholdenhed. På denne måde kan den ugifte blive ankret til et fællesskab. Jeg tror, at vi stadig har meget at lære omkring venskabers natur og potentiale i dagens forbrugersamfund, og det er et emne til yderligere studium.
• Liv i fællesskab vil også hjælpe den ugifte til at modstå fristelser, som kommer i vejen. I bogen Kristen single identificerer Al Hsu nogle få: fristelsen til at holde livet i en venteposition - måske tro at ægteskab er lige om hjørnet, og at det er der, livet for alvor begynder; fristelsen til at over-forpligte sig (en tendens jeg er tilbøjelighed til), måske drevet af behovet for at være værdsat og ikke virkelig være i stand til at takle perioder med ensomhed; fristelsen til at være selvcentreret - ikke vende sig udad; fristelsen til at være uansvarlig, og endelig fristelsen til at leve et liv i bitterhed.

Konklusion

Vi har ofte en ubibelsk forståelse af singleliv og ægteskab som trænger til at blive udfordret. Den har brug for at blive revideret for at styrke Kristi legeme i en tid hvor falsk intimitet og fragmenterede fællesskaber dominerer. Menigheden er kaldet til at fremprovokere udbrud af overraskelse fra en vantro verden ligesom det skete i kirkens tidlige dage: "Se hvordan de elsker hinanden" var kommentaren, og sådan er der også brug for at det sker i vores tid.

Artiklen er tidligere publiceret i det britiske tidsskrift Evangelicals Now.
Litteratur:
Al Hsu, Kristen single. Credo Forlag, 2001.
Elaine Storkey, The Search for Intimacy. Hodder & Stoughton, 1995 eller Eerdmans Publishing, 1996. Denne bog er desværre ikke oversat til dansk.

Lagt på nettet d. 7. juli 2008 af flemming

Artikelliste